Spring til hovedindhold
Opera

Idomeneo

Af Wolfgang Amadeus Mozart

Robert Carsens anmelderroste og aktuelle iscenesættelse af Mozarts Idomeneo kan atter opleves i Operaen.

Ung i Operaen

Forestillingen 2. juni er en del af vores Ung i Operaen-program og er kun åben for personer på 30 år eller under. Priserne er reducerede, men du skal kunne bekræfte din alder ved indgangen.

Idomeneo var Mozarts første store opera, skrevet af et 25-årigt geni som en festopera til kurfyrstens nye teater i München i 1781. Mozarts idérigdom var uendelig, og den vidunderlige musik stiller store krav til både solister og det store operakor.

Fortællingen bygger på den græske myte om kong Idomeneo, der i årevis har deltaget i den trojanske krig. På hjemturen, i voldsomt stormvejr på det frådende hav, lover Idomeneo, at han vil ofre det første menneske, han møder på land, hvis havguden Neptun skåner hans liv. Frelsen har sin pris – den første, Idomeneo møder, er hans egen søn.

Mesterinstruktøren Robert Carsen sætter i sin anmelderroste iscenesættelse af Idomeneo fokus på, hvad det gør ved et menneske at miste både hjemland og familie på grund af krig. Sammen med et internationalt kunstnerisk stjernehold præsenterer han i et stramt scenografisk univers en aktuel pragtopsætning med storslåede scenebilleder mellem himmel og hav.

Mozarteksperten Julia Jones dirigerer Mozarts dramatiske mesterværk med Niels Jørgen Riis i titelpartiet som Idomeneo. Sine Bundgaard kan igen opleves som Elektra, en præstation der sikrede hende Reumert-prisen som Årets Sanger i 2020, og Gloria Tronel og Gert Henning Jensen er Ilia og Idamante.  

Idomeneo synges på italiensk med danske og engelske overtekster.

I samarbejde med Teatro Real Madrid, Teatro dell’Opera di Roma, Canadian Opera Company

Anbefales fra 12 år

… et af de største, de smukkeste og især de mest konsekvente kunstværker i Det Kongelige Teaters historie.

...ingen operainteresseret bør forsømme lejligheden til at opleve et af musikhistoriens mest righoldige værker - intet mindre er der tale om

Overbevisende og aktuel (…) Fik fortjent stående ovationer og får fem store stjerner...

Idomeneo tager operaen med storm.

Robert Carsens iscenesættelse af Mozarts Idomeneo på Operaen er storslået i enhver henseende.

Sine Bundgaard synger Elektra med et overdådigt vokalt overskud – og en dramatisk slagkraft, der på det nærmeste fik en til at rykke skræmt tilbage i stolen.

Det er helt igennem en vellykket genopsætning ...

Instruktørassistent Johan Klint Sandberg fortæller om arbejdet med Idomeneo.

Hør musikken

Få en audiointroduktion til forestillingen

 

 

Indtalt af Henrik Goldschmidt, Kgl. Kapelmusikus nr. 945

 

 

 

 

Kunstnerisk hold

Komponist

  • Wolfgang Amadeus Mozart

Dirigent

Iscenesættelse

  • Robert Carsen

Scenografi

  • Luis F. Carvalho
  • Robert Carsen

Kostumedesign

  • Luis F. Carvalho

Lysdesign

  • Peter van Praet
  • Robert Carsen

Lysdesign ved genopsætning

  • Glen D'haenens

Videodesign

  • Will Duke

Koreografi

  • Marco Berriel

Medvirkende

Dirigent

Julia Jones
Gloria Tronel

Ilia

Gloria Tronel

Elektra

Sine Bundgaard
William Ottow

En ypperstepræst

William Ottow
Sungwon Park

En ypperstepræst

Sungwon Park
Antti Mähönen

Oraklets stemme

Antti Mähönen

Oraklets stemme

Kyungil Ko

Første kvinde

Cille Ebling

Første kvinde

Mette Grosbøl
Lucie Szabová

Anden kvinde

Lucie Szabová

Anden kvinde

Helle Fabricius Grarup
Carl Rahmqvist

Første mand

Carl Rahmqvist
Liam Macnally

Første mand

Liam Macnally

Anden mand

Simon Schelling
Tae Jeong Hwang

Anden mand

Tae Jeong Hwang

Medvirkende

Forestillingsdatoer

Det Kongelige Kapel

Det Kongelige Kapel er verdens ældste orkester – intet andet orkester har en så lang og traditionsrig historie, som går helt tilbage til 1448.

