Tidligere sæsoner

Jeg er uddannet fra Forfatterskolen 2016 og fra Skuespillerskolen ved Århus Teater 2001. 

Jeg har arbejdet som skuespiller, både på teater, film og tv. Særligt har jeg været inspireret af mine samarbejder med instruktør Anders Paulin, Kirsten Delholm (Hotel Pro Forma), og billedkunstner Jesper Just. 

Jeg har skrevet tre romaner: Nowhere (2012), Mårhund (2016) og Min syge ven (2018). 

I foråret 2022 blev min forestilling, Kannibalen, opført på Det Kongelige Teater efter at have været med i KGL Dansk volume 9. 

Teksten jeg har med i KGL Dansk denne gang hedder North Sentinel Island. 

Teksten tager udgangspunkt i en sand historie om en amerikansk missionær, John Allen Chau, der som 26-årig, i 2018, tog ud til øen North Sentinel Island, der ligger i Bengalbugten. Her blev han dræbt af det stammefolk, der har levet isoleret på øen i mere end tres tusinde år. 

Johns dagbøger beskriver en stærk og fanatisk tro. En afklaring med den død, der venter ham ude på øen, "men kan jeg bare redde et enkelt menneske fra helvedes flammer, er jeg tilfreds."   

Teksten er en samtale mellem mor og søn og arbejder med grænseoverskridelse.   

Den konkrete: at indtage et stykke land og et folk, at smitte dem med sin gudstro og sine vira.   

Den i familien: en mor går over sin søns grænser, hun indtager hans sind og krop med sine ord og hænder. Det gør alle mødre vel?  

Hvordan fungerer logikken hos en kristen fanatiker? Hvordan føles Guds kærlighed? Har alle fortjent at opleve den kærlighed? 

Eftertanker:

Det var en kæmpe fornøjelse at se min tekst blive æltet af instruktør og skuespillere i workshopugen. Teksten blev grebet an fra forskellige vinkler, de arbejdede med fysiske improvisationer over teksten, vi spillede musik og undersøgte, hvad det gjorde ved teksten. Vi endte med at vise min tekst i en ret simpel form, hvor spillerne ikke bevægede sig ret meget. En indlevet oplæsning. Det klædte de mange skift i teksten, at opførslen fik en simpel form. Det vigtigste for mig var, at jeg, gennem ugen, fandt ud af, hvad tekstens kerne er. Hvad er det, jeg vil fortælle med denne tekst.

Teaterrummet er magisk. Kroppen og stemmen: her i rummet nu, ja, er ikke teatret efterhånden – foruden live-musikken og den i bogform trykte litteratur – en af de få tilbageværende kunstformer der stadig er ’analoge’? Jeg kender intet andet rum hvor nærvær er mere påkrævet end i teatret. Nærvær hos både skuespillere og publikum. Hvor sproget og stemmen kan være så smukke og kraftfulde at man for en stund hensættes i en tilstand af selvforglemmelse og forsvinder – ud af jeget! – ind i den trancelignende kontemplation. Lige siden jeg i midten af 90erne læste Teatervidenskab på Københavns Universitet og gik i teatret mindst en gang om ugen, har jeg været tryllebundet, især af den form for teater der stoler på ordets og stemmens kraft, og hvor skuespillerne af samme grund har mulighed for at bruge hele deres register. For mig er teatret dette sitrende rum hvor mennesket søger efter sandheden, intet mindre, om livet, om døden, om kærligheden, om hadet, ensomheden og angsten.

Det er fantastisk at det Kgl. Teater har givet mig mulighed for at arbejde med en af mine prosalyriske tekster, nemlig »Moloch. En fortælling om mit raseri« (første gang i 2020; genudgivet i 2021). For mig har den tekst fra begyndelsen også været en teatermonolog – hvilket privilegie at jeg nu i en hel uge har fået lov til at lukke mig inde i et rum med en erfaren instruktør og en eminent skuespiller der forhåbentlig kan give teksten en form der kan henrive sit publikum ved at tvinge dem til – som Hamlet – at stirre ned i deres egen afgrund. Det er det jeg håber at kunne bruge workshoppen til: at undersøge tekstens muligheder og i fællesskab finde en vej der kan føre den ind i teaterrummet og derfra videre ud i verden.

Tilværelsen er en uheldsvanger affære, menneskebarnet fortvivlet og grufuldt, men kunsten kan kortvarigt gøre opholdet her på jorden tåleligt.

Jeg glæder mig virkelig til dette samarbejde!

Eftertanker:

Workshoppen på Det Kgl. Teater blev et af de stærkeste og mest givende kreative forløb jeg har deltaget i. Simon Boberg og Peter Christoffersen bidrog i eminent grad til det intense arbejde. Vi brugte de første fire dage på at skære den medbragte »Moloch«-tekst ned til en mere eller mindre færdig monolog. De lidt for litterære passager uden handlingsbærende retning og motivation blev skåret væk. En del energi gik derudover med at skabe overblik over tekstens forskellige tidsspor og kortlægge retningen bag jegets konstant vekslende sindstilstande. På 4. og 5. dagen skar vi ned til det halve (Reading-versionen) og arbejdede derefter med det sceniske udtryk. Til Readingen ramte Peter Christoffersen ordenes retning, jegets desperation, længsel og raseri perfekt. Det var magisk, intet mindre. Jeg vil tilbage til det rum. Nu.

Mit navn er Lina Csillag, jeg er netop færdiguddannet manuskriptforfatter fra den norske filmskole, været autodidakt filminstruktør siden 2016, og har desuden en bachelor i erhvervsøkonomi og filosofi fra CBS.

Det hele startede med en eksistentiel krise som 19-årig, der ledte til, at jeg har villet bruge filmmediet til at kommunikere min egen lommefilosofi indpakket i underholdning til et publikum. Og "På den anden side", som handler om to tvillingefostre i en livskrise, er ingen undtagelse. "På den anden" side var faktisk en del af et kursus på den norske filmskole, hvor jeg sammen med mine medstuderende, der hver især skrev et lille stykke, fik muligheden for at sætte stykket op på et teater i Oslo. Der fik jeg en smag for, hvad stykkets potentiale var.

Jeg vil nu udforske muligheden for at udvide det 15 minutter lange stykke til en hel-aftens forestilling. Jeg vil udvide rammen for fortællingen til at gå fra pre-liv og til reel liv, stadig med absurditeten og humor i mente. Jeg vil arbejde videre med to karakterer, Gustav og Daniel, som jeg i forvejen kender så godt fra et TV-serieprojekt, jeg udvikler på i øjeblikket, og arbejde med at få mere af søskendestriden ind i teaterstykket. Udforske muligheden for, at Gustav får lov til at være hovedpersonen med sit mindreværdskompleks og sin indre konflikt om at føle sig som næsthøjest, næstældst og næstbedst tvilling. Hvordan jalousien påvirker det tætteste forhold, man kan forestille sig. Hvordan de hver især kæmper med at være sin egen, når de konstant spejler sig selv i den anden. Udforske et grundlæggende menneskeligt spørgsmål om, hvorfor man ikke kan acceptere, hvor god man er og har et behov for hele tiden at sammenligne sig selv med den, der ligner.
Og ikke mindst - hvordan kampen for at føle sig god nok og manifestere sig ved mærke sig i det virkelige liv hænger sammen med den underliggende dødsangst, som de to brødre mærkede på og diskuterede allerede helt inde i livmoderen.

Inden workshoppen går i gang kommer jeg til at have skrevet en del videre på stykket, som vi kan bruge som udgangspunkt for eksperimentet.

Jeg ser frem til at lege meget med stykket, give plads til at skuespillerne og instruktøren kan komme med kreative og sceniske input, og ikke mindst, have det sjovt med det undervejs.

Eftertanker:

Efter workshoppen fik jeg åbnet en sluse til inspiration, og jeg skriver aktivt videre på stykket nu. Jeg føler, jeg fik knækket koden til, hvordan jeg skulle skrive et lille stykke på 15 minutter om til en helaftensforestilling efter, at jeg fik testet en masse ting af med skuespillere, instruktør og publikum. Super gavnlig erfaring og god oplevelse!

Jeg er uddannet fra Dramatikeruddannelsen, og skulle have debuteret med stykket Valgaften på Svalegangen i ’21. På grund af lockdown blev det udskudt til næste sæson.

Den tekst jeg har skrevet til Kgl Dansk, omhandler det kritikeren Mark Fisher kaldte kapitalistisk realisme. Samtidig med at den måde at indrette et samfund indebærer grotesk udbytning, epidemiske niveauer af psykisk sygdom og økologisk kollaps, så føles det også umuligt at formulere et positivt og plausibelt alternativ.  Med et citat der ofte tilskrives Slavoj Zizek, så er det er lettere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens.

Udover kontinentaleuropæiske filosoffer med diakritiske tegn i deres navne, tager stykket sin inspiration fra subreddits som r/ABoringDystopia: billeder af grædeskabene i Amazons varehuse, reklamer for at shopping er billigere end terapi, børn der gynger ved siden af siden af brændende boligblokke, etc. This is fine-memet, med hunden der drikker te i en brændende dagligstue har været min skrivebordsbaggrund i tiden jeg har skrevet på teksten.

Formen er også hentet fra at doomscrolle på telefonen. Stykket består af (indtil videre) ni scener eller sketches, som ikke er kausalt forbundne, men alle sammen har det samme tema eller stemning: at det ikke kan blive ved sådan her og at intet alligevel kan ændre sig. Derfor har det også arbejdstitlen ’9 slags fortvivlelse.’

Eftertanker

Da jeg så skuespillerne på gulvet med teksten, fik jeg øje på undertekster og tolkninger, jeg ikke havde været bevidst om før, andre slags fortvivlelse end dem jeg havde tænkt på oprindeligt. Fx: i en scene, Kontaktløs, hvor jeg først havde tænkt at det, der var på spil, var én, hvis ensomhed, der blev udnyttet økonomisk, så jeg et alternativ. At det virkelig fortvivlende måske var, at den ensomme ikke kunne forestille sig en relation der ikke var transaktionel og quid pro quid.

Jeg fik øje på det der var unødvendigt: nogle gange var det to stavelser i en replik, andre gange var det næsten halvanden side i en scene.

Jeg fik ideer til hvordan man kunne lave noget der beholdt den antologiske struktur, men samtidig også skabte sammenhæng. Måder hvorpå bevægelser og replikker kunne ”rime” fra scene til scene, hvordan de mange forskellige roller (+25) kunne fordeles blandt spillerne, sådan at man følte at der havde været en forandring i hver person fra første scenebillede til sidste.

Jeg hedder Morten Klode og er uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i 2011. Jeg har siden da arbejdet på en lang række teatre med både klassisk og ny dramatik og ofte i medskabende processer. Derudover har jeg spillet i og produceret forestillingen ”SKYGGEN”, som jeg modtog en talent Reumert for.

Jeg har skrevet på manuskriptet ”AFREAKTION” i nogen tid, fordi jeg har fundet en historie, som jeg ikke kan slippe. En historie om en frelserskikkelse, som ville revolutionere sin samtid gennem kærlighed. Men kun sin egen version af kærlighed. Historiens overordnede plot er autentisk og udfolder sig under den østrigske psykolog Otto Gross’ indlæggelse i 1908 på et sanatorium, hvor han bliver behandlet af C. G. Jung. Hvad skete der egentlig under dette ophold og hvorfor stak Otto Gross af over sanatoriets mur før behandlingen var ovre? Alt det har jeg digtet videre på. 

Så tænker man måske: ”et stykke om en psykolog som bliver behandlet af en anden psykolog! Det bliver aldrig dramatisk interessant. De sidder vel bare på deres røv og snakker om sig selv hele tiden”… Den udfordring vil jeg arbejde med på KGL Dansk workshoppen. Derudover har jeg tre andre undersøgelsespunkter til forløbet:

1. Fysikalitet i scenerne. Hvad sker der, når man forøger eller minimerer det fysiske udtryk? Kan det tilføje uventet komik eller tragik og derved gøre scenerne dybere og overraskende?

2. Dykke dybere ned i stykkets spørgsmål. Spørgsmål som: "Kan man påtvinge andre sin egen sandhed?", ”hvilke omkostninger har det for et menneske at ville revolutionere verden?" og ”dominerer vi selv via de selv samme systemer, som vi vil ødelægge? ”.

3. Undersøge karaktererne og derigennem få en større forståelse af deres udvikling og funktioner i teksten.

Desuden er jeg meget nysgerrig efter at se teksten blive iscenesat og udfordret af andre scenekunstnere i et trygt rum. Jeg tror, at teksten kan tage nogle kvantespring i mødet med KGL Dansk og gøre en videreudvikling af manuskriptet mere konkret.

Eftertanker

Vi brugte ugen til at komme igennem alt mit materiale, men med fokus på scener som var centrale i stykket. Det var meget lærerigt endelig at se scenerne få liv af skuespillerne, som sammen med instruktøren tog teksten nye steder hen, som jeg ikke havde set for mig, da jeg sad og skrev.I det hele taget var det utrolig dejligt endelig, at kunne dele sin egen proces med andre i et kreativt rum og få en umiddelbar reaktion på tekstens styrker og mangler.Jeg fandt hurtigt ud af, at teksten både var krævende, men også smidig. Den kunne tåle meget komik eller meget tragik og nogen gange begge ting på samme tid. Så genremæssigt var vi flere forskellige steder henne i løbet af workshoppen, præcist som jeg havde håbet.Denne smidighed i teksten viste mig, at scenerne kunne være dybere, end jeg selv havde set. Nogen gange kunne jeg endda se, at jeg faktisk ikke helt selv vidste, hvad det egentlig var, jeg havde skrevet. Denne bevidstgørelse fra min egen mere eller mindre ubevidste (og uerfarne) skriveproces, åbnede mine øjne for alle de valg, jeg manglede at tage. F.eks. valg omkring retning og fokus.Alt dette ville have taget mig meget længere tid at gennemskue alene, hjemme ved skrivebordet.

De løbende samtaler med instruktøren og dramaturgen var helt essentielle og jeg har en notesbog med guld fra forløbet.

Jeg hedder Wahid Sui Mahmoud. 

Jeg er uddannet skuespiller fra DDSKS, årgang 2017.  

Jeg har de sidste mange år være enormt optaget af hele spørgsmålet om identitet. 

Det at blive voksen og forsøge at opdrage mine to børn imellem to verdener, har tvunget mig til at forholde mig konkret til både de små og de store spørgsmål.  

“Hvorfor kan farfar ikke forstå hvad jeg siger far”? 
“Hvorfor dør man far”? 
“Hvornår er man "god og ond" far” ??? 
“Hvordan er det at være far, far”?

Alt sammen spørgsmål der peger i retning af noget der siger noget om det store billede i det at være menneske. 

Og som regel ender jeg så med at gøre mig tanker om identitet og om kultur, om at flytte sig, og om at træffe konkrete beslutninger om traditioner osv. 

Derfor har jeg de sidste år arbejdet på at udvikle fortællinger der kunne hjælpe både mine drenge, men også mig selv, med at forstå nogle af de komplekse og betændte emner der har udspillet sig i den offentlige debat, nok mest igennem en humoristisk og absurd brille.  

