Den Kongelige Opera

Den Kongelige Operas historie

Opera har været en del af hoffets underholdning siden Christian 4. i 1634 inviterer til danmarkshistoriens dyreste fest nogensinde. Her præsenterer den tyske komponist Heinrich Schütz fire multimedieforestillinger, hvor den nye italienske operastil blandt andet er repræsenteret med en ægte kastratsanger. I 1689 omkommer næsten 200 mennesker, da Danmarks første operahus af fyrretræ brænder ned allerede ved den anden forestilling – og i de første godt 100 år af operaens historie i Danmark er der i det hele taget ofte mange år mellem de udenlandske sangertruppers besøg.

I 1747 etablerer Frederik 5. og hans musikalske dronning Louise en italiensk operatrup på Charlottenborg. Italienerne flytter fem år senere ind i det nye komediehus – det senere kongelige teater – som i 1748 er blevet bygget på Kongens Nytorv. Her spiller de danske skuespillere nu komedier på deres modersmål den ene aften, og den næste synger italienske specialister opera på et sprog, næsten ingen i byen forstår. Det er tydeligt kongehuset og overklassen, der holder hånden over operaen - den almindelige københavner foretrækker de morsomme komedier af Holberg.

Idéen om at opføre operaer på dansk bliver til virkelighed i 1757. Man sætter danske skuespillere til at synge nye tekster til musik skrevet til teatrets italienske sangere – og resultatet er næppe imponerende. Først i 1778 er det endegyldigt slut med italiensksproget opera på Det Kongelige Teater, og i de næste ca. 200 år er sproget dansk, uanset om der er tale om skuespil eller opera. I begyndelsen af 1800-tallet er det de samme ca. 25 fastansatte skuespillere, der udfører alle roller i begge kunstarter, uanset om ophavsmanden er Holberg eller Mozart.

I 1819 ansætter teatret den italienske sanger Giuseppe Siboni som syngedirektør til at løfte niveauet blandt sangerne, og op gennem århundredet bliver det mindre og mindre almindeligt, at en kunstner optræder i begge kunstarter. Med indvielsen af det nye teater – den nuværende Gamle Scene i 1874 - og ansættelsen af kapelmester Johan Svendsen i 1883, tager Den Kongelige Opera to store skridt frem mod et mere internationalt niveau. Op gennem 1900-tallet spiller man stadig som udgangspunkt opera på dansk med et fast ensemble af sangere, men allerede i 1960’erne begynder man at spille for eksempel Wagners værker på originalsproget.

Det store vendepunkt i internationaliseringen bliver indførelsen af tekstanlægget over scenen i 1989; nu kan man uden problemer følge handlingen uanset hvilket sprog, der synges på. De fysiske rammer på Gamle Scene bliver dog stadig mere og mere uhensigtsmæssige for operagenren, og debatten om et nyt operahus bølger frem og tilbage i mange årtier, inden Den Kongelige Opera i 2005 for første gang kan rykke ind i et teaterhus bygget specielt til kunstarten. Operaen på Holmen har siden da været hjemsted for de langt de fleste af Den Kongelige Operas aktiviteter.

Solistensemble

Den Kongelige Operas Solistensemble tæller sangere fra Danmark, Skandinavien og resten af verden.

Mange af ensemblets sangere har sideløbende en fremtrædende international karriere og optræder desuden i mange forskellige sammenhænge både nationalt og internationalt.

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Operakor er Danmarks største professionelle kor. Det består af 40 sangere ligeligt fordelt på mænd og kvinder. Til store korforestillinger som for eksempel operaer af Wagner udvides det faste kor med en lang række assistenter.

Der er operakor med i hovedparten af operarepertoiret, og korets medlemmer øver om dagen og medvirker i forestillinger om aftenen – ofte flere forskellige forestillinger skiftevis.

Der skal kunne synges på et hav af forskellige sprog blandt andet tysk, fransk, engelsk, italiensk, russisk og tjekkisk. Sangerne i operakoret har tit flere forskellige roller i løbet af bare en enkelt forestilling.

Det er saft og kraft, der kendetegner Det Kongelige Operakor, når de 40 sangere åbner for de musikalske sluser. Operakorets sangere viser aften efter aften deres kunstneriske formåen, deres forvandlingsfærdigheder fra én rolle til en anden og deres glæde ved at stå på de skrå brædder som skuespillere.

