Tenor

Tenor

Født i Odense, 1986. Debuterede på Det Kongelige Teater i 2013 som Dr. Cajus i Falstaff. Medlem af Den Kongelige Operas solistensemble siden 2014. 

Jens Christian Tvilum fandt sin kærlighed til scenen allerede som 10-årig og voksede op med amatørteater og rejste rundt i verden med en lokal teatertrup. Da han i teenageårene opdagede sin passion for opera, begyndte han i 2007 at studere på det daværende Carl Niels Musikkonservatorium, Odense, og fortsatte derfra til Operaakademiet i København. 

På Det Kongelige Teater har han sunget partier som Don Ottavio i Don Juan, Tichon i Katja Kabanova, Eisenstein i Flagermusen, Første harniskklædte i Tryllefløjten, Triquet i Eugen Onegin, Camilla de Rossilon i Den glade enke 2.0, Arv i Maskarade, Pong i Turandot, Enrique i The Exterminating Angel og Cajus i Falstaff.

I løbet af sin karriere har han arbejdet med store dirigenter som Alexander Vedernikov, Giancarlo Andretta, Christian Badea, Michael Boder og Paolo Carignani samt anerkendte instruktører som Graham Vick, Stephan Herheim, Damiano Michieletto og Marco Marelli.

Jens Christian har desuden en aktiv koncertkarriere, hvor han har medvirket i værker som Mozarts Requiem, Mahlers Die Erste Walpurgisnach og Beethovens 9. symfoni.

Jens Christian modtog Årets Reumert Talentpris i 2011 for sin debut som Don Basilio og Don Curzio i Figaros bryllup ved Århus Sommeropera i 2010.

Hvad kan opera?
Det særlige ved opera er jo sangen. Sang er som en urkraft, der kommer fra det inderste. Vi kender alle trangen til at juble, når vi er glade, råbe, når vi er vrede, og hyle, når vi er kede af det. Vi griner og græder. Når vi synger er det denne urkraft, som vi åbner for. Noget som ord alene ikke kan. Ord kan røre hjertet, men når de sættes til toner, sker der noget mere. De tager fat om hjertet og hiver eller bærer det med sig. Nogle kalder sangernes høje toner for kultiverede skrig, og det er ikke helt forkert. Skrig af længsel, af smerte, af glæde og af kærlighed.

Det mest usædvanlige du har oplevet på scenen?
Under ouverturen til Figaros bryllup skulle jeg og nogle af de andre solister være klædt ud som tjenestefolk og "gøre scenen klar". Vi var to herrer, der havde ens bukser, og ved en fejltagelse var der blevet byttet om på de to par. Jeg havde fået min slankere kollegas bukser på, og skønt de sad lidt stramt, lagde jeg ikke mærke til det, før jeg på scenen skulle gå i knæ for at løfte noget, og bukserne revnede. Publikum opdagede vist intet.

Senere i samme forestilling skulle jeg i rollen som juristen Don Curzio være iført sorte bukser og en meget lang diplomatfrakke.  Midt under scenen sprang begge seleklemmer på ryggen op, og jeg kunne mærke, hvordan mine bukser langsomt gled ned. Man kunne heldigvis ikke se det for frakken, men for ikke at tabe bukserne helt, måtte jeg sprede benene mere og mere for at holde dem oppe. Det føltes som en meget lang scene.

De sidste par bukser var ikke mine. Det var Figaro, der i sidste akt skulle gå på knæ for Susanna (forklædt som Grevinden). Hans bukser revnede da han satte sig, og da han ikke kunne forlade scenen før til allersidst måtte han spille resten af akten med front imod publikum. Det blev en noget todimensionel optræden.

Hvem er din yndlingssanger?
Luciano Pavarotti. Hans tekniske kunnen og musikalske talent var uovertruffent. At se og høre ham synge er som sanger et studie i god sangteknik og som menneske som honning for ørerne.

Hvilken opera er din favorit?
Mit svar har altid været, at der var så mange gode, så det var ikke til at vælge én. For nylig har jeg dog måttet sande, at når der en sjælden gang bliver sat opera på  anlægget derhjemme, så er det Puccinis La bohème. Den foretrukne er TV-optagelsen fra The Met 1977 med Renata Scotto og Luciano Pavarotti.

La bohème var da også den første opera, jeg så som 7-årig i Verona. Jeg var med min familie på ferie i Verona og om dagen skulle vi se arenaen. Det viste sig, at der var generalprøve på La bohème samme aften, og billetterne var gratis. Mine forældre tænke, at det kunne være en sjov oplevelse. Vi tog ind og så forestillingen,  men måtte dog gå i pausen, da min søster på ni og jeg selv ikke kunne holde os vågne længere.

Læs mere om Jens Christian Tvilum.