Ideén jeg vil arbejde med på workshoppen KGL DANSK, er opstået i kølvandet på en snak om at føle sig så sikker på sin identitet og den person man er, for så pludselig at blive ramt at et lyn, der brager så hårdt igennem at det smadre alle de kendte rammer og pejlemærker man hidtil havde forstået sig selv igennem, og vender så meget op og ned på det hele så både tid og sted flyder sammen... 

Jeg håber at se lidt på hvordan vi kollektivt kan få rusket op i de rammer vi kender, så vi sammen som publikum, kan få lov til at blive usikre på hvad der egentlig kom først… var det danskeren, den nye dansker eller nydanskeren???  

Derfor er det fuldstændig fantastisk at få lov til at prøve det af i et hus hvor jeg selv havde min skuespillerdebut for ti år siden og dengang også i et stykke der var uprøvet men som startede denne rejse som jeg siden har været på.

Eftertanker

Her på den anden side af kgl dansk, har jeg virkelig fået øjnene op for hvad det er for en fortælling jeg er igang med. Mine karaktere har fået et kæmpe boost efter at være blevet vendt, tænkt og talt om. 

Jeg havde – Søren sætter Lassen, Arian Kashif & Lilla Nobel på mit hold. Og efter at havde præsenteret materialet for dem opstod der et fuldstændig magisk arbejdsrum. 

Jeg oplevede at min længsel om mødet mellem karaktererne i teksten, på en måde opstod i rummet, både mellem generationerne og personerne. 

Skuespillernes fortællinger i rummet gjorde at karaktererne fik både boost, liv og dybde. 

Den uge åbnede historien op og har givet mig langt flere spørgsmål til hvad? og hvor? vi skal hen, men på samme tid er det blevet så tydeligt for mig hvad jeg vil med det. Alt sammen ville jeg ikke selv kunne have tænkt mig til så guld var det at få en stund at arbejde med et hold. 

Men nu begynder det rigtige arbejde med at få det derhen... 

Kristoffer er instruktør uddannet i 2021 fra DDSKS og er kunstnerisk leder på Teater Momentum i sæson 22/23. Kristoffer arbejder typisk i spændfeltet mellem fiktion og virkelighed og publikum er for det meste altid hovedpersonen. Besir er skuespiller, uddannet i 2019 fra DDSKS og har senest modtaget en Robert for hans præstation i tv-serien Fredløs. Besir har skrevet poesi ved siden af sit arbejde som skuespiller. 

Vi mødte hinanden på skolen, og sammen deviser og skriver vi på forestillingen BESIR X HEIBERG. Det er en personlig klasse-fortælling om Besir og Johanne Luise Heiberg, der på tværs af tid fortæller noget om hinanden. En fortælling der bygger bro mellem virkelighed og fiktion, historie og fremtiden. Besir har et billede af Johanne hængende over hans seng, og hun er hans største idol, og hun er grunden til Besir troede på at han faktisk kunne blive hvad han drømte om. Derfor har han besluttet sig for at caste sig selv i rollen som Johanne i et episk periodedrama og iscenesætte hele fru Heibergs livshistorie.

Forestillingen bygger på en devising proces med Heibergs liv som tematisk rettesnor. Vi ønsker at bruge tiden på KGL DANSK, til at udvikle teksten og undersøge det iscenesættelsesmæssige potentiale i den. Da teksten som udgangspunkt er et collage arbejde der både skal genereres i prøverne af os, og gennem litteratur om og af Johanne Luise Heiberg er det nødvendigt at blive klogere på et overordnet greb og fortællestrategi. VI håber at denne uges fordybelse kan give os et par svar og 1000 nye spørgsmål vi kan gå i kødet på, efterfølgende. 

Eftertanker

Først og fremmest fik vi åbnet materialets muligheder op, og prøvet alle vores ideer af på et gulv. Vi fik tryktestet vores koncept og fortælling, og fundet frem til en måde at arbejde med materialet og en arbejdsproces der virkelig var fri og givende. Vi brugte tiden på både at prøve tekst af, skrive ny tekst på gulvet og samle og dekonstruerer dramaturgien og sætte den sammen på nye måder. Vi opdagede at det fremtidige arbejde skal undersøge smertepunkterne og hvor karakteren på scenen virkelig er på udebane. Vi arbejdede hele ugen med kontraster, både sceniske, musiske og spillestile. Det var en kæmpe oplevelse at lade materialet møde et publikum, og her er endnu en stor undersøgelse at arbejde videre med. Vi er gået fra at have en idé til at blive skarpere på et koncept og workshoppen har givet os erfaringer vi ikke kunne have fået ved et skrivebord eller tænkt os til.

Jeg hedder Marie Bjørn, jeg er 30 år.

Til Kgl. Dansk volume 10 arbejder jeg med IRIS, HUN HEDDER IRIS. En tekst jeg har skrevet og omskrevet af flere omgange i løbet af de seneste par år. Senest er teksten udkommet som hørespil for AKT1.

På workshoppen ønsker jeg at dykke ned i tekstens potentiale som moderne kammerspil og familietragedie. Ideelt set ved at arbejde med et nyskrevet andet akt til den til tekst, der er nu.

IRIS, HUN HEDDER IRIS omhandler Iris og Oskar, et ældgammelt ægtepar der sidder i en støvet stue, hvor et lig af deres datter, LYKKE, også ligger og rådner.

Tematisk kredser teksten om hukommelse og sorg eller hvor lang tid en tragedie tager om at hele, og om man overhovedet kan tale om tid, når man taler om tragedier.

Jeg er uddannet dramatiker fra Dramatisk Skrivekunst i 2019, og debuterede med Apokalypse på Teater Momentum i 2020. Senest har jeg skrevet Galathea3000 til Mungo Park.

Undergang - på makro og mikroplan - er tilbagevendende i min skrift. Undergang som udgangspunkt for transformation og oprør. Undergang som krævende og kaotisk.

Jeg er forelsket i ideen om scenerummet som underbevidsthedens højborg. Med andre ord: et rum hvor alt er muligt, og jeg skriver min dramatik med det startpunkt.

Eftertanker:

Vi startede arbejdsrummet op med at læse og tale om den oprindelige tekstforlæg IRIS, HUN HEDDER IRIS, og tekstens karakterer. Skuespillerne fik karakterbaserede opgaver for at åbne inspirationen til universet op. Jeg skrev bud på 2. akt, og vi arbejdede med den nye producerede tekst, mens vi snakkede utroligt meget om døden og alderdommen. 

Så meget at jeg begyndte at se efter humoristiske åbninger i stykket, der kunne stå i kontrast til tekstens indhold og tyngde. Det endte med at blive et fint lille magisk sørgespil med børnesange og humor.. Det var en fornøjelse at arbejde med holdet, og nå endnu dybere ned i et tekstmateriale jeg i forvejen kendte godt, og skrive videre på det med nyfundne indsigter. 

Jeg er født i 1995 og er forfatter.

Jeg er med i efterårets KGL Dansk workshop for at dramatisere min seneste roman Man skulle nok have været der. Fortællingen handler om Tue - eller er det Erik? Anton? Eller Morten? Han kommer fra et udsat hjem i Jylland til København, men kan ikke finde noget sted at bo og er overladt til sig selv med sine eneste ejendele: pas, en palme og en sportstaske. Han er forudsætningsløs og må låne af andres liv til han kan få sit eget. Jeg glæder mig til at se det blive vakt til live hos KGL DANSK!

Eftertanker:

Dagene i workshoppen på DKT gav plads til tvivl, leg og eksperimenteren med min tekst og det kom der en halv times reading ud af, som Simon Bennebjerg og Patrick Baurichter spillede fantastisk. Instruktør Anders Lundorph kom i første omgang med et forlag til et greb til at fortælle min tekst, hvor historien - som oprindeligt en lang roman med mange personer - blev fortalt helt enkelt; af to personer, et fortællende og et oplevende jeg. Det gjorde nærmest kun den ret ensomme historie endnu mere ensom. Man skulle nok have været der, får jeg lyst til at sige. Jeg er fuld af lyst til at komme tilbage og prøve kræfter med tekster til scenen igen.

Mit navn er Johanne Petrine Reynberg, jeg er uddannet dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole i 2021, og bor i København. 

Som dramatiker har jeg skrevet forestillingen “Kærlighedens forrykte former” til Aarhus Teater, sammen med min holdkammerat på Dramatisk skrivekunst, Josephine Eusebius. 

Desuden har jeg skrevet tekster til readings hos blandt andre Teatret Svalegangen, Kunsten i Aalborg, og Dramafronten, og jeg skriver i øjeblikket på en juleforestilling til Ishøj Teater. 

Evil Woman er en tekst jeg skrev under et forløb på min uddannelse i dramatisk skrivekunst, "alternative dramaturgier" med Joan Rang Christensen. 

Det gik ud på at vi skulle skrive en tekst, med udgangspunkt i Ulla Ryums metode om “den cirkulære dramaturgi”. 

Skriver man med udgangspunkt i Ryums metode, bygger teksten, modsat ”det aristoteliske drama” på et centralt spørgsmål, som scenerne i stykket forsøger at besvare, belyse, undersøge på forskellige måder, uafhængigt af en lineær logik om tid, sted og karakterudvikling, som vi kender det i klassisk forstand.

Det som jeg gerne vil undersøge med min tekst, Evil Woman, er synet på "den onde kvinde" i litteraturen, kunst og historien. 

Da jeg skrev det første udkast til Evil Woman på Den Danske Scenekunstskole, blev den readet af tre mænd, hvilket havde en både humoristisk og provokerende effekt på publikum. 

En overvejelse jeg har haft siden, og som jeg kunne tænke mig at afprøve til på denne workshop, er at lade den spille af tre kvinder, og se hvordan tekstens udsagn og spørgsmål kommer til at virke, når de kommer fra kvinder selv. 

Eftertanker:

Jeg er blevet klarere på hvilke præmisser min tekst arbejder med, hvordan jeg har skrevet scenerne, og hvordan de virker i et rum. 

Hvordan “undersøgelsen af det centrale spørgsmål” (som Ulla Ryums cirkulære metode bygger på) skal vedligeholdes hele vejen igennem, og at teksten og karaktererne, som nu, arbejdede sig længere ind i en fiktion, og længere væk fra den undersøgelse. 

Og at karaktererne - når de er spillet af kvinder, som vi arbejdede med under workshoppen til Kgl Dansk - står et sted imellem at portrættere de mænd, som de misogyne udtalelser, som jeg har brugt i teksten, kommer fra, og at være talerør (som instruktør Line Paulsen, så fint kaldte det) for udtalelserne. Altså ikke psykologiske karakterer. 

Noget der får forskellig effekt, når scenerne spilles for et publikum, og helt klart noget der skal arbejdes videre med i dybden, når jeg vender tilbage til teksten. 

Arbejdstitel: FODBOLD BOLD FODBOLD FODBOLD FODBOLD

Jeg er dramatiker, og jeg er fra Gl. Skørping.

Mit arbejde tager tit udgangspunkt i helt almindelige menneskers liv.

Jeg bruger meget tid på at snakke med folk, læse og tage ud og se ting for at prøve at finde ud af, hvordan virkeligheden ser ud ude i selve virkeligheden.

Jeg har i det meste af mit skrivearbejde haft fokus på fællesskaber under pres, forskellige samfundsklassers virkelighed og store og tabte drømme. Og så kan jeg godt lide fodbold.

Fodbold er vigtigt, og fodbold er udgangspunktet for min workshop hos KGL Dansk.

Siden VM i Rusland har jeg arbejdet på ideer til en ny fodboldforestilling, og lige nu handler de om alt fra Serie 5 over Maradona til Nizhny Novgorod Stadion, og om hvad fodbold er i sig selv.

Jeg håber gennem workshoppen at finde ud af, om der er for meget om det hele, eller om man gennem alt det meget får en sammensat oplevelse af den ekstraordinære verden, fodbold er.

Eftertanker:

Målet med workshoppen var at afprøve formen:

Føles mosaikken som et dybdegående dyk ned i hvad fodbold er og for hvem? Eller opleves den mere som en kratten i overfladen?

Og så ville vi helt enkelt finde ud af, om man kunne følge med i, hvad der sker.

Ved at skrive om aftnerne, forberede om formiddagene og arbejde med et stærkt hold spillere om eftermiddagene, nåede vi på en enkelt uge, hvad der føles som flere ugers arbejde.

Jeg har fået en meget større klarhed omkring formen, og har en oplevelse af at have et anker og en kurs at skrive efter i resten af arbejdsprocessen.

Jeg er skuespiller fra Statens Teaterskole, årgang 2004, og har primært arbejdet med teater, hvor jeg også ofte har bearbejdet, videreudviklet og forfattet tekst. Det har altid interesseret mig meget at vælge de helt rigtige ord. I 2018 skrev jeg monologen ’Manning er fri’, som jeg selv spillede på Mungo Park. Det var en lærerig proces – fra idé over research til skrift og finpudsning for så til sidst at aflevere historien til et publikum.

Det næste naturlige skridt for mig var derfor at skrive et stykke til flere medvirkende, og jeg ser nu meget frem til workshoppen på Kgl. Dansk, hvor jeg for første gang udelukkende skal være dramatiker.

Mit stykke hedder ’Death to the family of corrupt policeman’.

Det foregår et fiktivt sted som ligner den virkelige verdens Hong Kong temmelig meget. Få steder er folk så klemt som i Hong Kong, mellem styrets stadigt strammere greb og Vestens lokkende kapitalisme, som reelt ingen frihed og fremtid tilbyder. Paradoksalt nok er teknologien, der overvåger befolkningen, den samme i de to styreformer.

Jeg har været interesseret i de folkelige protester, som de senere år er blusset op rigtig mange steder: Sudan, Chile, Irak, Egypten, Frankrig, Hviderusland og Hong Kong, for at nævne nogle. Og jeg har mærket en varme i kroppen over at læse om de forskellige bevægelser - har på den ene side drømt om at være med, men på den anden side manglet tro på, at et oprør flytter noget som helst.

Så mit stykke er en undersøgelse af et problem, som kommer lige i kølvandet på folkemængdernes demonstrationer: kan det lade sig gøre at fastholde et fredelig oprør, kan man undgå at komme til at ligne den magt, man protesterer mod?

Historien tager afsæt i en artikel, jeg læste om en demonstrant, som havde medbragt en flitsbue, som blev affyret mod politiet i Hong Kong. Jeg tænkte: hvad får nogen til at skyde med bue og pil mod politiet? Hvor rammer den pil? Hvem er de mennesker?

Jeg vil gerne ha, at folk taler om Hong Kong, om Xinjiang og om overvågningsteknologi. Men jeg vil også gerne være fri til at fortælle dramatisk - det er ikke en kronik, og jeg er ikke kinaekspert. Og selvom stykket behandler temaer, som er aktuelle for Hong Kongs indbyggere og ungdom især, så handler det også rigtig meget om, hvad vi skal med vores demokrati og teknologi - i vesten og her i Danmark.

Eftertanker:

I arbejdsrummet var processen den, at skuespillerne først læste teksten uden nogen forhåndsviden. Det var givende at mærke, hvordan historien resonerede hos dem og efterfølgende høre deres tanker. Derpå arbejdede vi med et udvalg af scener på gulvet, hvor det var opløftende at fornemme, at der var appetit på ordene. Jeg har forsøgt at skrive et stykke i sin egen særlige tone, og det hjalp skuespillerne mig meget med at skærpe. Fokus har for mig ikke været på store formeksperimenter, snarere på den gode fortælling, men det er jo smukt at opleve hvor meget længere, man altid kan gå, når det er mennesker af kød og blod, der siger ordene.