Operakoret i praksis

Rollerne er mange, og det kan i sig selv være lidt af et kunststykke at nå de mange forvandlinger, der kan være på en aften - både hvad angår kostumeskift, men også det at leve sig klangligt og psykologisk ind i de mange skiftende roller.

Operakoret varierer i størrelse alt efter forestilling. De mindste kor kræver kun 20 sangere, men forekommer meget sjældent i operarepertoiret. I Det Kongelige Teaters opsætning af Verdis Aida i 2005 var operakoret derimod forstærket med sangere udefra, så koret talte 80 sangere på scenen - og det på én gang.

Operakoret har stor betydning for totalindtrykket af musikdramaet, og i langt de fleste operaer forekommer et operakor. Korpartierne er et musikalsk og dramatisk virkemiddel – nogle gange fungerer koret som opposition til hovedpersonerne, for eksempel som en oprørsgruppe og andre gange bakker de op om en stor fest i rollen som forventningsfulde festdeltagere. Operalitteraturen gør oftere brug af mandlige operakorsangere end kvindelige, fordi der i mange operaer bruges soldater, politibetjente, tjenere, sømænd, etc. – erhverv, som tidligere i historien blev regnet for maskuline erhverv, og derfor er disse korpartier komponeret for herrekor.

Det Kongelige Operakor har egen prøvesal i Operaen på Holmen. I det daglige ledes sangerne af en korsyngemester, som har til opgave at indstudere korsangernes repertoire. Under forløbet samarbejder korsyngemesteren med orkesterdirigenten, for at sikre et fælles musikalsk og kunstnerisk udtryk. Under en forestilling sker det, at Operakoret står bag kulisserne og synger. Her kan de ikke se orkesterdirigenten, så korsyngemesteren placerer sig bag kulisserne og dirigerer synkront med orkesterdirigenten via en TV-skærm.

At blive sanger i Det Kongelige Operakor kræver ikke alene et højt kunstnerisk niveau, men også, at man er i stand til at beherske et operarepertoire, der strækker sig fra barokken over wienerklassik til romantikkens dramatiske operaer og frem til værker inden for ny kompositionsmusik. Det meget alsidige repertoire synges på originalsprog særligt italiensk, tysk, engelsk, fransk, russisk og tjekkisk. Undertiden kandiderer nogle af operakorsangerne også til mindre solistroller i en forestilling.

Man bliver ansat i Operakoret via en optagelsesprøve med en jury bestående af 11 medlemmer. Til optagelsesprøven har juryen på forhånd valgt to arier ud, som ansøgeren har forberedt derhjemme, og ved prøven vælger juryen én af arierne til gennemsyngning. Dernæst synger ansøgeren en arie helt efter eget valg, og sangeren skal også synge to korpassager fra en opera. Sidste disciplin er primavistasang - sang efter noder, men helt uden forberedelse. Det Kongelige Operakor består primært af konservatorieuddannede sangere, men også af sangere, som har gjort professionel karriere via sangstudier hos privatlærere. Pensionsalderen er 56 år.

Administrationen

Administrationschef: Carina Johansson
Ressourcechef: Piet Bossant
Scenechef, Operaen: Signe Baasch
Afdelingsøkonom: Anna Freese
Producenter: Anne Sophie Fogedby, Anna Kind, Silje Reichert Aass
Strategisk planlægger: Rikke Mortensen
Husinstruktør: Line Kromann
Chef for solistensemblet: Palle Knudsen
Dramaturg: Jørgen Hansen
Chefsekretær: Gitte Busk Grønbech
Casting konsulent: Dominik Licht
Operakoordinatorer: Jakob Esposito og Tore Sætrum
Forestillingsledere: Berit Wolsted Jones, Martin Korshagen, Naja Fribert, Andrea Støier Andersen
Casting- og solistkoordinator: Anne Hauger
Korsyngemester: Vakant
Koradministrator: Lene Halvor Petersen
Studienleiter: Orsi Fajger
Repetitører: Ian Ryan, Leif Greibe, Thomas Bagwell, Nick Fletcher
Programredaktør:  Mariann Sejer Wichmann Matthiessen
PR- og presseansvarlig: Louise Pedersen
Projektkoordinator: Liv Nørding Pedersen
Prøvesalsansvarlig: Jes Bigom
Studentermedhjælper: Jonathan Ndlovu