Spring til hovedindhold

1. Alt

Tine Bye Sandorff

Tine Bye Sandorff

Mezzosopran.

Afsluttede i sommeren 2001 sin diplomeksamen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (D.K.D.M) i København.

Hun har herudover deltaget i flere masterclasses i ind- og udland, herunder hos Ian Adam, Noelle Barker, Susanna Eken, Michael Eliasen, Dorothy Irving og senest Anne Sofie von Otter.
Tine er en erfaren koncertsanger, og har ud over deltagelse i adskillige kirke- og liedkoncerter optrådt som solist i bl.a. Dido og Aeneas i rollen som Heksen, Bachs Magnificat, Bachs Juleoratorium, Rachmaninovs Vesper, Händels Messias samt Duruflés Requiem.
Ansat ved Malmø Opera i 2006 og sidenhen ansat i Det Kongelige Operakor i København i 2009, hvor hun udover at have sunget flere korsoli-roller, senest har sunget partiet som Køkkendrengen i "Rusalka".

Hvorfor operasanger?

Jeg er bestemt ikke flasket op med opera - har altid elsket at synge, men havde dog aldrig drømt om at blive operasanger!
Til gengæld havde jeg en ven, som forgudede opera, og en dag blev jeg sat i en lænestol og han fortalte mig et "rigtigt eventyr" om en kvinde ved navn Mimi, som forelsker sig hovedkuls i en fattig kunstner...(I kender resten af historien!)
Undervejs i hans fortælling spillede han en række musikalske brudstykker fra La Bohème, som jo på én gang både understøtter handlingen og ikke mindst stemningen. Det endte med, at jeg fik overrakt en billet til selve forestillingen, og dér så jeg eventyret blive vakt til live lige foran øjnene af mig - og jeg var solgt! Således begyndte min rejse ind i operaens verden.

Det er et stort privilegium - og jeg er meget taknemlig for - at stå blandt så dygtige kolleger, musikere/sangere, og selv være en del af eventyret - hvor vi sammen, aften efter aften, fortæller publikum historier gennem vores sang og musik.