Derfor har jeg efterfølgende skrevet lidt til i stykkets poetiske hjørne og taget lidt fra i det plottunge, så stykket fremstår både enklere og mere mærkeligt på samme tid.

Jeg er meget begejstret over forløbet og føler, jeg er blevet klogere og skarpere på, hvad min tekst skal gøre.

Jeg er uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Århus Teater i 2001 og fra Forfatterskolen 2016. Jeg har arbejdet som skuespiller, både på teater, film og tv. Særligt har jeg været inspireret af samarbejder med instruktør Anders Paulin, Kirsten Delholm (Hotel Pro Forma), og billedkunstner Jesper Just.
Sideløbende med min skuespilkarriere har jeg skrevet, og det er indtil videre blevet til tre romaner: Nowhere (2012), Mårhund (2016) og Min syge ven (2018).

Min tekst til KGL Dansk hedder Kannibalen og fortæller historien om den tyske kannibal Armin Meiwes, der i 2001 dræbte og spiste computerspecialisten Bernd-Jürgen Brandes. De to mænd havde lavet en klar aftale på forhånd, de var enige om, hvad der skulle ske. Alt blev optaget på video som bevis på dette.

Teksten en empatiøvelse, at sætte sig ind i to umiddelbart bizarre mænds handlinger og lyster. To mænd med håb og ønsker. De har længe søgt efter et menneske, der kan matche og forløse deres inderste ønske. Nu har de fundet den person og fører planen ud i livet.  

Hvad gør vi med mennesker, som frivilligt indgår i grusomheder? Hvor placerer vi dem? Hvordan skal vi rumme dem som samfund, når deres handlinger går imod vores moralske, etiske, og i dette tilfælde, retslige system? I teksten ligger en uløselig konflikt.  

"Folk som ikke kan forestille sig det, finder det monstrøst, men i princippet er jeg bare et helt normalt menneske." Armin Meiwes.

Eftertanker:

Min workshopuge med Sargun Oshana og de to spillere gik virkelig godt. Vi fik hurtigt skabt et intimt rum, hvor teksten kunne udfolde sig. Og det var tydeligt, at teksten kræver et intimt rum. Det kræver stor empati og ømhed, hvis teksten skal stå stærkt. Det er jo en forfærdelig historie på mange åbenlyse måder: en kannibal og en mand der gerne vil ædes mens han stadig er i live, det nemmeste i verden er at fordømme disse to mænd, men hvor langt er vi så? Det er vigtigt at formidle kærligheden mellem dem, hvor bizar den end er. Hvis vi kan få publikum til at holde af de to mænd på scenen, giver vi publikum et problem: Hvad stiller vi op med den slags mennesker?

Vi arbejdede med fysiske arrangementer, improviserede over emnet sult, arbejdede med musik. Vi arbejdede mod den uhyggelige del af historien og fokuserede i stedet på at det var den bedste dag i deres liv. Vi endte med at lade de to skuespillere stå foran publikum og formidle historien uden de store effekter. Det gav mening at lade spillerne stå sårbare og søge en intimitet med publikum.

Jeg har arbejdet videre med teksten og håber på at kunne vise den som en færdig forestilling.

"Mit stykke er et eksperiment. En genre-leg, der både låner fra infotainment, performance, komedie og drama. Det handler primært om Internettet som den nye, farlige spiller på den politiske scene og bruger bl.a. Trump til at vise hvordan en politiker har brugt/misbrugt Internettet til at få magt og nedbryde demokratiet. Og hvor nemt det faktisk er. Og hvor uforberedte vi var. Stykket begynder lige efter at Francis Fukuyama hævder, at dette er "historiens afslutning"  og spoler hurtigt frem til det 21. århundrede, der er "farligt" indviklet i den digitale verden, og at vi stadig ikke helt magter at forstå hvad det vil gøre ved vores kultur og vores privatliv."

Eftertanker:

Det var super-spændende at gå ind til denne workshop fordi vi skulle arbejde på en tekst, der var ret mærkelig, og som jeg faktisk ikke vidste om ville fungere på scenen. Efter den første dag var jeg nedslået fordi jeg syntes det hele havde været kaos og at intet af det fungerede, men da Niels Erling på anden dagen begyndte at lægge noget form nedover det, begyndte teksten at åbne sig og at vise sine kvaliteter. Da vi nåede til tredjedagen begyndte spillerne at ytre at teksten var begyndt at kravle ind under huden og at det var vildt fedt at arbejde med. De var alle sammen utrolig kreative og åbne og vi følte at rummet var meget eksperimenterende, at alt kunne lade sig gøre, så det som havde været mit udgangspunkt, at skabe en tekst, som ikke dikterer en iscenesættelse, viste sig nu. Niels Erlings ideer og fremgangsmåde var utrolig spændende at være vidne til, og langsomt begyndte en lille forestilling at titte frem. De dele vi valgte at vise var en succes, synes jeg. Publikum reagerede rigtig godt på readingen og jeg fik mange roser og også nogle kontakter bagefter. Bl.a. til et engelsk teater, der gerne ville læse teksten, et teater som var på udkig efter formeksperimenterende stykker. Det skal lige siges at denne type formeksperimenter er noget relativt nyt for mig. Jeg har jo skrevet mange stykker i dagligstuer, så det har i sig selv været frigørende for mig at skrive det her. Jeg sendte jo over 100 s. Og jeg føler mig meget privilegeret og "hørt og forstået" af udvalget, der også sagtens bare kunne have droppet dette stykke fordi det var for rodet og kaotisk på det tidspunkt hvor jeg sendte. Men der har åbenbart siddet nogle mennesker som godt kunne se potentialet i det her. Det er jeg SÅ glad for! Vi havde også valgt de helt rigtige spillere. Alle kastede sig bare ud i det, og vi var også heldige med kemien. Der var en rigtig god stemning i lokalet, og jeg følte også at Benedikte var vildt glad for at være med. Hun var der jo nærmest hele tiden, så kunne også mærke at denne workshop virkelig interesserede hende. Alt i alt en perfekt oplevelse! 

Jeg arbejder til daglig som skuespiller og dramatiker og skriver tekster og manuskripter til teater, film/tv, reklamer og performances.

Jeg har enkelte soloværker på samvittigheden som dramatiker, men holder også meget af at skabe i sammenhænge med andre tekstforfattere eller skuespillere. Solkongens Hof som vi skal arbejde med, på KGL. Dansk workshoppen, startede som et soloprojekt jeg skrev for over 10 år siden. Det endte i skrivebordsskuffen og jævnligt har jeg haft det fremme og skrive på det, i samarbejde med kollegaer og også med støtte fra Statens Kunstfond.

Sidste år tog jeg så Solkongens Hof op igen for tredje gang, fordi jeg synes det pludselig handlede om nogle af de ting, der skete rundt om mig og sammen med instruktør Stine Schrøder har jeg udviklet nye tråde og tanker i værket som jeg glæder mig vildt meget til at se på gulv og i samarbejde med skuespillerne.

Solkongens Hof er et middelalderligt melodrama og en pastiche over dårlig soft porno, der handler om fire adelige på et slot i Nordmandiet og deres indbyrdes intriger og kampe. Tematisk kredser Solkongens Hof om privilegieblindhed og om at blive hurtigere end sin egen skygge, inden katastrofen rammer.

Eftertanker:

Jeg havde en rigtig god oplevelse med at arbejde med teksten Solkongens Hof, på gulv og se teksten komme til live. Det var spændende og nervepirrende at give den tekst som jeg har arbejdet med i flere år, videre til et kunstnerisk hold, men det var det hele værd.

Instruktøren fik nye og overraskende sider frem af teksten, som jeg ikke selv havde set eller overvejet og skuespillerne var megamodige og dygtige til at byde ind i et univers, der på papiret var ret gakket og uforståeligt.
Det allerbedste var at mærke publikums reaktioner og at se de ting som jeg havde håbet var i teksten også var der i en slags iscenesættelse.

Det var en stor fornøjelse at deltage i Kgl. Dansk og jeg håber at kunne deltage igen en anden gang.

Jeg er dramatiker, uddannet fra Hogeschool voor de Kunsten Amsterdam i 2003. I alt boede jeg 15 år i Amsterdam, hvor jeg arbejdede som dramatiker på hollandsk. I efteråret 2019 havde jeg en forestilling på Sydhavn Teater, SKYD SNEHVIDE, og i foråret 2020 en reading på Teater Grob af en ny tekst, SLIK PARADISET, som er bygget op af vrede og nænsomme rim.

I mine tekster kommer karaktererne tit til at sige ting højt, som man plejer at tie stille med. De taler med en uskyld, fordi de ikke selv ved hvad den næste sætning kommer til at blive – det er ikke med vilje når de kommer til at sige sandheden. Jeg har skrevet meget forskellige tekster, men fælles for dem alle er, at jeg prøver at gøre komplekse ting enkle og forståelige, og at jeg deler så meget som muligt med publikum, fordi jeg ikke kan lide hemmeligheder.

I teksten til KGL Dansk taler en kvinde til os. Hun er vant til at være et symbol, hun er der når vi har brug for hende. Men nu henvender hun sig direkte til os.

Eftertanker: 

Vi strøg tekst, vi fordelte tekst, vi hentede strøget tekst tilbage igen, vi lavede et band, vi lavede en monolog for tre stemmer. Vi delte alting op i tusind enkeltdele og til sidst samlede vi det igen. Da jeg sad i salen under selve visningen opdagede jeg for første gang en ny mulighed for at skrive videre, en ny måde som teksten kan udvikle sig på.

Der hvor mørket er tykkest, under et sengeben måske, derfra plejer jeg at skrive, med lukkede øjne, tyngdekraftsfrit, lyserødtagtigt.

Og så går jeg på Dramatikerlinjen ved Den Danske Scenekunstskole.

Jeg har en baggrund inden for religion, litteratur og sprog.

Min historie 'Fars Lejlighed' handler om fars nye kæreste, Michelle, der for første gang skal besøge ham og hans datter. Men under gulvbrædderne svømmer en krokodille. Som en drøm, hvor man ikke kan åbne øjnene, er det svært for Michelle at gennemskue, hvad der egentlig foregår mellem faren og datteren, fordi vandet stiger og stiger og forvrænger den person hun troede hun kendte.

På workshoppen ønsker jeg at bryde den envejskommunikation, som en tekst ofte er, ved at forholde mig til det nærværende rum og spillerne og indgå i en skabende dialog med teksten omskiftelig på niveau med en god, blød krop.

Jeg håber på at stykket kan blive nærværende - som den ubrudte kuppel af indersiden i ens øjenlåg.

Eftertanker: 

Jeg havde tilladt mig selv, at skrive Fars Lejlighed på et ubevidst plan, og derfor blev mødet med det konkrete rum så interessant. For mig var det en undersøgelse af, hvor meget, hvor lidt. Hvis det blev for tydeligt, ville det røgslør, hvori mystikken lå, blive blæst væk, og for uklart, ville publikum slet ikke følge med.

Jeg er en autodidakt alt-mulig-kunstner. Mit primære arbejde er som skuespiller og sanger, hvor jeg bevæger mig helt fra musicals til mit balkanband “Balkan Basterds”. Derudover har jeg altid skrevet, og de seneste år er det blevet til mere og mere.

Jeg elsker ord. Jeg elsker akavet stilhed og pauser. Mange pauser. Jeg elsker usagte ting og alt mellem linjerne. Jeg elsker både absurditet og ultranærhed. Jeg elsker rigtige mennesker og rigtige relationer. Mest af alt elsker jeg, når man kan blande humor og alvor. Hvis jeg skal beskrive min skrivestil, så vil jeg kalde den “sørgmodig humoristisk”. Den ligger lige der, hvor man griner til begravelser og græder til bryllupper.

Afbrudt samliv ligger også lige der. Stykket handler om ægteparret Carsten og Marianne, som har været gift i 45 år. Marianne har alzheimer, og det går mere og mere den helt forkerte vej. Med forestillingen vil jeg gerne udforske, om jeg kan skrive en forestilling om alzheimer, hvor jeg kan finde netop det sted, hvor det virkelig tragiske også kan være varmt og morsomt. For jeg synes ofte, at det er sådan livet er.

Jeg glæder mig meget til at dykke ned i teksten sammen med holdet på Kgl. Dansk, og se og høre mine ord få krop og stemme.

Eftertanker: 

Det har været en rigtig god oplevelse for mig at være en del af Kgl. Dansk. I arbejdsrummet begyndte vi ret hurtigt at iscenesætte forestillingen, hvilket gjorde det meget tydeligt at mærke, om dramaturgien fungerede, og om replikkerne var mundrette og præcise. Det var skønt at høre Jannie, Joen og Carsten sige mine ord og opleve, hvordan historien og relationerne blev levende. Som ny spæd dramatiker har det været den rene luksus, at kunne have skuespillere og instruktør med i arbejdsrummet.

Jeg glæder mig til at arbejde videre med forestillingen, og håber den kan få et langt liv.

Jeg gav mig til at tælle og opdagede, at jeg har skrevet teatertekster til mere end 30 produktioner. Teksterne spænder bredt. Der er eksperimenterende forestillinger, eksistentielle eller politiske, som f.eks. klimaforestillingen NO PLANET B, der er udvalgt til at repræsentere Danmark ved NEW NORDICS teaterfestival i London 2020. Andre typer tekster tæller standup-komedier på Nørrebro Teater, forestillinger med biografisk forlæg og dramatiseringer af romaner og film, heriblandt MÆND DER HADER KVINDER og BREAKING THE WAVES.

For dette arbejde har jeg bl.a. modtaget en Reumert som Årets dramatiker, Reumert for Årets forestilling, Allenprisen og Niels Matthiasens Mindelegat, samt diverse arbejdslegater.

En tråd i mine tekster er en form for spontan feminisme. Jeg har aldrig set mig selv som feminist, men interessant nok påpeger andre, at kvinders rettigheder må være en vigtig dagsorden for mig. Selv har jeg altid bare villet tages alvorligt som menneske og i stand til at tale og agere frit. Samtidigt er jeg kvinde. Jeg tænker, at det er derfor, jeg gang på gang skaber kvinderoller, der bryder de traditionelle mønstre og træder i karakter som skabende kunstnere, politikere, revolutionære, elskende eller simpelthen unikke individer.

For nogle måneder siden blev jeg stillet spørgsmålet: Hvad betød det, at der i begyndelsen af 1970’erne kom en bølge af kvinder i Folketinget?

Lene Bro går på folketingets talerstol i Dannebrogsrøde hot pants, og får salen til at koge. Ritt Bjerregård anlægger sin enstonige stil med hestehale og verdens langsomste retorik. Voksne mandlige folketingsmedlemmer mopper Socialdemokratiets nyudnævnte næstformand Inge Fischer Mølle ved at ”glemme” at orientere hende om møder og dagsordener. Måske er mopperiet medvirkende til, at Inge tager sit liv.

Hvad skete der, hvad ville de, og hvor er vi i dag?

HOTPANTS er en arbejdsproces, hvor jeg vil undersøge, blotlægge og provokere vores forestillinger om hinandens køn og adfærdsmæssige rettigheder. Jeg har samlet en mængde materiale fra kvindernes entre på Borgen i 70’erne. Til workshoppen håber jeg at spejle et hold af kvindelige skuespillere i en række eksponeringer tilbage i tiden, så vi både ser ind i de første kvinder i Danmarks Folketing og ind i os selv.

