2. Bas
Simon Schelling
Simon Schelling besluttede sig som 10 årig: Jeg vil være operasanger!
Han har været omgivet af musik siden barns ben, hvor hans mor sang på Den Jyske Opera og hans far var harpenist. Selv spillede han cello som barn, men blev fuldstændig bidt af opera, da han var med sin mor på turné nogle dage (det var med operetten Farinelli). Her sad den 9-årige Simon i kulissen og hjalp teknikken med at lave lydeffekter m.m. - og var i øvrigt fuldstændig klar til at springe ind i hovedrollen, hvis tenoren skulle blive syg… men da var stemmen jo heller ikke gået i overgang endnu!
Farinelli er ikke længere på Simons repertoire, da hans stemme fandt sit hjem i det bas-barytonale leje. Han er ansat som 2. bas (den dybeste af korstemmerne) i Det Kongelige Operakor, hvor han har været fast tilknyttet siden 2007.
Simon er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium, og sang både under og efter studietiden i Den Jyske Operas kor, som assistent, foruden at være solist i alle mulige sammenhænge rundt omkring i det Jyske.
Foruden sit daglige arbejde i Det Kgl. Operakor, har Simon sunget adskillige roller på Det Kongelige Teater. Heriblandt Harasta i Den fiffige lille ræv, Benoit i La boheme, Jake Wallace i La fanciulla del west. Udenfor Det Kgl. Teater kan bla. nævnes Malatesta i Don Pasquale, og Superintendant Budd i Albert Herring.
I øvrigt kan det fortælles om Simon, at han er far til ikke mindre end fem skønne børn - så han er nok en af de sangere i Det Kgl. Operakor der har sunget flest godnatsange.