Spring til hovedindhold
Opera

Macbeth

Af Giuseppe Verdi

Person iført mørkt jakkesæt går væk mod en rød baggrund med en kniv i hånden på et gulv dækket af små, glitrende fragmenter.

En af Italiens største komponister fortolker et af Shakespeares mest ikoniske værker. Det er mørkt, blodigt og grusomt. Og et must for enhver operafan.

Giuseppe Verdi var fascineret af Shakespeare hele sit liv. Og allerede tidligt i sin karriere forstod han, at den britiske dramatikers ofte tragiske universer passede perfekt til hans operaer, der i stigende grad bevægede sig over i en mere dramatisk retning.

Drama findes til overflod i Macbeth, som Verdi skabte forholdsvis tidligt i sin karriere, og som er hans første favntag med Shakespeares overdådige sprogunivers. Her er magt ikke noget, man får, men noget man tager. Men magten har sin pris. Det må Macbeth sande, efter han har dræbt kong Duncan og plages af sin egen, mørke samvittighed. Et svaghedstegn, mener hans hustru, lady Macbeth, som er villig til at ødelægge alt og alle omkring sig for at indfri sine ambitioner.

Verdi forener i Macbeth Shakespeares mørke tragedie med sin egen dramatiske og stemningsmættede musik. Ikke mindst i portrættet af Lady Macbeth, som i slutscenen bliver symbol på katastrofens omfang, når hun – på vej ind i vanviddet – desperat prøver at vaske blodet af sine hænder.

I australske Benedict Andrews’ fortolkning fra 2013 er den symbiotiske dynamik mellem ægteparret Macbeth omdrejningspunktet i den rå iscenesættelse, der understreger fortællingens grusomhed. Scenograf Ashley Martin-Davis’ forførende flotte og brutale univers blotlægger karaktererne, mens Victoria Behrs kostumer trækker dem endnu dybere ind i mareridtet.

Jens Søndergaard fra Operaens solistensemble fejrer i år sit 25-års kunstnerjubilæum, og det gør han med sin rolledebut som den samvittighedsplagede Macbeth. Over for ham som Lady Macbeth står sopranen Marigona Qerkezi, der i sidste sæson imponerede som en intens og dramatisk Tosca.

Macbeth synges på italiensk med danske og engelske overtekster. 

Bemærk! I dele af forestillingen benyttes stroboskoplignende lys

Anbefales fra 13 år

Få en audio introduktion til forestillingen

Indtalt af operadramaturg Jørgen Hansen

0:00
0:00

Kunstnerisk hold

Komponist

  • Giuseppe Verdi

Dramatiker

  • William Shakespeare

Iscenesættelse

  • Benedict Andrews

Scenografi

  • Ashley Martin-Davis

Lysdesign

  • Jon Clark

Kostumedesign

  • Victoria Behr

Medvirkende

Lady Macbeth

Marigona Qerkezi

Macduff

Jamez McCorkle
Linnea Nordenback

Lady Macbeths hofdame

Linnea Nordenback
Magnus Løvlie

Malcolm

Magnus Løvlie

En læge

Simon Schelling

En læge

Tae Jeong Hwang
Arash Azarbad

Macbeths tjener, En snigmorder

Arash Azarbad
William Tarrach

Macbeths tjener, En snigmorder

William Tarrach
Albin Ahl

En herold

Albin Ahl
Dong Huy Kim

En herold

Dong Huy Kim

Første åndesyn

Lasse Christian Bach
Rasmus Ruge

Første åndesyn

Rasmus Ruge
Maria Foldager

Gæstesolist

Maria Foldager

Medvirkende

Forestillingsdatoer

Det Kongelige Kapel

Det Kongelige Kapel er verdens ældste orkester – intet andet orkester har en så lang og traditionsrig historie, som går helt tilbage til 1448.

Det Kongelige Kapel

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Operakor er Danmarks største professionelle kor. Det består af 40 sangere ligeligt fordelt på mænd og kvinder.

Læs mere

Bliv klogere på forestillingen

  • Macbeth

    Handlingsreferat

    1. akt

    Mørk nat. En gruppe hekse samles for at holde et råd. De er kommet for at overbringe vigtige budskaber til den skotske hærs øverste generaler Macbeth og Banquo: I et syn har de set en prægtig fremtid for Macbeth som ”Than af Cawdor” og konge af Skotland. Til Banquo har de budskabet om, at hans sønner en gang skal herske over det skotske rige. 