Eftertanker: 

Målet med workshoppen var på den ene side at afprøve, hvordan de forskellige niveauer i teksten spiller sammen. Det blev klart, hvad der umiddelbart fungerede. Andre ting blev ved lidt ændringer bragt til at fungere. Og så fik vi tegnet stærkere linjer i ramme og karakterer, så grundstrukturen kan bære tekstens mange forgreninger

Workshoppens andet mål var at spejle teksten i skuespillernes erfaringer. Jeg ønsker, at teksten bygger på så mange levede erfaringer som muligt, så den repræsenterer mange kvinders synsvinkler og liv. Det var en stor fordel med aldersspredningen i castet, og jeg fik suverænt godt modspil på tekstens udsagn. Det havde ikke føltes rigtig at skrive denne tekst, uden at den havde været igennem en kollektiv proces. Så der skal lyde en stor tak for muligheden.

Jeg tager nu fat på at færdiggøre teksten.

Jeg har arbejdet med teater i 16 år som dramatiker. Jeg er uddannet på Dramatiker-uddannelsen fra det samme hold som bl.a. Anna Bro, Lærke Sanderhoff og Joan Rang. I løbet af min karriere har jeg arbejdet på bl.a. Odense Teater, Café Teatret, Teater Svalegangen og Teater Grob. Jeg har også skrevet radiodramatik og medvirket på forskellige festivaler bl.a. FIND7 og FIND11 på Schaubühne, Intercity i Firenze og Brexit Festival i London. Jeg er også modtager af det treårige arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond, og jeg var på en residency på Royal Court i 2010. Jeg har i løbet af min karriere skrevet mange komedier, og det er stadig der mit hjerte er. Jeg kan godt lide at blande seriøse emner og komedie, og jeg er stor fan af sort komedie. I starten af min karriere skrev jeg meget om narcissisme, parforhold og familier, og selvom jeg stadig skriver om de ting, er mine stykker blevet mere politiske.

EKSEM 2019 er også en politisk komedie. Det er en tekst og en idé jeg er startet på tidligere, men som dengang virkede lidt urealistisk fordi ingen rigtig troede på, at der kunne opstå en antiislamisk politisk bevægelse ud af ingenting. Så kom Paludan og det ændrede alting. Også for dette stykke, der pludselig virkede aktuelt og realistisk. Det er en vild tid vi lever i, en opbrudstid, vi oplever mange nye bevægelser og en ny slags politikere, der på forskellige måder har genopfundet den etniske nationalisme. EKSEM 2019 undersøger bl.a. de tanker og følelser der ligger bag. Det er et stykke om en flok unge mennesker der alle er identitetssøgende, som føler sig rodløse og alene og som i denne nye opbrudstid, finder sammen, både om at hade og elske. Det er også et stykke om en mærkelig sygdom, en eksem, der pludselig rammer den danske befolkning og som ingen rigtig ved hvor kommer fra. Men et er sikkert. Jo større vreden og hadet er, jo mere klør det.

EKSEM 2019 er en politisk dramakomedie om den tid vi lever i og en fremtidsvision, der måske allerede er ved at udfolde sig.

Eftertanker
Vi startede workshoppen med rigtig meget tekst og læste det hele igennem, men besluttede snart at koncentrere os om de scener der fungerede dårligst. Det var et meget lærerigt forløb, hvor skuespillernes arbejde, Henriks arbejde og dramaturgernes inputs gav mig utrolig meget, og inden rimelig kort tid var scenerne blevet væsentligt forbedret. Det betød også at hele manus blev bedre. Jeg føler ikke at manus nåede at blive færdigt i løbet af workshoppen, men ved hurtigt at blive enige om hvad skulle lave, nåede vi mest muligt. Undervejs undersøgte vi selvfølgelig også både figurer og sprog, og til dels dramaturgi. Jeg er meget tilfreds med workshoppen og med det efterfølgende arrangement, der var superhyggeligt og samlede en masse glade branchefolk.

Alias Teaterproduktion består af skuespillerne Martin Geertz, Morten Christensen, Line Bie Rosenstjerne samt forestillingsleder Malene Ruggaard.  Gennem de sidste 15 år har Alias bla. lavet Othello, 3Brødre og Faust. Et omdrejningspunkt i Alias’ forestillinger er at sætter fokus på mennesker og kønsroller.

THE FEMALE GAZE er en sammensmeltning mellem fotografi, dramatik, installation, lyd og dans som skabes løbende gennem 2019/20.
THE FEMALE GAZE består af 5 autofiktionelle sceneeksperimenter - 5 Frames om kvinden LINE.

Hver Frame tager sit udgangspunkt i en eller flere kvindelige kunstnere. De aktuelle kunstnere har fået til opgave, at se på kvinden i kunsten med nye øjne.

På Kgl. Dansk udvikles LINE - Frame#2

Tre kvindelige dramatikere og tre skuespillerinder forsøger at give ni fotografiske selvbilleder af kvindenLINE en stemme. 

LINE ser på LINE
Men tør LINE overhovedet se på sig selv?
Og hvis hun gør, hvad ser hun?

Med THE FEMALE GAZE ønsker Alias at belyse kvinden set af kvinder. Med THE FEMALE GAZE ønsker Alias at bryde grænser mellem kunstarter og skabe dialog på tværs. Alias vil udfordre traditionelle produktionsformer og skabe gennem tid.

Medvirkende på LINE-Frame#2: Dramatikere: Line Mørkeby, Mette Heeno, Anna Bro. Instruktør: Line Paulsen. Skuespillere: Line Bie Rosenstjerne, Ellaha Lack og Jannie Faurschou Fotograf: Karoline Lieberkind.

Læs mere om THE FEMALE GAZE på www.aliasteaterproduktion.dk

THE FEMALE GAZE er støttet af: Bikubenfonden, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Wilhelm Hansen Fonden, Koda Dramatik, Nørrebro lokaludvalg.

Eftertanker

På Kgl. Dansk blev der skabt et rum hvor undersøgelse var målet og ikke slutresultatet. Det gav mulighed for at undersøge hvordan man tekstligt kan give kvindelige karakterer flere nuancer, uden at skulle opfylde en almindelig dramaturgi i et helt manuskript. Vores ni korte tekster blev skrevet ud fra ni fotografiske selvbilleder af Kvinden LINE. Vi fik på Kgl. Dansk lov til at undersøge hvad der sker når tekster bygger på et fotomateriale og hvordan man kan skabe sammenhæng i et fragmentarisk tekstmateriale.

Jeg har skrevet tekster siden jeg gik ud af gymnasiet for 1000 år siden - og de første mange år til skrivebordsskuffen. På teaterskolen begyndte jeg at skrive i devising-sammenhæng og har siden været tekstforfatter på film, teater, radiosatire, dukketeater, drama, comedy og performances. Jeg har selvstændige værker på samvittigheden, men holder også meget af at udvikle tekster i samarbejde med andre.

Med monologen Regnbuefar bevæger jeg mig ind i en autofiktiv verden og skriver om mine egne erfaringer med at blive far som homoseksuel mand. Det er nyt og spændende land for mig og jeg er spændt på at se, hvor det ender. Indtil videre har jeg været alene med teksten på computeren og glæder mig meget til at få den i arbejdsrum med instruktør og skuespiller.

Eftertanker

Der var en stor god oplevelse, at have min tekst ”Regnbuefar” på workshop i Kgl. Dansk regi. Vi arbejdede med teksten i fire dage, hvor vi gik den igennem fra start til slut. Det var spændende, sjovt og inspirerende, at se teksten komme til live på gulv og til tider også pinligt og angstprovokerende – både fordi Regnbuefar-monologen er et stykke autofiktion og pga. almindeligt forfatter-ego.

Den fabelagtige skuespiller og instruktøren kastede sig ud i arbejdet med liv og sjæl og var stærke objektive øjer udefra.

Til slut var der en visning af materialet for publikum. Det var også en anelse noia at vise noget frem, der stadig var i proces, men det var en positiv oplevelse og gav et indblik i, hvor teksten stod stærkest og gav clues til arbejdet videre frem.

Alt i alt var jeg svært tilfreds med forløbet på Kongelig Dansk. De betalte mig endda dobbelt honorar (ved en fejl). Tak for det.

Jeg hedder Rosalinde Mynster. Jeg har altid arbejdet som skuespiller og som dramatiker sideløbende. Jeg har aldrig gået i skolen men i stedet forsøgt at skabe nogle rum og fællesskaber med andre unge hvor vi kunne eksperimentere, lege og lære. Det har resulteret i at jeg har skrevet mange forskellige slags tekster på forskellige måder og mange slags rum opført uden særlig mange penge men drevet af et behov af at tale med verden om verden.

Den nødvendighed for samtale er noget jeg synes kan gøres nærværende i teaterummet og jeg kan godt lide at lege med at skabe en  overenskomst med publikum at alt er til forhandling og forvandling. 

Mine tekster er tit absurdistiske og det er Middagen også. Den sætter fokus på gourmet tendensen i den danske kultur og jeg glæder mig meget til at arbejde med teksten på workshoppen!

Eftertanker

Mit hovedfokus under workshoppen var at udvikle og åbne teksten, og få ideer til de scener der endnu ikke var skrevet hen imod slutningen. Instruktøren og jeg havde en del møder inden selve workshoppen, og vi var derfor meget bevidste om hvordan vi gerne ville arbejde sammen og i rummet. 

Vi arbejdede med at udvikle karaktererne og afprøve tekstens absurditet i forskellige retninger. Vi udforskede især temaet dehumanisering, både på tekstligt og på fysisk plan. 

Jeg skrev videre hver aften, så de erfaringer vi gjorde os i rummet med det samme blev implementeret, og så vi dagen efter på ny kunne udforske hvad ændringerne havde af virkning. 

Vi havde mange samtaler med skuespillerne om hvordan de oplevede teksten og dens relevans for vores samtid, og jeg blev meget inspireret af denne udveksling.

Jeg er lykkelig over den fællesskabsfølelse der indfandt sig i rummet, både under workshoppen og til readingen foran publikum. Det er dejligt at dele noget uperfekt, ufærdigt med andre og opleve at den tekst man selv sidder og grubler så følsomt over, kommer i andre hænder, moddeleres bliver stærk og fleksibel, ikke længere bare mit, men fleres, påvirkning og reaktion – samtalen!!!

Jeg går og tænker lidt nu og skriver snart Middagen færdig.

Jeg er filminstruktør og underviser ved den Danske Filmskole men har tidligere erfaring med scenekunst, blandt andet gennem et års udvekslingsstudier ved UCLA, hvor jeg hovedsagligt tog kurser som sceneinstruktør. Jeg debuterede som dramatiker med stykket ”Hvad skal barnet hedde?” opført af teatergruppen Finkemad på Bådteatret i sommeren 2017.

I udviklingen af mine historier, arbejder jeg ofte på tværs af udtryksformer, skønlitteratur, scenedramatik og film for bedre at forstå mit univers og karaktererne i det. I foråret 2018 havde min dokumentarfilm ”I Fars Hænder” premiere gennem DOX:BIO. I filmen undersøger jeg min fars dødsfald som følge af alkoholisme. Jeg søger skuespillere til at spille henholdsvis min far og jeg selv som lille samt går i min fars fodspor – så langt jeg tør. Det tematiske i filmen, samt i tidligere værker, er identitet, masker, spejlinger, arv, sandhed og løgn.

Det er i høj grad samme tematiske tråd, der er gældende i ”Operation S”, en fri bearbejdelse af historien om den danske bestsellerforfatter Sven Hazel. Hazel skrev 14 krigsbøger og påstod, de var baseret som egne oplevelser som soldat under Anden Verdenskrig. Sandheden var muligvis en anden. Vi vil undersøge grænselandet mellem sandhed, iscenesættelse og løgn.

En af de egenskaber ved teater, jeg ofte savner i filmarbejde, er den mulige – eller i hvert fald oftere benyttede - abstraktion i tid og rum. Jeg er specielt inspireret af Michael Frayns ”Copenhagen” (1999), der omhandler et møde mellem fysikerne Werner Heisenberg og Niels Bohr men udspiller sig på tværs af rum og tid. I samarbejdet med instruktøren, dramaturgen og skuespillerne ved Kongelig Dansk håber jeg at blive klogere på den komplekse iscenesættelse, hvor tid og rum skyder sig ind i hinanden.

Udover det tematiske og den eksperimenterende iscenesættelse, er jeg spændt på at arbejde med et materiale, der inddrager citater fra allerede eksisterende materiale, Sven Hazels krigsbøger, journalisters artikler og radioudsendelser mm.

Eftertanker

Det har været fantastisk at deltage i Kgl. Dansk workshop-forløbet Vol. 6, der endte i readings af vores arbejde i slutningen af november, 2019. Jeg var både stolt og glad for at være optaget til forløbet med teksten til teaterstykket ”Operation S”. Som debuterende dramatiker var det et privilegie at være gennem forløbet, først mødes med projektleder og instruktør og dernæst gennem en uge, kunne arbejde med instruktør og de dygtige skuespillere om at videreudvikle teksten. Gennem ugen kom vi omkring mange af de ting, jeg havde sat mig som mål, særligt, hvordan forskellige tider og rum kan skyde ind i hinanden. Jeg arbejder på et stykke inspireret af den virkelige historie om forfatterfænomenet Sven Hazel og fortællingen udspiller sig både under Anden Verdenskrig, i en fantasiverden skabt af forfatteren og delt med hans læsere, samt i 1980’erne hvor vores unge hovedkarakter Simon lærer den aldrende forfatter og dennes kone at kende og får indblik i sandheden bag forfatterskabet. Instruktør Jacob Schjødt og skuespillerne var fantastiske i deres inspirerende arbejde med teksten. De udfordrede mig ift., hvilken vinkel, der blev taget på historien, hvordan det fungerede med henvendelser direkte til publikum eller på tværs af tid og rum. Workshop-forløbet har i den grad givet mig inspiration og lyst til at arbejde videre med ”Operation S”.

Jeg arbejder med satire og comedy som dramatiker, skuespiller og producent.

Jeg er hjemmelavet og alt hvad jeg laver har anker i alvor.

For mig, er humor den korteste og fedeste vej til at fortælle dét, jeg har på hjerte, pt : Det grimme, det skamfulde og det tabuiserede. Med min tekst HOLD SÅ KÆFT LARS, håber jeg at kunne bidrage til aftabuiseringen af depression og manglende livslyst blandt unge... og skrive noget top underholdende om selvmord. Hmmmm...

Jeg ifører mig en våddragt af sarkasme og dykker ned på bunden af det depressive sind for at vise dens virkelighed af mørke, smerte og håbløshed. Med et net af humor, vil jeg forsøge at fange den absurde tilstand den selvmordstruede hovedkarakter Liv befinder sig i.

Teksten diskutere om livet altid er værd at leve? Jeg er optaget af at fortælle en historie om et menneske, der giver op. Historien er inspireret og provokeret af den effektiviserede, optimerende ”Danskerne er det lykkeligste folk”- tilgang. Der kun ser værdi, når mennesker er i proces, er i udvikling og i bedring. Det er provokerende, at livet ikke må være dårligt, uden vi har en plan for, hvordan vi de får det bedre hurtigst muligt. Menneskets natur er at overleve og udleve, men er der undtagelser? Må vi selv, og kan vi selv, vælge livet fra eller til? De spørgsmål vil jeg undersøge i min arbejdsproces på KGL Dansk. 