Det Kongelige Kapel

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Operakor er Danmarks største professionelle kor. Det består af 40 sangere ligeligt fordelt på mænd og kvinder.

Læs mere

Bliv klogere på forestillingen

  • handlingsreferat

    Handlingen i Idomeneo

    Baggrund

    Efter ti lange år i Den Trojanske Krig vender Idomeneo omsider sejrrig hjem. Nogle af hans styrker er allerede vendt tilbage og har bragt fanger med. Blandt fangerne er Ilia, datter af den afdøde trojanske kong Priamos.

    Da Agamemnon, en anden sejrrig græsk konge, vendte tilbage fra krigen, blev han myrdet af sin kone Klytaimnestra og hendes elsker Aegisthos. Elektras bror Orestes hævnede sin fars død ved at dræbe både sin mor og hendes elsker. Elektra, forældreløs som Ilia, har også søgt tilflugt på Kreta. Hun er forelsket i Idomeneos søn Idamante, der har regeret på Kreta i sin fars fravær.

    1. akt

    Ilia sørger over sin far Priamos og hendes brødre, alle dræbt under Den Trojanske Krig. Efter at være bragt til Kreta sammen med andre trojanske krigsfanger er Ilia splittet mellem sin hemmelige kærlighed til fjendens kongesøn Idamante og sin loyalitet over for sit folk.

    Idamante fortæller hende, at han elsker hende. Han har besluttet, at de sejrrige grækere skal søge fred og benåde fjenden, og derfor frigiver han de trojanske fanger.

    I dette øjeblik bringer Arbace, kongens rådgiver, nyheder om, at Idomeneos flåde er forlist i en storm, og at Idomeneo er druknet. Elektra, der er rasende over Idamantes beslutning om at frigive de trojanske fanger, indser, at hvis Idomeneo er død, vil hun være ude af stand til at forhindre Idamante i at gifte sig med Ilia.

    Stormen lægger sig. Idomeneo og hans soldater blev skånet. Idomeneo føler skyld over det løfte, han gav havguden (i græsk mytologi Poseidon, i operaen Neptun) om at ofre den første person, han mødte på stranden, hvis hans eget liv blev sparet under stormen.

    Idomeneo ser en ukendt mand nærme sig. Det er hans egen søn, Idamante, der leder efter sin formodede døde fars krop på kysten. Far og søn har ikke set hinanden i mere end ti år, så de genkender ikke hinanden til at begynde med. Da Idomeneo indser, hvem hans offer er bestemt til at være, skynder han sig bort og efterlader Idamante fortvivlet over tabet af sin nyligt fundne far.

    Idomeneos tropper takker for deres sejr og deres mirakuløse overlevelse efter forliset.

    2. akt

    Idomeneo betror sig til Arbace og beder ham hjælpe med at redde Idamante. De er enige om, at Idamante skal forlade Kreta, og at han som påskud til afgangen skal ledsage Elektra tilbage til Argos.

    Ilia fortæller Idomeneo, at selv om hun har mistet alt, føler hun, at Kreta er hendes hjem nu, og at Idomeneo er som en far for hende. Idomeneo er nu klar over, at Ilia er forelsket i Idamante, og at de alle tre vil være ofre for hans uigennemtænkte løfte.

    Elektra er glad for, at Idamante skal ledsage hende hjem. Når de kommer væk fra Ilia, er hun sikker på, at han vil elske hende igen.

    Men idet hun og Idamante skal rejse, bryder en voldsom storm ud. Befolkningen på Kreta er bange og kræver at vide, hvilket offer der skal til for at berolige Poseidon. Uden at folket hører det, taler Idomeneo til guden. Han nægter at ofre et uskyldigt menneske og insisterer på, at han alene skal straffes.

