Mezzosopran

Mezzosopran

Født og opvokset på Karmøy i Norge. Debuterede i rollen som Cherubino i Mozarts Figaros bryllup i 2018.

Kari er uddannet ved Operaakademiet i København i 2019, og har tidligere taget en mastergrad ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2016 samt en bachelorgrad ved Griegakademiet, Universitetet i Bergen i 2013, foruden et Erasmus-ophold ved Hochschule für Musik Karlsruhe.

På Det Kongelige Teater har hun blandt andet sunget Zerlina i Don Juan, Siébel i Faust, 2. dame i Tryllefløjten, Emilia i Otello, Maddalena i Rigoletto, Cherubino i Figaros bryllup, blomsterpige i Parsifal, Agnes i Intet, Dorabella i Così fan tutte, Tisbe i Askepot og Mercédès i Carmen. 

Hun har arbejdet med internationalt anerkendte dirigenter som Paolo Carignani, Pier Giorgio Morandi, Alexander Vedernikov, Julia Jones, Marie Jacquot, Lars Ulrik Mortensen og Nikolaj Szeps-Znaider, og i 2023 debuterede hun på Den Norske Opera som Dorabella i Cosí fan tutte.

Kari har desuden en omfattende interesse for liedrepertoiret og har specialiseret sig i Edvard Griegs liv og musik.

Hvad kan opera?
Opera er nærmest til at tage og føle på, fordi det hele foregår med levende mennesker lige foran dig, både i orkestergraven og på scenen. Det er ægte, nærværende og appellerer til alle sanser. Samtidig er opera øjeblikskunst, som er unik, og som evner at dvæle ved stemningerne hver gang den fremføres. Det er vidunderligt og fascinerende, hvordan så mange kunstformer kan samles i denne genre.

Det mest usædvanlige du har oplevet på en scene?
I Elisa Kragerups opsætning af Figaros bryllup skulle Cherubino løbe rundt med balloner i store dele af operaen. I Figaros første arie, Non più andrai, stak Figaro hul på mine balloner som et forvarsel på min nye militærtilværelse. Den sidste ballon sendte han op og ud blandt publikum. Den gik som regel meget hurtig til vejrs og kom lige hurtig ned igen, hver gang på et nyt vilkårligt sted. Under en af forestillingerne skete der imidlertid noget ganske fascinerende: Uden at tænke mere over det (jeg havde jo nok med at forberede mig på livets hårde skole), blev ballonen svævende i luften i ganske lang tid. Første akt gik over i anden akt, grevinden sang sin smukke arie, jeg sang min lille canzonetta til grevinden (selvfølgelig med nye balloner i hånden), og før jeg vidste af det, havde jeg charmeret både Susanna og grevinsen i sænk, helt til det bankede på døren og det var tid for grevens entré. Jeg sprang ind i grevindens 'garderobe' og ventede på mit næste cue, da hele salen pludselig brød sammen i latter. Sædvanligvis lo publikum ganske meget i denne scene, hvor grevinden febrilsk forsøgte at skjule sin ophidselse ved at lave pilates-øvelser. Men da hverken greven eller grevinden begyndte det næste recitativ, forstod jeg at der måtte være oppstået noget helt specielt. Selv kunne jeg jo ikke se noget, fordi jeg stod skjult bag en dør. Det var først efter forestillingen, at jeg fik at vide, at ballonen fra første akt omsider tom for luft var dalet sagte ned på scenen, hvor den pænt og pyntelig landede lige foran næsen på greven!

I hvilken retning skal opera udvikle sig mellem tradition og fornyelse?
Opera skal være aktuel for os som lever i dag, og traditionen må derfor ikke forhindre nye måder at belyse den på. Samtidig må man respektere operaens præmisser og ikke miste fodfæste.

Hvem er din yndlingssanger?
Det kommer helt an på repertoiret, men Christa Ludwig står som en ledestjerne både inden for opera og lieder.

Hvilken er din favoritopera?
Det er en umulig opgave kun at vælge én opera. Jeg tror det må være Figaros bryllup. Rosenkavaleren står også højt på listen.