    Da heksene forsvinder igen, står Macbeth og Banquo forundrede tilbage. Forundringen bliver kun større, da der kort efter kommer bud fra kongen: Macbeth er udnævnt til Than af Cawdor. Heksenes første spådom er gået i opfyldelse. 

    Et par dage senere på Macbeths borg modtager lady Macbeth et brev fra sin mand med nyheden om heksenes spådomme og hans adling. Da et bud i det samme melder, at Macbeth og kongen er på vej til borgen, beslutter hun sig for at hjælpe skæbnen lidt på vej. 

    Da Macbeth vender hjem, fortæller hun ham om sin plan: Kong Duncan af Skotland skal dø for Macbeths egen hånd. Macbeth billiger ikke planen, men lader sig overtale, og samme nat myrder han den sovende konge. Han nægter dog at smøre kongens blod ud over de sovende vagter, for at de skal få skylden. Da træder lady Macbeth til og gør det for ham. 

    Kort efter kommer Banquo og adelsmanden Macduff til og opdager mordet. Macbeth og lady Macbeth stemmer med i forfærdelsen over kongens død. 

    2. akt

    Macbeth er blevet udråbt til konge af Skotland. Heksenes spådom er gået i opfyldelse. Den retmæssige arving – den myrdede Kong Duncans søn, Malcolm – er flygtet fra Skotland og beskyldninger om at være sin fars morder. 

    Men for Macbeth er målet endnu ikke sikret: Heksenes spådom om, at Banquos sønner skal herske over Skotland, gør ham urolig, og sammen med sin hustru lægger han en ny plan: Banquo og hans søn Fleance må dø. 

    Macbeth forbereder mordene, mens lady Macbeth håber, at kronen da vil være sikret. Kort efter ankommer Banquo og hans søn Fleance til fest på Macbeths borg. De går lige i de ventende snigmorderes fælde, mens det lykkes Fleance at flygte med livet i behold. 

    Inden for på borgen er festen i fuld gang, og lady Macbeth byder sine gæster velkommen. Kort efter får Macbeth bud om, at mordet har fundet sted. Han ånder lettet op, men da han vil sætte sig til bords, lammes han af et frygteligt syn: Banquos blodige genfærd! Rædselsslagen trygler Macbeth genfærdet om at forsvinde, mens lady Macbeth og gæsterne forfærdede ser til. 

    3. akt

    Macbeth opsøger heksene, ude af sig selv efter mordet på Banquo og usikker på, hvad fremtiden vil bringe. 

    Heksene maner en række åndesyn frem med nye spådomme: Det første byder ham tage sig i agt for Macduff. Det andet forudsiger, at ingen, der er født af en kvinde, kan skade Macbeth. Det tredje forsikrer ham om, at ingen vil besejre ham, før den mægtige Birnamskov vandrer mod hans borg Dunsinan. 

    Beroliget af åndesynene spørger han ind til Banquos efterkommere, og straks står endnu et åndesyn foran ham: Syv konger på rad vandrer forbi med Banquo bagerst. Synet af de mange fremtidskonger af Banquos slægt får Macbeth til at falde forfærdet til jorden. 

    Heksene forsvinder igen, og lady Macbeth kommer til. Sammen planlægger de mordet på Macduff og hele hans familie. 

    4. akt

    På grænsen mellem Skotland og England samler Macduff en hær af flygtninge fra Macbeths tyranni. Han er fuld af vrede og sorg over sin hustru og børn, som Macbeth har ladet myrde. 

    Den flygtede kongesøn Malcolm støder til Macduffs flygtningehær. Han vil nedkæmpe Macbeth og genvinde den skotske trone. De søger dækning blandt Birnamskovens træer, mens de planlægger Macbeths fald. 

    Hjemme på borgen Dunsinan er lady Macbeth blevet indhentet af samvittighedskvaler. Hjemsøgt i drømme af de forfærdelige mord, hun har stået bag, går hun hver nat i søvne, mens hun forsøger at vaske det imaginære blod af sine hænder. 

    I et andet rum sidder også Macbeth vågen i natten. Heller ikke han kan finde ro. Hvert øjeblik venter han sine fjenders ankomst, mens han med bitterhed indser, at han kun vil blive husket med foragt af eftertiden. Hans tjener bringer ham nyheden om, at lady Macbeth har taget sit eget liv, og at Birnamskovens træer er begyndt at bevæge sig tættere på borgen. 

    Macbeth går mod Malcolms ventende hær, der har kamufleret sin fremrykning med grene fra skovens træer. Macduff og Macbeth mødes i en kamp til døden, og Macbeth håner Macduff med, at ingen mand født af kvinde kan skade ham. 

