Baryton
Jens Søndergaard
Baryton
Jens Søndergaard er født i Herning, Danmark. Som dreng var han medlem af drengekoret i Herning. Samtidig med at han studerede på Operaakademiet, var han kortvarigt semiprofessionel fodboldspiller i Fremad Amager i København, men besluttede at fokusere sin energi på en karriere som operasanger.
Jens Søndergaard er uddannet fra Operaakademiet i 2003 og debuterede fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse i 2005. I 2013 færdiggjorde han sin masteruddannelse i elitesangspædagogik.
Fra 2004-2007 var Jens ansat som en del af solistensemblet på Deutsches Nationaltheater Weimar. Derefter arbejdede han som freelance-sanger og medvirkede som gæst i produktioner i ind-og udland. Mellem 2017-2019 var han medlem af solistensemblet på Det Kongelige Teater efterfulgt af endnu en freelance-sæson, inden han i august 2020 blev fast medlem af solistensemblet på Det Kongelige Teater. Her har han sunget partier som Kurwenal i Tristan og Isolde, titelrollen i Eugen Onegin, Amonasro i Aida, Sharpless i Madame Butterfly, Balstrode i Peter Grimes, Escamillo i Carmen, Scarpia i Tosca, Marcello i La bohème og titelrollen i Don Juan.
Jens har desuden en omfattende karriere som koncert-og liedsanger Han optræder jævnligt med alle de store orkestre i Danmark i værker som for eksempel Ein deutsches Requiem, Messias samt Matthæus- og Johannespassionerne. Desuden er han ofte gæst ved de danske, klassiske musikfestivaler med værker som Winterreise, Schwanengesang, Songs of Travel og Chansons Gaillardes.
Jens Søndergaard har medvirket på flere radio-og tv-produktioner, heriblandt Zemlinskys Lyrisk symfoni, Nielsens Fynsk forår og La bohème. Jens har også modtaget adskillige priser blandt andet Holger Bruusgaards Legat, Aksel Schiøtz Prisen, og Aalborg Operapris.
Siden 2012 har Jens arbejdet som sanglærer på MGK Frederiksberg og efterfølgende også på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Operaakademiet.