Spring til hovedindhold

2. Bas

Lasse Christian Bach

Lasse Christian Bach

Lasse Bach har siden efteråret 2014 været ansat som 2. bas i Det Kgl. Operakor. Før dette var han i en årrække freelance sanger med tilknytning til DR-Koncertkoret, Det Kgl. Operakor og Malmö Opera. Han har, samtidig med sit virke i Operakoret, varetaget en lang række mindre solo-roller på Operaen, senest som skurken José Castro i Puccinis "La Fanciulla del West".

Hvad er din bedste opera-oplevelse?
Som publikum er det bedste, jeg har oplevet på Operaen en opsætning af "Porgy and Bess" for nogle år siden. Det var et gæstespil med udelukkende sorte sangere, og de havde en evne til at inddrage publikum i det, der foregik på scenen, på en helt speciel måde, som jeg ikke har oplevet før. Jeg følte mig inviteret med, mere end nogensinde før. Jeg ved ikke, hvordan de gjorde det, det skete bare i kraft af deres måde at være til stede på og at synge på.

Hvad er det sjoveste, du har oplevet på scenen?
Det var da vi, herrerne i Operakoret, lavede Rossinis "Tyrken i Italien" for en del år siden på Gamle Scene. Sjovt nok gik vi lidt og brokkede os på forhånd over at skulle lave dette lidt letbenede stykke af Rossini, som vi ikke kendte i forvejen. Vi havde en lang danse-scene, hvor vi skulle danse "ballroom-dancing" i par, hvilket betød, at halvdelen af os skulle være kvinder (jeg var en af de heldige). Folk strømmede til under prøverne, for rygtet havde bredt sig om vores dans, og de overværede, hvordan vi udfoldede os i kæmpestore blå balkjoler og meget høje hæle. Vi grinede meget hver aften under forestillingerne, inden vi skulle ind til dansen.

Hvad er det bedste og det værste ved at være sanger?
Det sværeste er nok, at ens stemme er så tæt forbundet til, hvordan man har det, både fysisk og psykisk. Det gør det til en sårbar ting. Det bedste er de dage, hvor det fungerer, man synger og lyden kommer uden besvær, og man kan nyde øjeblikket. Og man er til stede i det man laver, sammen med de andre sangere på scenen og musikerne i orkestergraven.

Medvirker i /