    Da fortæller Macduff, at han blev skåret ud af sin mors liv og altså ikke født på almindelig vis. Med disse ord slår han Macbeth ihjel, og Malcolm udråbes som Skotlands konge.

Hør musikken

Gratis introduktion før forestillingen

Før hver operapremiere og -repremiere er der mulighed for at få en gratis 30 minutters introduktion til forestillingen 60 minutter inden start. På øvrige forestillinger er der 10 minutters introduktion 30 minutter før forestillingens start. Introduktionerne foregår på første balkon i venstre side.

Planlæg dit besøg i Operaen

En uforglemmelig oplevelse i Operaen starter med en behagelig ankomst. Her får du et overblik over alt det praktiske, så du nemt og hurtigt kan planlægge dit besøg. Vi glæder os til at byde dig velkommen i Operaen.

  • FIND VEJ

    Sådan kommer du til Operaen

    Til fods eller på cykel

    Fra Christianshavns Torv er der knap to km til Operaen via Prinsessegade. Fra Kongens Nytorv kan du gå eller cykle langs Nyhavn og over Inderhavnsbroen. Du skal blot dreje til venstre for enden af broen og fortsætte ligeud mod Operaen. Der er cykelstativer ved Operaparken og langs siden på Operaen.

    Med bus og metro

    Bus 2A kører bl.a. fra København H og Christianshavn Station mod Refshaleøen og Operaen. Stå af ved stoppestedet “Galionsvej”, så er du kun cirka fem minutters gang fra Operaen.

    Du kan også tage metro M3 eller M4 til Kongens Nytorv Station eller Christianshavn Station og gå til Operaen via Inderhavnsbroen eller langs Overgaden Oven Vandet mod Arsenaløen. Find mere information på Din offentlige transport, eller planlæg din rejse med Rejseplanen.

    Efter alle forestillinger på Store Scene er der særkørsel med bus fra Operaen til Christianshavns Torv og København H. Busserne holder ved Pumpehuset lige til højre for hovedindgangen og kører, når de er fyldt. Rejsetiden afhænger af trafikken.

    Kom sejlende i Operaen

    Havnebusserne sejler mellem Ndr. Toldbod og Teglholmen, og de lægger bl.a. til kaj ved Operaen og ved udmundingen af Nyhavn, der ligger i gåafstand til både Gamle Scene og Skuespilhuset. Særligt i sommerperioden skal du dog være opmærksom på, at der er mange mennesker med havnebusserne, og da der kun er plads til 80 passagerer ombord, kan du risikere at skulle vente en afgang eller to for at komme med.

    Når der på hverdage er forestillinger efter klokken 19 på Store Scene i Operaen, sejler linje 993 i pendulfart mellem Nyhavn og Operaen ca. en time op til forestillingsstart. Og når forestillingen er slut, sejler havnebussen igen frem og tilbage mellem Operaen og Nyhavn, så længe der er gæster, der vil sejle med.

    Havnebusserne har forskellige sejlplaner for vinter og sommer, ligesom der kan være driftsmæssige forstyrrelser. Derfor anbefaler vi altid, at du tjekker Din offentlige transport eller Rejseplanen, inden du sejler i teatret.

    Sæt gæster af i bil

    Det er nemt at sætte passagerer af ved Operaen. Du skal blot dreje ned ad Fabriksmestervej og forsætte over broen til den lille ø ved siden af Operaen. Herfra er der kun cirka 100 meter over broen ved den nedlagte pumpestation til Operaens hovedindgang.

    Med taxa

    I forbindelse med alle forestillinger på Operaens Store Scene giver vi besked til taxaselskaberne om antallet af gæster, så taxaer holder klar, når forestillingen er slut.

    Åbn i Google Maps
  • FIND VEJ

    Her kan du parkere ved Operaen

    Parkering under Operaparken

    Du kan parkere i parkeringshuset under Operaparken mod betaling (45 kr./time). Betaling sker automatisk via parkeringsapps som EasyPark eller Parkman – husk at aktivere kameraparkering, inden du kører ned. Har du ikke en app, kan du betale ved standere i anlægget eller på Operaparkens hjemmeside senest 48 timer efter parkering.

    Vi gør opmærksom på, at Operaparkens parkering administreres af SikkerParkering. Spørgsmål kan rettes til deres kundeservice på telefon 77 43 19 19.

    Forudbestil parkering til reduceret pris

    Har du billet til en forestilling på Store Scene, kan du forhåndsreservere parkering indtil dagen før. For 150 kr. kan du parkere to timer før og én time efter forestillingen. Forudbestilling er mulig fra syv dage før og indtil midnat dagen før forestillingen.