Eftertanker

Det var en fornøjelse og en ære at arbejde sammen med instruktør Christoffer Berdal og de dygtige skuespillere i prøveugen. Der blev gået grundigt, konstruktivt og forfriskende kritisk til min tekst. De stærke sider blev noteret og bygget videre på, mens de svage straks annoncerede deres tilstedeværelse og råbte om at blive rettet på – og vores fælles arbejde under prøverne viste sikkert og ofte overraskende vejen. Jeg følte, at mit skuespil begyndte at ånde, at karaktererne kom til live, og jeg hørte latteren brøle, både til prøverne og til den offentlige ’reading’. Der blev heldigvis grinet en hel del med karaktererne og meget lidt af dramatikeren, hvilket var dejligt beroligende.

Alt i alt ser jeg min deltagelse i KGL Dansk som et stort privilegium, der utvivlsomt har gavnet ikke alene mit teaterstykke, men hele min fremtidige udvikling som dramatiker. Tak til Det Kgl. Teater og alle, som hjalp mig i dette forløb!

Jeg besluttede mig for, at jeg ville skrive, efter jeg læste Ringenes Herre som ni-årig. Mit interessefelt inden for litteratur og kunst er blevet lidt bredere siden, og min vej til at blive forfatter har været kringlet – bl.a. er jeg blevet uddannet som manuskriptforfatter på National Film and Television School i Storbritannien. Jeg elsker at skrive og skriver stort set alt – prosa, digte, manuskripter og teaterstykker. Noget af det er faktisk ret godt.

Jeg er tresproget, indvandrer og stammer fra et land, som ikke længere eksisterer. (Hint: det fyldte engang 1/6 af verdenskortet.) Intet af det ovennævnte volder mig smerte, men det gør det dog sværere at anskue verden fra et trygt, sikkert og indskrænket perspektiv. Fra barnsben er jeg blevet konfronteret med forskellige og ofte modstridende fortællinger (i ordets store og fine betydning), og som forfatter er jeg dybt interesseret i at undersøge – helst uden hæmninger eller respekt – hvordan og hvorfor mennesker mener det ene eller det andet, agerer på den ene eller den anden måde, og (groft sagt) bilder sig selv alt muligt ind.

Teatret har været min kærlighed igennem hele livet, da jeg var så heldig at vokse op i en familie, hvor scenekunsten blev værdsat. I dag, hvor jeg er (næsten?) voksen, og hvor jeg bilder mig selv ind, at jeg kan skrive, opfatter jeg teatret som det mest dramatiske, umiddelbare, ærlige og overbevisende kunstneriske medium. Scenen skaber et råt vindue til publikummets sjæl, og hvis man har noget at sige, og får det ordentligt formidlet, kan man gøre et indtryk i teatret som intet andet sted i verden.

Jeg har en del på hjerte, og jeg er så arrogant at mene, at det fortjener at blive hørt. I KGL Dansk håber jeg at få hjælp til at sige det, jeg vil, så klart, troværdigt og underholdende som muligt. Teatret er et sted at samarbejde, og jeg glæder mig til at få en dramaturgs øjne på mit stykke, en instruktørs bemærkninger, og til at høre skuespillerne sige mine replikker og se dem leve sig ind i mine karakterer.

Eftertanker

Det var en fornøjelse og en ære at arbejde sammen med instruktør Christoffer Berdal og de dygtige skuespillere i prøveugen. Der blev gået grundigt, konstruktivt og forfriskende kritisk til min tekst. De stærke sider blev noteret og bygget videre på, mens de svage straks annoncerede deres tilstedeværelse og råbte om at blive rettet på – og vores fælles arbejde under prøverne viste sikkert og ofte overraskende vejen. Jeg følte, at mit skuespil begyndte at ånde, at karaktererne kom til live, og jeg hørte latteren brøle, både til prøverne og til den offentlige ’reading’. Der blev heldigvis grinet en hel del med karaktererne og meget lidt af dramatikeren, hvilket var dejligt beroligende.

Alt i alt ser jeg min deltagelse i KGL Dansk som et stort privilegium, der utvivlsomt har gavnet ikke alene mit teaterstykke, men hele min fremtidige udvikling som dramatiker. Tak til Det Kgl. Teater og alle, som hjalp mig i dette forløb!

Mit navn er Jesper Pedersen. Jeg har skrevet forestillingen GLITCH.

GLITCH er en undersøgelse af hvordan vores verden og mest intime relationer forandres når vi begynder at skabe et samfund i computerens billede fremfor menneskets.

Et ”glitch” indtræffer når en computer bryder sammen, genstarter eller springer information over. I GLITCH gennemlever et par deres kærlighedsliv og hverdag i en serie gentagelser og forskydninger. De lever i en verden, et system og et sprog, som de ikke selv kan gennemskue, men blot ane konturerne af. De føler længsel, vrede, kærlighed og glæde, men kan kun udtrykke sig igennem popkulturelle referencer, spil og platheder. De længes efter og forsøger at vågne til bevidsthed, men falder altid tilbage i drømmens tusmørke. Det er komisk, grusomt og smukt i sine tragiske (kort)slutninger.

Inspirationen til GLITCH er bl.a Et Dukkehjem, computerspillet SIMS og den oldnordiske vise Drømte Mig En Drøm I Nat – et fragment af en kærlighedshistorie af ukendt oprindelse og én af de første nedskrevne kompositioner i Norden.

Jeg har skrevet stykket indenfor en genre jeg kalder for virtuel naturalisme, hvor karakter og handlinger er delvist genkendelig, men logikken og kausaliteten er rundet af computerens binære systemer og de momentane sammenbrud af samme.

Jeg er uddannet magister i litteraturvidenskab og arbejder som freelance instruktør, dramatiker og dramaturg på Teater Grob.

Eftertanker

Med hjælp fra to generøse skuespillere og en nysgerrig instruktør fik jeg mig nye perspektiver på min tekst, især på detaljeniveau i forhold til sprog og karakterer.  At høre replikkerne gav anledning til at gentænke rytmen i scener.  Derudover var karakterarbejdet meget lærerigt i forhold til at finde en balance imellem at mime computerspilskropslighed og en realistisk nærvær.

Billie Joy Alexander: Jeg har altid elsket det rum man kan skabe på en scene. Et rum hvor følelser, tanker og krop kan eksistere på tværs af tid, og hvor fantasien kan forme virkeligheden i abstraktion og genkendelighed. Da jeg var 5 år gammel startede jeg til klassisk ballet og har medvirket i mange forestillinger, bl.a. på det Kongelige Teater. Jeg var omringet af passionerede mennesker under min opvækst, som så brændende havde en historie de ville fortælle. På deres måde. Og jeg mærkede mere og mere trangen til selv at ville skabe. På min måde. Jeg er drevet af at zoome ind på de store spørgsmål og følelser, dem vi ikke vil tale om, ikke vil erkende og det vi ikke vil se, sætte det i ny kontekst med et klart ønske om at ruske og røre andre, og skabe ny optik. Jeg arbejder både som dramatiker, idéudvikler og instruktør, scenograf og koreograf, og oftest på samme tid.  Jeg er optaget af kontraster i og uden for mennesket, og hvad der opstår i det vakuum mellem alle disse kontraster. Hvor alt kan tolkes frit, hvor alt kan dekonstrueres og tage nye former. Jeg er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling, med en BA i Teatervidenskab. Jeg har bl.a. skabt forestillinger som Gone at 27, Last love before leaving gravity, Væbnet med Vinger, Can Can/cer, opsat på forskellige teatre i Danmark. Jeg idéudviklede Bjerget, da et menneske tæt på mig valgte at blive læge. I et årti tog jeg del i en verden, som vi uden for den hvide kittel ellers ikke kender til, og dén indsigt blev startskuddet for Bjerget, som jeg nu videreudvikler med Julie.

Julie Thor Fryd: Da jeg var barn, lukkede jeg ofte døren til mit værelse, sad og skrev, og forsøgte at finde svarene på de mange spørgsmål som rumsterede i mit hoved. Som voksen gør de fortsat væsen af sig, og kræver min opmærksomhed i tide og utide. Heldigvis har jeg altid haft en særlig evne til at skabe mit eget ”rum” i rummet. At stille mig selv spørgsmål, har altid været min drivkraft, og mine tekster er et forsøg på at besvare dem. Lidt som en ligning jeg skal få til at gå op. Heldigvis lykkedes det aldrig helt, hvilket automatisk driver mig videre. At skrive er mit fundament. Jeg er dramatiker og tekstforfatter, og modtog mit første arbejdslegat fra Statens Kunstfond i 2002, og med computer, blyant og papir under armen, har jeg bl.a. besøgt kunstnerrefugier i Spanien, San Francisco og New York, hvor jeg også har haft en reading. Jeg skaber mine egne universer og historier, bl.a. Vakuumpakkede Mennesker på Kaleidoskop og Rum/muR på Caféteatret, samt mine kortfilmsmanuskripter. Jeg holder ligeledes af at indgå i et duo-samarbejde, og med et allerede skabt univers, som det gør sig gældende med Billie og Bjerget. Billie og jeg supplerer hinanden optimalt, da vi begge har en forkærlighed for det absurde og poetiske og vi ser meget frem til at deltage I KGL Dansk forløbet.

Bjerget: Bjerget dykker ned i den hospitalsverden der gemmer sig bag det sterile ydre, bag kitlerne og autoriteten - og ikke mindst hos de læger vis hænder vi lægger vores liv i. En verden du som patient ikke ved noget om. Lægen må hver dag stirre ulidelig smerte ind i øjnene, uden selv at gå til grunde. Således fostres vanviddet, galgenhumoren og den diskurs der er nødvendig for at gøre smerte udholdelig. For at gøre smertens monster til et kæledyr. Dét at gå fra at være læge til at blive patient, fra subjekt til objekt, er selve kimen i dette manuskript. Vi ønsker at undersøge hvad der sker når et menneske, som hidtil har været den handlende, pludselig selv bliver genstand for handling. Og hvordan karakterernes forfald, det menneskelige forfald, både etisk, emotionelt og fysisk, bedst kommer til udtryk i teksten og på scenen, når den hvide kittel ikke kan skærme dem mod det uundgåelige forgængelige.

Eftertanker

“Vi føler os priviligeret over at have fået muligheden for at åbne materialet op indenfor de givne workshop-rammer, med dygtige skuespillere og dramaturg. 

Vi favnede præmissen, nemlig at kunne undersøge vores materiale, og hele tiden skabe udvikling, uden at låse os fast fra start. Vi havde meget materiale til at starte med og det var interessant at se det få krop og lyd hos skuespillere - og undersøge dets forskellige muligheder i et rum. 

Der blev skrevet på livet løs under forløbet, det blev set på med kritiske briller, af os selv og alle ombord, og vi blev derfor hele tiden udfordret og der åbnede sig nye veje at gå. 

På den måde blev vi klogere på fortællingen og karaktererne for hver dag der gik, fandt ud af hvad der var mest interessant, og hvad der skulle fokuseres på til readingen. Ligeså blev vi klogere på i hvilken retning fortællingen skal til det færdige resultat. 

Til readingen fik vi altså delt toppen af BJERGET med publikum, og ser frem til at dele hele BJERGET med et nyt publikum. 

De 5 intense arbejdsdage og readingen var en berigende oplevelse, så tak for dét KGL Dansk og til alle der besteg BJERGET med os.”

Den 8. november 2016 satte vi os sammen syv dramatikere for at dokumentere det amerikanske valg i en dramatisk tekst, vi ville skrive sammen under valgnatten.

Vi skiftedes til at skrive 15 minutter ad gangen efter et tilfældighedsprincip, mens vi hørte amerikansk musik, spiste amerikansk mad og fulgte det amerikansk valg i fjernsynet. Da vi satte det sidste punktum kl. 06.00, var Donald Trump udråbt til USA’s næste præsident, og Skrivekollektivet var født.

ELECTION NIGHT blev opført på Husets Teater den dag, Trump blev indsat, og siden da har vi skrevet flere stykker sammen, herunder en afgangsforestilling fra Scenekunstskolen (EN NYTÅRSNAT), en iscenesat reading på CPH Stage (PORNO 1) og senest en julefrokost-kabaret på Teater Momentum (PORNO 2).

Indtil videre har vi arbejdet inden for to formater. Det ene er multiplotfortællingen, som er bundet sammen af karakterer med forskellige sprogligheder. Det andet er en mere performativ form for tekstskabelse, hvor rammerne for tekstgenereringen er regelbaserede, legende og eksperimenterende. Fælles for begge er, at vi undersøger og eksperimenterer med, hvordan vi kan skrive sammen og ind og ud af hinanden med syv forskellige stemmer og sprogligheder.

Til KGL Dansk vol. 6 arbejder vi med et tørkeramt Danmark midt i en sommerferie. Vi er i gang med at undersøge, hvordan forskellige karakterer påvirkes af tørken - enten direkte eller metaforisk - og hvordan manglen på vand fører til irrationelle, farlige eller modige handlinger. Det er en multiplotfortælling, hvor karakterernes kriser og tilstande væves ind og ud af hinanden og spejles ind i klimakrisen.

Skrivekollektivet består af:
Rasmus Krone
Anna Skov
Mathias Raaby Ravn
Sonja Ferdinand
Marie Bjørn
Nanna Tüchsen
Anna Andrea Malzer

KH Skrivekollektivet

Eftertanker
Vi arbejdede i to uger med et hold meget engagerede skuespillere. Vi lærte en masse af at arbejde overlappende i teams fordelt mellem et prøve- og et skriveprocessuelt rum. Vi prøvede, mens vi skrev, og vi skrev, mens vi prøvede. Derfor endte vi med et utroligt langt manuskript, der stak i mange forskellige retninger tekstmæssigt og dramaturgisk. Det var nogle gange vanskeligt, men hele tiden tilsigtet: Vi ville fortsætte processen med at åbne materialet op, undersøge karaktererne, situationerne og universet, og det gjorde alting både spændende og udfordrende.

Nu venter endnu et arbejde med materialet, og der er heldigvis nok at tage fat på. Til det arbejde kan vi trække på en masse erfaringer og åbenbaringer fra workshoppen.

Mit navn er William Lippert, og jeg er snart 25 år gammel. Jeg bor i Aarhus og studerer på dramatisk skrivekunst. Da jeg var teenager, ville jeg gerne være en vaskeægte romanforfatter. Men så ved et tilfælde, og en smule modvilligt, kom jeg med på en dramatiker workshop. Siden da har jeg kun skrevet til scenen. Det har jeg tænkt lidt over (specielt nu hvor det har bragt mig til Aarhus), når jeg jo egentligt ville have været forfatter dengang.

Indtil videre har jeg anlagt mig en meget romantisk ide om teatret som fortællekunstens store fundament! Mundtlig overlevering, helt enkelt. Man skaber en virkelighed på rekordtid lige foran en masse mennesker. Dette rummer et element af overtalelse, ved scenens møde med publikum, som (i hvert fald i denne romantiske ide) også findes i den måde vi selv fortæller historier på, til andre og til os selv, i fælleskab og individuelt.

