Det Kongelige Skuespil

Med erindringen om det "Commediehuus" i Lille Grønnegade, der havde bragt Ludvig Holbergs poetiske raptus over scenen i perioden 1722-1728 i baghovedet, var det en lille delvis nydannet skuespillertrup, der efter Christian V´s død ønskede at udnytte de lempeligere forhold til atter at spille teater i København.

Ved åbningen af teatret i 1748, hvor man opførte to franske komedier, bestod personalet af 8 skuespillere og 4 skuespillerinder. Man kunne lige netop fylde rollerne i et repertoire, der med komedier af Holberg og Molière fulgte linien fra Lille Grønnegade. Senere kom Beaumarchais komedier om den fiffige barber Figaro til, ligesom man åbnede de skrå brædder for megen sentimental tysk hverdagsdramatik.

Med Guldalderen - fra ca. 1800 til 1850 - blev Det Kongelige Teater noget i retning af verdens kulturelle centrum i København. Oehlenschlägers tragedier, Johan Ludvig Heibergs vaudeviller, Henrik Hertz´ komedier og Christian Hostrups syngespil stod på plakaten. Dansk samtidsdramatik af nationalromantisk og borgerlig idyllisk karakter blev i høj grad suppleret med oversat populærdramatik fra Frankrig og Tyskland.

Digterne fandt deres fortolkere i et prægtigt galleri af skuespillere med f.eks. F. Lindgreen og senere J.L. Phister, der førte Holbergs Jeppe på Bjerget op gennem århundredet, mens J.C. Ryge med usædvanlig malmrøst varetog de store helteroller, og en Johanne Luise Heiberg, der strålede i eksotisk farlighed som en dronning.

Trods de akustiske vanskelige forhold på Dahlerups og Pedersen Gamle Scene, var det her en række af Henrik Ibsens naturalistiske dramaer så dagens lys. Urpremieren på Et Dukkehjem i 1879 betød gennembruddet for den naturalistiske spillestil, der holdt sig langt op i det 20. århundrede. Til denne spillestil hører nye skuespillernavne som Emil og Olaf Poulsen, Betty Hennings m.fl., ligesom Henri Nathansens skuespil Indenfor Murene fra 1912 er karakteristisk for den tids dramatiske litteratur.

Balancen mellem tradition og fornyelse vil altid være en del af den udfordring, der sætter dagsordenen på Nationalscenen, der i sine statutter har en forpligtelse overfor det nationale og de store klassikere. Således kan man læse teatrets dramatiske repertoire op gennem tiderne som en vekslende satsning på det traditionelle overfor det nyskabende. Ofte er klassikerne blevet benyttet som springbræt for fornyelse. Det var f.eks. tilfældet for skuespilleren Johannes Poulsen, da han i 1926 skabte den første danske iscenesættelse af Shakespeares Stormen med en ikke-naturalistisk scenografi af Kay Nielsen til nykomponeret musik af Jean Sibelius. Samme år gæstede den engelske teaterreformator, Gordon Craig, med en abstrakt opsætning af Ibsens Kongsemnerne. 

En række nye danske dramatikere med Kaj Munk, Kjeld Abell og Soya i spidsen prægede 1930´ernes og 1940´ernes repertoire, og ikke mindst efter Anden Verdenskrig blev der blændet stærkt op for den udenlandske dramatik med vigtige navne som Jean Anouilh, Thornton Wilder og Tennessee Williams og senere Harold Pinter, Arthur Miller og Edward Albee.

Med forestillingen Teenagerlove af Ernst Bruun Olsen og Finn Savery introduceredes musicalen i 1962 på Det Kongelige Teater.

Spændende modbilleder af den danske guldalder så med Per Olov Enquists Fra Regnormenes liv 1981, og i de følgende år blev ikke mindst det skandinaviske aspekt fulgt op med en række af Lars Noréns psykologiske dybdeboringer. I samme periode kunne man opleve et nyt syn på egen tradition.

Efter endt ombygning af Gamle Scene i 1985 markerede skuespillet sig her med Holbergs Maskarade, og i 1987 tog Peter Langdal med Holger Drachmanns eventyrkomedie Der var engang… som den første en ny instruktørgeneration fat på arbejdet med at nyfortolke kendte tekster.

I 1990’erne søgte teatret dels at skabe særlig grobund for ny dansk dramatik og dels at præsentere de store klassikere i gedigne nytolkninger. Skuespilchef Klaus Hoffmeyer præsenterede også publikum for de knapt så kendte klassikere, blandt andet ved at genoplive Oehlenschläger, ligesom Holberg-traditionen under ham blev fornyet af landets yngre instruktører og scenografer. Stærekassen blev bygget om, og Turbinehallerne blev Skuespillets vægtige anneksscene. Efter otte år som skuespilchef gav Hoffmeyer i 2004 stafetten videre til Mikkel Harder Munck-Hansen, som ansatte instruktør Tue Biering og scenograf Christian Friedländer som kunstneriske viceværter af Turbinehallerne. De skabte udover teater en lang række samarbejder med musik- og kunstscenen i København og sluttede af med scene-ensemblet TurboTown i 2006-7 som blev sidste sæson i Turbinehallerne.

Efter åbningen af Skuespilhuset med Nicolas Bro i titelrollen som Hamlet 18. februar 2008 tog Emmet Feigenberg over som skuespilchef 1. marts 2008.  Emmet Feigenberg etablerede i 2011 det kunstneriske ensemble Det Røde Rum, som havde til huse på Skuespilhusets mellemste scene, hvorfra det i sin femårige levetid spredte sig også til Lille Scene og prøvesalene. Her blev klassiske som nye tekster præsenteret af et talentfuldt, ungt ensemble med instruktørerne Rune David Grue og Elisa Kragerup i spidsen. Emmet Feigenberg etablerede sammen med instruktør Staffan Valdemar Holm desuden det internationale netværk af teatre, Mitos 21, en vigtig åbning udadtil for teatret.

Siden 2015 har Morten Kirkskov været kunstnerisk chef for Skuespillet, og han begyndte sin tid med at samle skuespillerne i et stort ensemble på tyve medlemmer. Ti kvinder og ti mænd, som alle spillede på alle tre scener i Skuespilhuset og turné rundt i landet. Fra 2023 er man imidlertid gået bort fra ensembletanken, så publikum nu i stedet kan opleve op til 70-80 forskellige skuespillere på en sæson – både store etablerede navne, og helt nye talenter.

Det Kongelige Teater satte tidligere en stor udendørsforestilling op i Dyrehaven hvert tredje år, men fra 2017 skruede man op for ambitionerne, og det blev derefter til en forestilling hvert andet år i Dyrehaven og hvert andet år på Moesgaard ved Aarhus. Skuespillet begyndte også at opsætte flere musikforestillinger – som f.eks. Højskolesangbogen, 68, Lazarus og Jeg er jo lige her, ligesom store forestillinger for familier og børn som Brødrene Løvehjerte, Halfdans Hokus Pokus og Den utrolige historie om den kæmpestore pære er en fast del af Skuespillets fokus og repertoire.

I dramatikerlaboratoriet KGL Dansk, har man siden 2017 fået 5-600 indsendte forslag til nye historier, der afholdes masser af workshops og readings, som indtil sæson 2023/2024 har resulteret i 9 nye produktioner på Det Kongelige Teaters scener.