    Der viser sig et enormt havuhyre, og folk flygter fra det.

    3. akt

    Ilia ønsker, at hun havde afsløret sin kærlighed til Idamante for ham, før han rejste, da han pludselig dukker op. Han fortæller Ilia, at han har besluttet at slå uhyret ihjel og dø, fordi han ikke kan leve uden hende.

    Ilia beder ham om at leve, og de erklærer deres kærlighed til hinanden. Idomeneo og Elektra finder dem sammen, og Idomeneo beordrer sin søn til straks at forlade Kreta. Idamante accepterer at rejse alene.

    Arbace fortæller Idomeneo, at folket kræver, at han redder dem fra monstret. Han beklager ødelæggelsen af Kreta. Ypperstepræsten viser Idomeneo ødelæggelsen forårsaget af uhyret og kræver, at kongen holder sit løfte og udpeger den, der skal ofres. Da Idomeneo afslører, at offeret er hans egen søn Idamante, bliver folket dybt berørt.

    Idomeneo og præsterne forbereder sig til ofringen. Idamante bliver ført ind. Han forstår nu, at hans far hele tiden har forsøgt at beskytte ham. Idamante insisterer på, at ofringen skal fortsætte, da Ilia bryder ind og erklærer, at fordi hun er Grækenlands fjende, må hun dø i hans sted.

    Neptuns stemme høres og forkynder, at kærligheden har vundet: Idomeneo skal overgive tronen til Idamante og Ilia, og guderne bliver tilfredse.

    Elektra kastes igen ud i fortvivlelse over udsigten til at miste Idamante til Ilia. Idomeneo abdicerer og meddeler fred. Han bereder sit folk på at acceptere Idamante som deres nye konge og følge en ny vej fremad.

    Robert Carsen

Rundvisning i Operaen

Oplev Operaens imponerende foyer, der med sit overvældende lysindfald, Olafur Eliassons verdenskendte lysskulpturer og unikke udsigt over Københavns Havn og Frederiksstaden omfavner den blanke ahornskal omkring Store Scene. Se Per Kirkebys og Per Arnoldis udsmykninger og hør den usædvanlige historie om bygningens tilblivelse.

KØB BILLET

Planlæg dit besøg i Operaen

En uforglemmelig oplevelse i Operaen starter med en behagelig ankomst. Her får du et overblik over alt det praktiske, så du nemt og hurtigt kan planlægge dit besøg. Vi glæder os til at byde dig velkommen i Operaen.

  • FIND VEJ

    Sådan kommer du til Operaen

    Til fods eller på cykel

    Fra Christianshavns Torv er der knap to km til Operaen via Prinsessegade. Fra Kongens Nytorv kan du gå eller cykle langs Nyhavn og over Inderhavnsbroen. Du skal blot dreje til venstre for enden af broen og fortsætte ligeud mod Operaen. Der er cykelstativer ved Operaparken og langs siden på Operaen.

    Med bus og metro

    Bus 2A kører bl.a. fra København H og Christianshavn Station mod Refshaleøen og Operaen. Stå af ved stoppestedet “Galionsvej”, så er du kun cirka fem minutters gang fra Operaen.

    Du kan også tage metro M3 eller M4 til Kongens Nytorv Station eller Christianshavn Station og gå til Operaen via Inderhavnsbroen eller langs Overgaden Oven Vandet mod Arsenaløen. Find mere information på Din offentlige transport, eller planlæg din rejse med Rejseplanen.

    Efter alle forestillinger på Store Scene er der særkørsel med bus fra Operaen til Christianshavns Torv og København H. Busserne holder ved Pumpehuset lige til højre for hovedindgangen og kører, når de er fyldt. Rejsetiden afhænger af trafikken.

    Kom sejlende i Operaen

    Havnebusserne sejler mellem Ndr. Toldbod og Teglholmen, og de lægger bl.a. til kaj ved Operaen og ved udmundingen af Nyhavn, der ligger i gåafstand til både Gamle Scene og Skuespilhuset. Særligt i sommerperioden skal du dog være opmærksom på, at der er mange mennesker med havnebusserne, og da der kun er plads til 80 passagerer ombord, kan du risikere at skulle vente en afgang eller to for at komme med.