Denne romantiske tankegang har fået mig til at interessere mig meget for hvordan, det er vi fortæller de historier, og hvad der får folk til, at lytte og reagere på dem. I min tekst Den Nye Generation undersøger jeg, hvordan fortællinger kan bringe folk sammen, hvordan disse fortællinger opstår, hvem der har magten over dem, og hvilke konsekvenser de har.

En generation bliver lige pludseligt hevet frem i spotlyset. Pludseligt er de over det hele, og alle vil høre, hvad de har at sige. Vi møder dem igennem livereportage og avisoverskrifter, YouTube og Facebook, osv., men aldrig ansigt til ansigt, væk fra mediernes dominerende tilstedeværelse. Hvem er den nye generation egentligt? Har de overhovedet noget at sige? Findes de overhovedet? Og hvorfor er alle så optagede af dem?

Med workshoppen på KGL Dansk, vil jeg gerne undersøge hvilke potentialer, der ligger i at fortælle fra flere sider og med udgangspunkt i forskellige medier. Jeg vil gerne se, om det her formgreb holder, og hvis, hvordan. Hvordan man kan skabe en dramaturgi stykket sammen af flere forskellige slags dramaturgier, uden at miste fortællingen. 

På KGL Dansk mødte jeg mine karakterer og fik empati for dem. Det var en rar oplevelse, gjort mulig af de dygtige og venlige folk der var med til workshoppen. Vigtigst af alt åbnede det op for en retning i teksten, jeg ikke vidste fandtes, men som viste sig at være den allermest spændende, og som har givet mig stor motivation til at skrive den her forestilling.

Mit projekt hedder SKYLD og er et familiedrama om en dansk-irakisk søns opgør med hans forældres opdragelse og er på samme tid en ur-fortælling om dysfunktionel kærlighed og størknet sorg; Vreden.

Som barn af Nørrebro har jeg igennem min opvækst set meget kriminalitet, men meget lidt teater. Den ubalance har altid ærgret mig. Jeg håber, at SKYLD kan blive et stykke dramatik, der både er relevant og engagerende for et "klassisk" teaterpublikum, samt de unge, der ligesom mig selv, aldrig har følt sig en del af målgruppen for dansk scenekunst.

Jeg har oplevet Kgl. Dansk-workshoppen som et vildt privilegie; En hel uge, hvor jeg fik lov til at snakke om min tekst, sammen med skuespillere, instruktør og dramaturg, som efterhånden selv fik et forhold til teksten og kunne tale med om den. Jeg fik virkelig mange nye perspektiver fra vores snakke og fik skrevet teksten igennem flere gange i løbet af ugen. Vi diskuterede tekstens styrker, men vigtigst af alt, fik jeg blik for, hvor teksten halter, hvilke karakterer der skal arbejdes mere på, og hvilke valg jeg endnu mangler at træffe, før teksten kan gøres færdig.

Jeg startede med at skrive, med at skrive en monolog til mig selv. Det var under min afgang som skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole. Jeg faldt henover en vejbom og brækkede knæskallen på asfalten. Med det benspænd skrev jeg videre. En stol og et par krykkestokke blev nødvendige rekvisitter, og en tuba også. Den enkle præmis for iscenesættelsen gav mange muligheder for billeder og udtryk i sproget.

Nu skriver jeg videre. Blandt andet fortsatte jeg samarbejdet med min vejleder fra skolen, Hans Rønne, og var medforfatter på musikforestillingen Slagballe Banke. Senere har jeg deltaget i Teater V's grundkursus Dramatisk Laboratorium.

Hos KGL Dansk håber jeg at få hørt min idé sagt højt. Teksten BLOD er foreløbigt et lille kor af stemmer. Det handler om en familie, de kan ikke sige replikkerne til hinanden. Jeg håber vi gennem arbejdet kan blive inspireret til et understøttende scenisk udtryk. Og en fortsættelse på det indtil nu skrevne.

Workshoppen kom til at handle om at skrive talekorets berettede situationer ud som spillescener i dialogform. Det formulerede vi ved første møde. Og under prøvedagene arbejdede vi os ind i de første scener i fortællingen.

Vi havde historien om to brødres genforening gennem en nyretransplantation - påtvunget af moren - og om det incestuøse forhold sygedagene fremkalder mellem dem i barndomshjemmet.

Jeg følte mig meget priviligeret som en del af holdet og oplevede at vi i fællesskab arbejdede os hen imod at skærpe fortællingen og samtidig dyrke dens nuancer. Udbyttet ved at åbne teksten op for flere læsere og aktører var tydeligt og inspirerende for min fortsatte skrivning. 

Også readingen for publikum blev en lærerig erfaring til det forstsatte arbejde. Selvom tekstens drama på dette tidspunkt i sceneforløbet tildels fremstod hemmelig, lod det til at skuespillerne havde spilbare situationer og relationer, der vakte nysgerrighed i salen. Og fra tilskuerpladserne fik jeg mulighed for endnu en gang at gense scenerne med friske øjne, hvilket både var bekræftende og har givet bevæggrund for flere stramninger. 

En intens og givende uge.

Rhea Leman: Jeg er født og opvokset i New York City, hvor jeg var vidne til et utal af fremragende teaterpersonligheders undervisning og forestillinger. Det inspirerede og motiverede mig til at udforske denne kunstform og de mange muligheder, som den rummer.

Siden jeg kom til Danmark i 1981, har jeg haft det privilegium fortsat at kunne udforske dramaet i alle de forestillinger og kunstneriske tiltag, jeg har givet mig i kast med: Som kunstnerisk leder af Teater Tango, mit arbejde på Danmarks Radio som dramatiker, instruktør, mit arbejde i de mange teatre i hele Danmark som dramatiker, direktør og koreograf, og siden 2009 som grundlægger og kunstnerisk leder af teaternetværket DRAMAFRONTEN.

I de seneste år er mine stykker blevet opført i Europa og på den anden side af Atlanten: New York, Boston og Chicago. Jeg kalder dem for mine politiske stykker: Hitler On The Roof, Goebbels Lesson, The Rosenbergs og Gorilla – alle stykker der beskæftiger sig med dybt foruroligende temaer fra  vores historie og vores samtid. Et af de vigtigste mål og udfordringen med at skrive disse stykker er at anvende humor som dramatisk element til at fremstille den mørke tid, vi befinder os i lige nu.

Jens Kløft: Jeg er født på Riget og opvokset langt ude i Hareskoven. Jeg har studeret på Institut for Dramaturgi ved AArhus Universitet og på Dell´ Arte School of Physical Theatre i Californien.

Jeg har skrevet dramatik for både radio og TV og mine teaterstykker er blevet opført på anerkendte teaterscener (bl.a. Betty Nansen Teatret, Det Lille Teater, Nørrebro Teater). Senest har jeg skrevet teaterforedraget Mens vi venter på Irakkommissionen, som har været opført på Det Kongelige Teater.

Det er glæden ved den kreative proces, der driver mit arbejde som dramatiker. Jeg nyder at skabe figurer og at kaste dem ind i en situation, for derefter at forundres over, hvad de finder på. Min force er dialogen, den er mit springbræt til at afsøge det absurde, komiske i menneskenes adfærd.

Transatlantica

Vi har arbejdet sammen i mange projekter, siden vi mødte hinanden i forrige århundrede. Med Transatlantica er det vores mål at udforske et aktuelt tema, der er som skabt til at væve vores vidt forskellige baggrunde sammen. Med udgangspunkt i den massive udvandringsbølge der prægede Danmark i slutningen af attenhundredtallet, vil vi udforske, hvad det var, der drev mennesker til at forlade alt for Drømmen om Amerika.

Transatlantica er en dramatisk undersøgelse af, hvordan nutidens problematikker reflekteres i fortidens fortællinger. Vi vil benytte readingen, til at eksperimentere med at finde en form, hvor de historiske facts vækker tilskuerens nysgerrighed, men ikke skygger for temaets uhyggelige aktualitet. Med vores baggrund i dans og fysisk teater, falder det os naturligt udover det tekstlige oplæg også at arbejde med musik og bevægelse i processen.

Vi er meget taknemmelige for, den chance Kgl. Dansk gav os til at få prøvet vores tekster af på gulvet. Vi havde 5 inspirerende dage med 5 skønne skuespillere. Processen var givende og har besvaret mange af de spørgsmål, vi havde stillet os selv, til gengæld har den rejst en byge af nye spørgsmål. Her er tre nedslag fra vores proces:

- Med vores udvalgte scener fra Transatlantica ville vi gerne undersøge brugen fysisk bevægelse sammen med tekst. Dette var vigtigt for os, fordi vores stykke netop omhandler mennesker, der flytter sig og konstant er i bevægelse både fysisk og mentalt. Vi synes selv, denne del af undersøgelsen gav os nogle positive resultater og mod på at forsætte af det spor.

- Vi ville også gerne undersøge sprog- og kulturbarrieren: Mødet mellem danskerne (med begrænsede engelskkundskaber) og amerikanerne og den ukendte nye verden. Hvordan reagerer man, når man møder et sprog man ikke forstår og en kultur, som ligger milevidt fra den, man kommer fra? Kunne vi vise frustrationen og absurditeterne i dette sammenstød? Her fik vi nogle sikre svar og en hel masse måske´er, som vi nu skal hjem og finde nogle kreative løsninger på.

- Vi ville også gerne afsøge den altid følsomme balance mellem drama og komik og vi lærte, at vi ikke skal være bange for tegne linjerne og kontrasterne stærkere op, gøre dramaet mere dramatisk - og lade komikken gro i sprækkerne.

Jeg er uddannet med en BA i scenografi fra Norwegian Theatre Academy i Fredrikstad og BFA i fotografi fra Valand Academy i Göteborg. Siden jeg blev færdiguddannet i 2017 har jeg undersøgt sceniske og performative udtryk gennem bl.a teater, video, fotografi og performance.

Jeg arbejder med et dokumentarisk udgangspunkt, da jeg synes at virkeligheden ofte overgår fantasien. Jeg er draget af at iscenesætte det som rører mig i det nære og tilgængelige. I dette indgår en undersøgelse af hvordan man rumligt og sanseligt kan arbejde med dokumentarisme og historie, og et kritisk blik på hvilke historier som får en plads i lyset. Hvilke kollektive narrativer vi omfavner, og hvilke som forbliver i periferien eller gemmes helt væk.

Til Kgl Dansk har jeg samlet og redigeret efterladte dokumenter fra en ældre kvindes sidste tid. Teksterne er et vidnesbyrd om det paradoksale forhold mellem individet og et system som både er skabt for at yde omsorg, men til tider kan blive vores største modstander.

Sammen med instruktør Liv Helm og holdet fra Kgl Dansk skal vi se på hvordan hendes egne ord, tanker og meninger kan finde vej til scenen. Gennem et fragmenteret sprog, uden et fast holdepunkt i tiden, vil jeg undersøge hvordan vi fysisk kan erfare hendes ord.

Det tekstmateriale jeg havde med til Kgl Dansk er af lidt usædvanlig karakter og jeg var derfor spændt på hvordan det kunne forløses på scenen. Vi gik detektivisk til værks i materialet og fandt mange åbninger til et poetisk og til tider humoristisk univers, som det nu står mere klart for mig hvordan jeg kan gå dybere ind i. Især teksternes potentiale i overgangene mellem det konkrete, performative nu og en form for fiktion, var en stor opdagelse. Jeg var glad for muligheden for at prøve teksterne af tidligt i processen og samtidig kunne arbejde med rumlige parametre, såsom lyd, video og objekter. Manuskriptets forløb ændrede sig allerede meget i workshopugen og jeg glæder mig til at arbejde videre med materialet. Alt i alt en virkeligt givende uge med et dygtigt, generøst og nysgerrigt hold!

Jeg er uddannet cand.mag. i teatervidenskab og dansk – en uddannelse, som jeg faktisk var meget lang tid om at finde ud af, hvad jeg skulle bruge til. Men det begynder at give mening, og sent er som bekendt bedre end aldrig. Skrevet har jeg altid gjort, men de sidste fem-seks år mere målrettet mod den dramatiske tekst og med en voksende lyst til og mod på at se teksterne komme til live og få krop og stemme. I 2014 fulgte jeg Teater V's kursus Dramatisk Laboratorium og har efterfølgende blandt andet skrevet til 48timers-konceptet Det Kolde Bord, haft en reading på Teatret Svalegangen og bidraget til Dramafrontens otte stykker kort-dramatik Drama Queens.

I mine tekster har virkeligheden det ofte med at skride. Nogle gange næsten umærkeligt, snigende – andre gange voldsommere og med mere drastiske følger. Det hænger til dels sammen med, at jeg aldrig selv har været synderligt pjattet med virkeligheden. At det interessante, dragende og inspirerende efter min mening synes at eksistere et sted uden for realiteten eller parallelt med det, som er umiddelbart tilgængeligt.

Dertil kommer en optagethed af grænsen mellem det gale og det normale, hvilket netop er noget af det, der er på spil i GRÆVLING, som jeg er så heldig at få workshoppet og udviklet gennem KGL Dansk. I særdeleshed ønsker jeg svar på spørgsmål om, hvor tydeligt ting fremstår; hvilke knapper skal der skrues på? Skal volumen op eller ned? Virker det; hvor skal det hele ende? Og ikke mindst: Hvad kan en mandshøj grævling som scenisk element?

Jeg kom til KGL Dansk med GRÆVLING, en kringlet tekst med mange spor og lag, associationer og sammenfald, hvis historie strittede og famlede sig frem i utallige retninger. I løbet af workshoppen arbejdede vi med at prøve teksten af i forskellige former, hvilket i sidste ende tydeliggjorde lige præcis, hvad det var for en fortælling, der lå gemt mellem de mange lag. Så for mig har KGL Dansk været en uvurderlig hjælp i processen med at finde frem til kernen i stoffet.

KGL Dansk er en kunstnerisk luksusbehandling i særklasse, udført af sindssygt dygtige folk i absolut perfekte omgivelser. Tak og mer' af det!

Jeg hedder Nanna Tychsen, har en BA i Teatervidenskab og er nuværende dramatikerstuderende på Den Danske Scenekunstskole. Jeg har en forkærlighed for det skæve, det absurde, og bruger ofte humoren som et virkemiddel. Med det sagt, så oplever jeg, at forskellige historier kalder på forskellige måder at blive fortalt på. En af de ting, jeg gerne arbejder med, er det specifikke, der henviser til noget mere generelt. Den lille historie, der siger noget om den store verden.

Man kan kalde det metaforen, som jeg har gjort det i arbejdet med min KGL Dansk tekst, hvor jeg har undersøgt Bornholm som metafor for et samfund og et forlag som metafor for en art folkedomstol. Det optager mig fordi det er den slags teater, jeg elsker: forestillinger, der fortæller en historie, men ikke nødvendigvis den, der udspiller sig på scenen.

Kgl Dansk var i den grad med til at åbne teksten op for mig og give mig det, der skulle til, for at kunne arbejde færdig med den. Halvdelen af gaven var arbejdsrummet - at undersøge det egentlige ærinde med teksten gennem samtaler med instruktør, skuespillerne og dramaturgen, at undersøge mikrokonflikterne - scene for scene - skærpe de sceniske situationer hos en tekst, der indtil da kun havde levet på papiret, undersøge karakterernes relationer til hinanden i et meget fragmentarisk stof, undersøge karakterernes rejser - fra en selvstændig tekstbid til en anden. Den anden halvdel var den afsluttende evaluering af forløbet.