    Bemærk! Der kan ikke forudbestilles til forestillinger på andre scener.

    Følg dette link for at forudbestille din parkering

    Handicapparkering

    Der er handicappladser i parkeringshuset under Operaparken på plan -1 og -2 (45 kr./time). Du finder dem ved at følge de blå lamper. Maks. køretøjshøjde i Operaparken er 2,10 m. For højere biler findes to handicappladser på Nordøen, som betales med EasyPark eller PARKPARK.

  • BILLET

    Sådan vælger du din bedste plads

    Alle vores tre huse har deres egne særheder. Alligevel er der nogle generelle ting, der gør sig gældende i både Operaen, Skuespilhuset og på Gamle Scene. Dem kan du læse om her.

    Ønsker du at have det store overblik, anbefaler vi, at du vælger pladser på en af balkonerne. Dette foretrækker mange til særligt ballet- og operaforestillinger.

    Vil du være helt tæt på kunstnerne på scenen, så du rigtig kan fornemme mimikken og se sveddråberne på panden, bør du vælge pladser på gulvniveau, der i teatersprog kaldes ”parket”.

    Da ballet ofte arbejder med symmetri, kan du med fordel vælge pladser midt for i salen.

    Vælger du pladser langt ude i siderne på balkonerne, kommer du helt tæt på scenen og får et godt udsyn til orkestergraven. Dog kan du her på nogle produktioner opleve at sidde så skråt for scenen, at noget af udsynet til scenografien forsvinder.

    Hvis du ønsker den allerbedste lydoplevelse i Operaen, anbefaler vi, at du vælger pladser på 2. eller 3. balkon.

    Har du lange ben, eller har du behov for nemt at kunne komme ud, er det bedst at vælge yderpladser mod en gang.

    Er du dårligt gående, anbefaler vi, at du vælger yderpladser og pladser uden for mange trappetrin – kontakt kundeservice for specifik vedledning for hvert enkelt hus.

    Vores tre huse adskiller sig fra hinanden. Hvis du har konkrete spørgsmål eller ønsker mere specifik vejledning til pladsvalg, kan du kontakte vores kundeservice på 33 69 69 69.

  • GODT AT VIDE

    Få styr på alle detaljer før dit besøg

    Dit besøg har vi samlet det praktiske, så du er godt klædt på til en tur i teatret. Her finder du alt, der er godt at vide om din ankomst, dine billetter og rabatter, mulighederne for at udvide oplevelsen med mad og drikke samt information om faciliteter, garderober, barer og meget mere. 

    Skal du i Det Kongelige Teater for allerførste gang? Eller har du behov for særlige hensyn? Så finder du også guides og viden, der hjælper dig trygt gennem hele oplevelsen under Dit besøg

  • TILGÆNGELIGHED

    Sådan tager vi særlige hensyn på Store Scene

    Adgangsforhold

    Der er niveaufri adgang til salen fra alle indgange. Du skal dog være opmærksom på, at der er trapper på balkonerne. Er du ikke tryg ved trapper, så kontakt kundeservice på telefon 77 43 19 19. Så guider vi dig til køb af en plads fri for trapper.

    Elevator

    Der er elevatorer i begge sider af foyeren, som kører til alle etager.

    Kørestolspladser

    På Operaens Store Scene har vi til alle forestillinger reserveret fire faste kørestolspladser, som kan bestilles senest en uge før forestillingen gennem Det Kongelige Teaters kundeservice på telefon 33 69 69 69. Kørestolspladserne er placeret på 1. balkon i logerne 1 og 2.

    Efter behov kan der etableres yderligere 14-18 kørestolspladser. Disse konvertible pladser bliver solgt efter først til mølle-princippet. Det vil sige, at de både kan sælges til kørestolsbrugere og øvrige gæster, og de bør derfor reserveres i god tid.

    Toiletforhold

    Der er handicaptoiletter på alle balkoner og i underetagen, hvortil der er adgang via elevator.

    Hørehæmmede

    Der er installeret teleslynge på Operaens Store Scene.

    Servicehund

    Du er meget velkommen til at medbringe din servicehund i Operaen, så længe den er uddannet eller under træning som servicehund og bærer “hund på arbejde”-vest eller lignende. Medbringer du servicehund, beder vi dig ligeledes booke billetten hos kundeservice på telefon 33 69 69 69 i god tid, så vi kan give dig den bedste vejledning og placere dig og din hund optimalt i salen.

    Savner du mere information om særlige hensyn i vores tre huse? Så besøg informationssiden lige her, hvor du finder svar på stort og småt.