Det var enormt givende at workshoppe teksten i dens nuværende format - hvor den stadig var tilpas åben til at have et mulighedsmekka af veje, den kunne gå. Veje vi udforskede i den efterfølgende samtale om stoffet, baseret på erfaringer fra workshoppen og visningen. Var det formen, der skulle være bærende  - eller det relationelle? De forskellige potentielle hovedkonflikter, genre at indskrive stoffet i og den bærende ramme for fortællingen. Hvilke karakterer skulle gemmes til en anden god gang og hvilke gav godt modspil til hinanden?

Jeg gik derfra med svar, bl.a. hvilke tematikker, der gjorde sig gældende, både nogle, der bevidst var skrevet frem og nye, som var en øjenåbner. Men også med spørgsmål: Hvilke veje skal jeg vælge? Det føltes ikke som en afslutning - men en kæmpemæssig inspirations-stepping stone til et videre arbejde.

Tak for denne gang. Det var ræv fedt.

Jeg blev uddannet fra Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater i 2013, hvorefter jeg blev ansat ved Aarhus Teater som husdramatiker frem til 2015. Siden har jeg arbejdet freelance i vidt forskellige genrer og formater, men jeg vender altid tilbage til de mørke universer – og monologerne. Jeg har en forkærlighed for monologer, og kan jeg slippe af sted med det, giver jeg alle mine karakterer en arie, alt imens de boltrer sig i brutale og dystopiske universer.

I arbejdet med Googleren undersøger jeg, hvordan det påvirker et menneske at arbejde som indholdsmoderator på Google, og hver eneste dag skulle gennemse videoer af halshugninger, børneporno og tortur – helst uden at tage arbejdet med hjem bagefter. Hvad sker der med et menneske, der på den måde dagligt skal kunne rumme hele verdens ondskab?

Det har været en meget givende og yderst positiv oplevelse at deltage i KGL DANSK. Teksten har hele tiden stået i centrum på sine egne præmisser og har mødt en sjælden tillid fra både skuespiller, instruktør og dramaturg. 

Jeg var især spændt på at finde ud af, om man overhovedet kunne videregive de grusomme ting karakteren gennemser på nettet – uden direkte at vise dem eller beskrive dem minutiøst på scenen. Under workshoppen afprøvede vi forskellige muligheder, og endte med at gøre brug af lydklip. Der er meget, man ikke kan forudsige i et prøvelokale, men under visningen blev jeg positivt overrasket over, hvor stærk en effekt lyd alene faktisk havde. Selvom tekstarbejdet hele tiden har stået i centrum, har det alligevel givet noget godt at arbejde hen imod en visning for et publikum. Man får taget nogle valg – hvilket er helt essentielt for at kunne bevæge sig videre, og man får efterfølgende lynhurtigt fornemmelsen af, om de valg også holder. Jeg er kommet ud på den anden side med en stærk fornemmelse af karakteren – og glæder mig meget til at fortsætte arbejdet.

Vi er et nyetableret skrivende makkerpar, bestående af instruktør/dramatiker Leiv Arne Kjøllmoen og dramaturg/dramatiker Henriette Vedel. Vores samarbejde startede med forestillingen SÅNNE SOM OSS, som vi skrev for Haugesund Teater i Norge. Teksten blev nomineret til den norske teaterpris Heddaprisen i 2017, for Bedste scenetekst.

Vi skriver ud fra dogmer, giver hinanden udfordringer, skriver i stafet, skriver på tid og improviserer sammen på papiret på forskellige måder. Lidt som en form for teatersport, bare på skrift. Uden en forhåndsdefineret idé om slutresultatet, associerer vi ud fra en tematik eller et spørgsmål som interesserer os og som vi gerne vil undersøge. Ved at se verden gennem et humoristisk og til tider grotesk kalejdoskop, søger vi at betragte tematikker fra stadig nye og skæve vinkler. 

I ALT ER NAIVT vil vi udforske mistroiskheden og naiviteten, frygten og apatien, i den voldsomme verden vi lever i. Med hvilke overlevelsesmekanismer kan man håndtere en verden, hvor en potentiel stor, men ubekendt trussel lurer?

I workshoppen vil vi afprøve forskellige tekstskitser, som undersøger disse mekanismer fra ulige vinkler. Med et lokalt torv (”Pladsen”) som omdrejningspunkt, vil vi arbejde med skuespillerne på at afsøge en på samme tid konkret og ubestemt tilstedeværelse af noget potentielt ødelæggende, der netop er sket, når som helst kan komme til at ske, eller sker lige her og nu, foran øjnene på os.

Vi har fået stort udbytte af forløbet med KGL Dansk. Med en åben og nysgerrig tilgang til tekstmaterialet har vi brugt workshoppen til at undersøge nye sammenhænge både indenfor og i mellem de forskellige tekster. Vi har fået udviklet helt nyt tekstmateriale, videreudviklet tekster vi havde fra før og ikke mindst; fået nye tanker om materialets helhed og dramaturgi og hvor vi vil hen med sceneteksten. Workshoppen og den efterfølgende reading, har åbnet tekstmaterialet op for os igen og vi glæder os nu til at videreudvikle Alt er Naivt.

Mens jeg skriver dette, sidder jeg i mit køkken med resterne af en kop te og endnu en aften, hvor jeg vakler mellem Svetlana Aleksijevitj og RuPauls Drag Race som overgang til søvnen, og tænker på hvad det er, jeg bliver ved med, at vende tilbage til når jeg skriver. På en lap papir har jeg noteret: IDENTITET

Som en konstruktion, en historie der fortælles, falder sammen, samler sig mosaiske mønstre. Det frydefulde moment, når fortællingen lykkedes og tragedien, når diskrepansen mellem det jeg burde være og den jeg er, bliver for stor.

Jeg hengiver mig RuPauls Drag Race og overgiver endnu en aften mig til min forkærlighed til: all things trash. I min dramatik befinder jeg mig ofte her i spændingsfeltet mellem trash: Oprah, Jerry Springer, Lady DI, en sentimental dokumentarserie om Brasilanske Bullriders på The American Rodeo Tour (you name, jeg har været en tur forbi) og Inger Christensen.

Jeg er fascineret af teater og performance ikke som det vi ser på scenen, men som et mødested for erindringsmaskiner, der støder ind i hinanden. Til dagligt er jeg studerende på Dramatikeruddannelsen.

Jello Shot (arbejdstitlen, jeg stadig insisterer på er arbejdstitlen) havde ligget stille i et stykke tid; samlet lidt støv.  Kgl. Dansk workshoppen var en virkelig god indgang til at genbesøge og genåbne materialet. Lade den ryste vinterpelsen af sig og sige: hvad er det egentlig den vil sige? Og hvordan vil den sige det? 

Centralt var undersøgelsen af tekstens sceniske potentiale, rejsen fra tekst til teater. “The good on paper” ideer var i arbejdet med skuespillere, instruktør og dramaturger virkelig nemme at identificere og omskrive til ting, der fungerede bedre scenisk. Og samtidig en fest at se nogle af tekstens skæve greb fungere godt og nogle gange bedre end forventet på scenen.

Jeg dimitterede som dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole i foråret 2016. Samme efterår debuterede jeg med den sentimentale og storslåede propaganda-forestilling, Sange for freden, på Teater V. Jeg beskæftiger mig oftest med at totalskade en uskyld og begå forskellige former for overgreb på samme. Jeg elsker guder og dyr og arketyper, der kan leve i komplekse systemer og fremmede universer. Jeg forsøger at fremskrive politiske, konceptuelle, tåkrummende fortællinger, men vil også gerne finde en vej til en mere intuitiv skrivning. Pony er blevet til på lyst og gru, og jeg håber, forløbet hos KGL Dansk kan folde universet ud og huske mig på en anden måde at skrive på. Jeg modtog i år Danske Dramatikeres Talentpris.

I workshop-ugen var instruktøren og skuespillernes blændende engagement og legesyge en stor kilde til nye tanker og gav mig mod på nye forsøg og slutscener. Sammen gjorde vi teksten tydeligere, og alle spørgsmål førte til nye beslutninger, som jeg er utroligt glad for at have truffet.

Jeg er studerende på Dramatikeruddannelsen. Jeg er forelsket i det storladne, men indrømmer det sjældent – måske for sjældent. I nærheden af det storladne findes det patetiske, måske er de naboer eller kusiner, og for øjeblikket er det området mellem de to, der har min interesse. I den forbindelse er min tekst til KGL Dansk opstået. Som tekstflade er der tale om totalt ukendt land, men ikke på den skræmmende måde. Det er nok ikke et dumt sted at starte. Jeg ser frem til at udforske teksten på workshoppen.

Jeg fik en masse ud af at arbejde med teksten med instruktør og skuespillere. Jeg lærte, at teksten er mere umiddelbart spilbar, end jeg troede, og at de stramme eller kunstlede replikker sagtens kan løftes, så længe situationerne og relationerne er lette at afkode. Jeg fik en større forståelse for forholdet mellem en række af tekstens kerneelementer og de lidt mere poetiske distraktioner, og det gjorde det lettere at skærpe teksten.

Jeg er oprindeligt uddannet sceneinstruktør, og det er et håndværk, jeg ind imellem udøver med stor fornøjelse. Men de senere år har jeg også arbejdet meget som oversætter af dramatik og som dramaturg.

Jeg har skrevet min egen dramatik lige så længe, jeg kan huske. Eller, det kan jeg forresten godt sige mere nøjagtigt: Jeg kan nemlig tydeligt huske, at jeg færdiggjorde mit første hele skuespil, da jeg var 14 år gammel. Måske syntes jeg bare lige, det var en smule pinligt at indrømme, at jeg – 36 år og næsten lige så mange skuespil senere – stadig ikke har fået et eneste af mine stykker opført på en 'rigtig' scene. Men det er selvfølgelig ikke spor pinligt (prøver jeg med momentvist held at bilde mig selv ind). Det betyder jo bare, at jeg – med mine mærkelige stil – og genresprængende tekster – skriver et andet sted, end tidens smag har sans for. Og den dér lille, djævelske følelse af at være 'overset', som jeg ikke kan sige mig helt fri for, den er der faktisk en del benzin i. Til frembringelsen af nye teatertekster, som andre end jeg selv måske engang vil fatte interessere for. Man har vel lov at håbe.

Retfærdigvis skal det dog nævnes, at tre af mine stykker tidligere har været udtaget til workshops og readings (to gange på Caféteatret og én gang på Teater-V). Desuden har jeg skrevet manuskript til to novellefilm, af hvilke jeg selv instruerede den ene med støtte fra Filmværkstedet. Og så har jeg i en periode fungeret som konceptudvikler på TV Drama (DR).

Jeg har med andre ord stor erfaring i at arbejde med andres dramatiske tekster. Nu glæder jeg mig enormt til – i KGL Dansk-regi – at få lov at koncentrere mig et øjeblik om én af mine egne tekster, som jeg indtil videre kalder Vores mørke.

Stine Schrøder Jensen er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1999. Hun har siden medvirket i en lang række forestillinger både på store og små teatre og medvirket i Tv-produktioner og film. Stine har over årene også fungeret både som tekstforfatter (revy og radiosatire) og som instruktør. Hun blev i 2016 ansat som skuespiller på Det Kongelige Teater, som en del af det faste ensemble. Under workshoppen vil Stine fungere som instruktør.

Lærke Sanderhoff er uddannet dramatiker fra Dramatikeruddannelsen v/Aarhus Teater i 2004 og har siden skrevet både teater, film og tv. Lærke modtog i 2015 en Filmakademiets Robertpris for sin adaptation af forestillingen Klumpfisken til spillefilm og blev i 2016 nomineret til en Reumert som Årets Dramatiker for forestillingen Lev Menneske.

I Mix Double møder vi to par, som hver torsdag spiller badminton sammen. På banen får følelserne frit slag og hverdagens kampe, og i sidste ende store spørgsmål om livet og kærligheden udspiller sig, mens fjerboldene flyver hen over nettet.

Vi vil under workshoppen undersøge de muligheder og udfordringer, der er i det konkrete fysiske rum, som en badmintonbane er. Vi vil ud fra givne karakterer arbejde med improvisationer, men også på forhånd skrevet tekst. Enkelte af de situationer, der improviseres over, har vi udviklet inden workshoppen, men for størstedelen vil vi lade os guide af momentet og de bagvedliggende tanker, vi har med ideen. Mest af alt vil vi bruge workshoppen til at inspirere til Lærkes videre arbejde med at skabe et originalt manuskript.

I workshopugen på Kgl. Dansk arbejdede vi dels ud fra tekst, som Lærke havde skrevet på forhånd og dels improviserede vi ud fra forskellige situationer, vi ønskede at ”udsætte” karaktererne for. Ad begge veje fandt vi materiale, der kan bruges i den videre proces med at udvikle manuskriptet. Vi arbejdede også med at afprøve det uforudsigelige element ”badminton på en scene” og blev klogere på hvilke muligheder og begrænsninger, der er i det. De fire skuespillere var utrolig generøse og modige at arbejde med, og via dem lærte vi karaktererne bedre at kende. At vi på så tidligt et stadie via workshoppen har kunnet afprøve materiale på skuespillerne, har været meget givende. Så tak for det!

Jeg er cand.mag. i dansk og filosofi og debuterede som skønlitterær forfatter i 2017 med digtromanen Nye rejsende. Bogen handler om en ung kvinde, der ikke kan finde fodfæste som voksen. På sin første arbejdsdag som gymnasielærer møder hun en mand i toget. Han er gift og har et barn, og de indleder en umulig pendleraffære. Jeg har, allerede mens jeg skrev bogen, haft lyst til at arbejde scenisk med fortællingens to centrale og på mange måder kontrastfyldte rum: toget og gymnasiet. Jeg er nysgerrig på, hvad der sker, når skuespillere træder ind i de meget stramt komponerede tekster og får lov at folde dem ud.

Vi har i workshoppen arbejdet med min tekst som en monolog, og det har været en gave for mig at få lov at dykke helt ned i den. Jeg har fundet ud af, hvor blød den er – hvor mange forskellige måder hver linje kan siges på – og at den rummer et stort scenisk potentiale. Vi har undersøgt, hvordan vi gør jegfortælleren til et levende menneske på scenen, og hvordan og hvorfra hun fortæller sin historie, så den bliver rørende, sjov og poetisk. Det har været en fryd for mig at blive flyttet ud af eneværelset og arbejde sammen med så dygtige mennesker som instruktør Johan Sarauw og skuespiller Amanda Collin, og jeg synes virkelig, vi sammen lykkedes med at finde ind til en nerve i teksten og få den formidlet. Jeg har kun lyst til at fortsætte!

Mit navn er Mo Chara. Jeg er af palæstinensisk herkomst, og jeg er uddannet skuespiller og startede ud for ca 17 år siden med en lang danse karriere i udlandet med danseteater. Mit stykke hedder Når Far Slår og er bidder fra en barsk opvækst på en religiøs skole og i et utrygt hjem. Jeg er selv spiller på stykket, da det er en soloforestilling.

Jeg har skrevet hele mit liv som en slags selvmedicinering og valgte at skrive dette stykke, som er mit første, fordi jeg syntes det er en historie, der fortjener at blive fortalt og forhåbentlig også en, der kan sætte tanker igang. Jeg glæder mig meget til at arbejde med det under Kgl Dansk, men er også lidt angst over at skulle dele noget så sårbart, som disse historier er.

Efterfølgende kan jeg sige, at det har været lærerigt og utrolig fedt at være en del af projektet og arbejde med egen tekst på gulvet med en dygtig instruktør. Det at få mulighed for at bryde teksten ned og mærke, hvad den kan, er guld værd. Dernæst så at få mulighed for at have en reading for et publikum og mærke, hvad teksten yderligere kan. KGL Dansk er vigtigt for teater herhjemme, for det giver alle en chance for at udforske dramatik og få en hjælpende hånd på vejen.

Oprindelig er jeg uddannet skuespiller, men indenfor de sidste 20 år har jeg primært fungeret som dramatiker på en lang række danske scener. Jeg har modtaget en del priser for mit virke, bl.a.  Reumert som Årets dramatiker, Reumert for Årets forestilling, Allenprisen og Niels Matthiasens Mindelegat.

Mange af mine forestillinger har været historiske eller biografiske, nogle har været adaptioner af film eller romaner, og i en årrække var jeg jævnligt dramatiker på Nørrebro Teater, hvor vi ønskede at morfe stand up og komedie. Den sidste del af min produktion er de tekster, jeg kalder mine egne. Her arbejder jeg bevidst med udvide mine rammer formmæssigt og tematisk.

Den tekst, vi har arbejdet med i Kgl-Dansk, ligger i grænselandet mellem det dramatiske og det abstrakte og forsøger at give filosofiske og sproglige bud på alle tings forbundenhed. Jeg har ønsket at bearbejde teksten i et forum. Jeg har før haft rigtig meget glæde af workshops, hvor feedback i den grad har hjulpet mig til at mærke den gode retning videre for teksten. Jeg har desuden fungeret som instruktør, ekstern dramaturg, konsulent, og jeg har siddet i legatudvalget i Statens Kunstfond.

Workshoppen med KGL Dansk og den efterfølgende visning for publikum var på alle planer inspirerende. Vi fik undersøgt hele materialet og det blev klart, hvilke dele der var umiddelbart spilbare, og hvor teksten har brug for mere retning. Det var spontant opløftende at se, hvor meget energi skuespillere og instruktør fandt i de uregerlige og til tider stærkt associerende replikker. Og endnu mere opløftende at publikum så let fangede pointerne. Det kom faktisk bag på mig! Men det har bekræftet mig i, at der ligger en vej frem i dette sproglige eksperiment, som jeg tror vil få indflydelse på, hvordan jeg skriver fremover.

Jeg er uddannet skuespiller fra sommeren 2016. Og jeg er 30 år. Og jeg har beskæftiget mig med forskelligartet teater og film de sidste tolv år. Og jeg har bl.a. været med til at skabe devising-projekter og har derigennem skrevet dramatik on and off. Og så er jeg indfødt århusianer. Og derudover har jeg været i scenetjeneste på forestillingen Puntila på Det Kgl. Teater i sæsonen 2015/16. Og jeg er med i tre afsnit af Arvingerne sæson III. Og man kan læse mere om mig på www.anuresh.dk

Teksten Og Far Er, som jeg oprindeligt havde skrevet med mig selv i tankerne til én af rollerne, blev for første gang læst op af andre end mig selv under KGL Dansk. Det var både en sjov, inspirerende og overvældende oplevelse. Retninger blev afprøvet. Motivationer blev undersøgt. Og mens jeg var helt sikker på, at jeg vidste ALT om min tekst, viste dette sig på ingen måder at være tilfældet - en opdagelse jeg absolut ikke vil have gjort uden workshoppen. En kæmpe stor tak skal lyde til de to skuespillere, Piet Gitz-Johansen og Nicolai Jandorf. Deres åbne, nysgerrige og uforfængelige tilgang til arbejdet var essentiel for den udvikling manuskriptet gennemgik og var en stor kunstnerisk inspirationskilde for mig. En særlig stor tak skal lyde til instruktøren, Peter Christoffersen, som konstant overraskede mig med sin læsning, og som i dén grad åbnede teksten op med sine ideer og tanker om selvsamme. Samarbejdet mellem os fire var på alle måder en succes, og jeg kan ubetinget applaudere et initiativ som KGL Dansk. Sagt med andre ord: Tusinde tak - det var skidehamrende fedt!

Jeg er uddannet skuespiller fra Århus Teater i 2001, og jeg har siden lavet teater, film og tv. Særligt har jeg været inspireret af samarbejder med instruktør Anders Paulin, Kirsten Delholm (moder af Hotel Pro Forma), og billedkunstner Jesper Just.

Sideløbende med min skuespilkarriere har jeg skrevet. Det er indtil videre blevet til to romaner: Nowhere (2012) og Mårhund (2016). I 2014 kom jeg ind på forfatterskolen hvor jeg gik i to år. Der skrev jeg mine første dramatiske tekster.

At få mit stykke drama Flertallet kommer gennem workshopforløbet i KGL Dansk vol. 2 var en kæmpe gave. Jeg havde nogle bestemte områder, jeg ville have afsøgt, og i virkeligheden en klar idé om tekstens udfordringer. Men det kom bag på mig, hvad der fungerede i teksten, og hvad der var mere problematisk. Det viste sig at være modsat af mine forestillinger. Skuespillernes og instruktørens spørgsmål til teksten gjorde det tydeligt for mig, hvor der skulle sættes ind. Jeg fandt et univers, hvor teksten har en fremtid på en scene. I mine øjne. I virkeligheden åbnede teksten sig for mig. Også i mødet med publikum stod det klart for mig, hvor mit arbejde nu ligger. Jeg knokler videre.

Jeg hedder Thomas Markmann og er uddannet fra Dramatiker Uddannelsen i Århus i 2010 og fra Dramatiker Væksthus 2007.

Tematisk ser jeg flere spor i mit virke. Et af de mest tydelige er måske det destruktive og ikke mindst selvdestruktive element i mennesket, som en paradoksal del af vores selvopholdelsesdrift. En destruktion og selvdestruktion som vi i vort moderne samfund, har svært ved at håndtere, endsige erkende som en del af det at være menneske.

J'accuse er en samling tekstfragmenter der alle kredser omkring det jeg kalder lidelsens æstetik, med forskellige udgangspunkter og p.o.v. Det er skrevet i en vekselform, en slags ophøjet realisme, der benytter sig både af almindelig situationsbåret her-og-nu dramatik, episk teater og forskellige andre typer tekstflader.

Nogle af de ting jeg glæder mig til at få prøvet af under Kgl-Dansk workshoppen er, hvordan de forskellige former taler sammen. Hvor jeg evt. kan åbne teksten op. Og om det grundlæggende paradoks og den indre lovmæssighed i teksten er stærk nok, til at bære en udvikling frem til en fuld forestilling. Herudover håber jeg simpelthen også bare at workshoppen vil inspirere mig til det videre arbejde, på et rent handlingsmæssigt plan.

Mit navn er Line Mørkeby, og jeg er uddannet fra Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater i 2007. Jeg har gennem årene arbejdet på at finde frem til fortællinger, som jeg oplever, at der er brug for i verden. Jeg løber er sådan en fortælling. Den er inspireret af Anders Legarth Smiths' blog Jeg løber i Politikken og handler om Anders, der begyndte at løbe kort efter, at han mistede sin 6-årige datter til kræft. Teksten er en monolog og foregår udelukkende på et løbebånd.

Jeg er optaget af, om det er muligt at give begreber som sorg, tab og magtesløshed en fysisk form, som vi kan relatere til og indleve os i, gennem den konstante bevægelse i rummet. Med workshoppen på KGL Dansk ønsker jeg at undersøge, hvordan den klart definerende fysiske omstændighed med løbebåndet samarbejder med teksten og fortællingens vilkår. Hvordan ord og fysik spiller sammen. Og hvordan kroppen kan blive det eneste meningsfulde omdrejningspunkt for et mennesket, der er blevet frarøvet al mening med livet.

Forløbet på KGL Dansk og visningen foran et publikum med et uddrag af teksten har været meget klargørende for mig. Jeg er blevet bekræftet i at stole på retningen i teksten. Og jeg er blevet bevidst om, hvilket fokus jeg skal have, når jeg nu skal skrive teksten færdig frem mod en premiere i efteråret 2017 på Det Kongelige Teater. Og så er det virkelig fantastisk at have fået mulighed for at opleve kontakten med publikum. Den kontakt er hele forskellen i bevægelsen fra ord i computer til krop i et rum.

"Jeg hedder Marie og har skrevet Hotel Border, som skal workshoppes på til Kgl. Dansk i november, hvilket jeg glæder mig til. Jeg er lige startet på Dramatikeruddannelsen ved Scenekunstskolen i Aarhus. Inden da har jeg bl.a. været kursist på Teater Vs Dramatisk Laboratorium og Politikens Debattør- og Kritikerskole samt været en del af holdet bag AKT1 Radiodrama."

"Jeg indsendte manuskriptet: 'Hotel Border' til Kgl. Dansk, som jeg fik lov at få workshoppet i tæt samarbejde med instruktør Viktor Tjernheld og et hold af fantastiske skuespillere. I workshopugen arbejdede vi hele mit manuskript igennem, hvoraf vi viste et fragmentarisk uddrag til readingen. Som ny dramatiker, var det givende at få arbejdet så intenst og koncentreret på et langt manuskript, og netop workshoppen har udvidet mine fornemmelser for 'Hotel Borders' sceneniske potentiale, og hvilke muligheder der ligger i manuskriptet.“

"Jeg arbejder ofte på tværs af kunstarter med udgangspunkt i mit forfatterskab. Identitet og tilhørsforhold er gennemgående temaer i mit arbejde. Min seneste bog Astas Skygge, handler om Asta Nielsen, der blev uddannet på Det Kgl. Teater i 1902. Jeg blev tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2015 og Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik af Det Danske Akademi i 2010."

"At arbejde med min roman Astas Skygge som et stykke drama sammen med instruktøren Liv Helm og skuespillerne Lila Nobel, Simon Bennebjerg og Karen-Lise Mynster var en ny og frisk erfaring for mig som skønlitterær forfatter. Særligt Livs arbejde med flerstemmighed og skuespillernes uforfærdethed, i forhold til det at arbejde med et andet stof end vanligt, imponerede mig. KGL Dansk har udvidet min forståelse af, hvad en dramatisk tekst er og givet mig erfaring med, at omskabe poetisk tekst til fysisk krop. Seriøsiteten i arbejdet med ny spirende drama fra Det Kongelige Teaters side er virkelig prisværdig; at blive guidet gennem processen af dramaturgen var en uvurderlig gave. På samme måde som den opfølgende samtale med Thomas Bendixen var en øjenåbner af format."

"Jeg er født i 1995 og har skrevet det meste af mit liv. KGL Dansk er mit første forsøg med dramatik. Jeg elsker teatrets muligheder, og jeg håber, at mine tekster vil blive hørt og op-levet. De er i hvert fald ubeskriveligt vigtige for mig. Livsnødvendige faktisk. Og jeg håber, de kan rykke sig vej ind folks organer bare i et stykke tid. Og at folk vil grine. Vi får at se."

"Som en dramatiker på KGL Dansk udviklede jeg mine replikker, mine tekster blev levende og jeg fik mod på i langt højere grad at beskæftige mig med scenekunsten. På scenen kan der opstå drømmende, fantastiske tilstande på en måde som prosaen ikke kan tilbyde. Det er ganske magisk. Jeg går fra det kongelige teater med stor begejstring og er høj, høj, høj!"

"Jeg holder af hverdagen. Sådan da. Jeg ender i hvert fald næsten altid med at skrive om den. Jeg arbejder både som dramatiker og oversætter og har skrevet revytekster, børneteater og (i gåseøjne) voksenteater. Uanset hvad jeg skriver, er det altid sproget, der kommer først. Før handlingen og karaktererne. Alle, der beskæftiger sig med teater, drives af og drages mod noget. For mig er det "noget" sproget. Jeg har modtaget Danske Dramatikeres Talentpris i 2013."

"Jeg havde ingen forventninger til workshoppen med KGL Dansk, men jeg havde to bekymringer. 1: Er det her spilbar dramatik. Og 2: Holder lortet på en scene? 

Min tekst var vitterlig kun en tekst. Der var ingen karakterer, ingen steder, og heller ingen korrekt rækkefølge i tekststykkerne. Og jeg havde vitterlig ingen idé om, hvad vi scenisk skulle stille op det til workshoppen. I mit skrivearbejde havde jeg kun beskæftiget mig med hvordan teksten lød, ikke hvordan den skulle gestaltes - og ærlig talt var jeg faktisk ikke sikker på, om det overhovedet var dramatik.

Men jeg havde længe haft lyst til at skrive en tekst, hvor ordenen var det eneste der var givet fra mig, og alle andre valg var op til instruktøren og skuespillerne. Så jeg var spændt på at se, hvad pokker de ville gøre med det. Hvad de ville fylde i alle hullerne. Workshoppen blev for mig en test på om tekstens form ville holde eller kollapse. Og en test på om en tekst den næsten udelukkende kun er beskrivende og opremsende også er handlende, dramatisk.

Og efter fem dages workshop og en reading var min oplevelse heldigvis den, at det var spilbar dramatik. Og lortet holdt også på scenen."

"Jeg startede ud som journalist, men besluttede mig hurtigt for at tage en kandidatoverbygning i sociologi, da jeg gang på gang endte med at skrive om børn og unge, social mobilitet, integration og udsatte boligområder. Jeg har tidligere skrevet bøgerne Skyld og Vrede unge mænd om unge i udsatte boligområder, der ofte føler sig som modborgere. Senest udkom jeg med min egen familiehistorie i bogen Forsoning, hvori det kommer frem, at der er et vist sammenfald mellem min egen biografi og de unge mænd, jeg tidligere har skrevet om. I bogen fortæller jeg en familiehistorie om flugt, eksil og soning til min knap fireårige søn."

Med Fortællingen om et Gæstebud ønsker instruktør Egill Palsson, skuespiller Henrik Birch og scenograf Louise Beck at undersøge, hvordan Karen Blixens Babettes Gæstebud kan skrive sig ind i vor tid. I Fortællingen om et Gæstebud er Babette ikke længere flygtet fra Frankrig, men fra Syrien, og fortællingen er lagt i hænderne på 12 repræsentanter fra dagens Danmark.

Som en del af udviklingen af Fortællingen om et Gæstebud afholdt vi sammen med KGL Dansk et gæstebud, hvor vi indbød en række gæster til et festmåltid, skabt af den syriske mesterkok Haitham Yassin. Imens vi spiste og drak, fandt vi nye veje ind i - og ud af - Blixens fortælling og indkredsede på den måde afsættet for en ny fortælling om et gæstebud.

"Afprøvningen af gæstebuddet, åbnede for en masse nye tanker og ideer, som vi har travlt med at forfølge. Forfølgelsen fører os ikke kun ind i scenekunsten, den tager os også ind i dannelsesforløb med unge, konfliktmægling og andre interaktive formater, hvor gæstebuddet kan udfolde vigtige samtaler. Vi har kurs mod 12 nye gæstebud i 12 byer med 12 gæster hver gang, der sætter sig til bords ved Babettes Gæstebud og skriver sig ind i Blixens fortælling."