    Når der på hverdage er forestillinger efter klokken 19 på Store Scene i Operaen, sejler linje 993 i pendulfart mellem Nyhavn og Operaen ca. en time op til forestillingsstart. Og når forestillingen er slut, sejler havnebussen igen frem og tilbage mellem Operaen og Nyhavn, så længe der er gæster, der vil sejle med.

    Havnebusserne har forskellige sejlplaner for vinter og sommer, ligesom der kan være driftsmæssige forstyrrelser. Derfor anbefaler vi altid, at du tjekker Din offentlige transport eller Rejseplanen, inden du sejler i teatret.

    Sæt gæster af i bil

    Det er nemt at sætte passagerer af ved Operaen. Du skal blot dreje ned ad Fabriksmestervej og forsætte over broen til den lille ø ved siden af Operaen. Herfra er der kun cirka 100 meter over broen ved den nedlagte pumpestation til Operaens hovedindgang.

    Med taxa

    I forbindelse med alle forestillinger på Operaens Store Scene giver vi besked til taxaselskaberne om antallet af gæster, så taxaer holder klar, når forestillingen er slut.

    Åbn i Google Maps
  • FIND VEJ

    Her kan du parkere ved Operaen

    Parkering under Operaparken

    Du kan parkere i parkeringshuset under Operaparken mod betaling (45 kr./time). Betaling sker automatisk via parkeringsapps som EasyPark eller Parkman – husk at aktivere kameraparkering, inden du kører ned. Har du ikke en app, kan du betale ved standere i anlægget eller på Operaparkens hjemmeside senest 48 timer efter parkering.

    Vi gør opmærksom på, at Operaparkens parkering administreres af SikkerParkering. Spørgsmål kan rettes til deres kundeservice på telefon 77 43 19 19.

    Forudbestil parkering til reduceret pris

    Har du billet til en forestilling på Store Scene, kan du forhåndsreservere parkering indtil dagen før. For 150 kr. kan du parkere to timer før og én time efter forestillingen. Forudbestilling er mulig fra syv dage før og indtil midnat dagen før forestillingen.

    Følg dette link for at forudbestille din parkering

    Handicapparkering

    Der er handicappladser i parkeringshuset under Operaparken på plan -1 og -2 (45 kr./time). Du finder dem ved at følge de blå lamper. Maks. køretøjshøjde i Operaparken er 2,10 m. For højere biler findes to handicappladser på Nordøen, som betales med EasyPark eller PARKPARK.

  • BILLET

    Sådan vælger du din bedste plads

    Alle vores tre huse har deres egne særheder. Alligevel er der nogle generelle ting, der gør sig gældende i både Operaen, Skuespilhuset og på Gamle Scene. Dem kan du læse om her.

    Ønsker du at have det store overblik, anbefaler vi, at du vælger pladser på en af balkonerne. Dette foretrækker mange til særligt ballet- og operaforestillinger.

    Vil du være helt tæt på kunstnerne på scenen, så du rigtig kan fornemme mimikken og se sveddråberne på panden, bør du vælge pladser på gulvniveau, der i teatersprog kaldes ”parket”.

    Da ballet ofte arbejder med symmetri, kan du med fordel vælge pladser midt for i salen.

    Vælger du pladser langt ude i siderne på balkonerne, kommer du helt tæt på scenen og får et godt udsyn til orkestergraven. Dog kan du her på nogle produktioner opleve at sidde så skråt for scenen, at noget af udsynet til scenografien forsvinder.

    Hvis du ønsker den allerbedste lydoplevelse i Operaen, anbefaler vi, at du vælger pladser på 2. eller 3. balkon.

    Har du lange ben, eller har du behov for nemt at kunne komme ud, er det bedst at vælge yderpladser mod en gang.

    Er du dårligt gående, anbefaler vi, at du vælger yderpladser og pladser uden for mange trappetrin – kontakt kundeservice for specifik vedledning for hvert enkelt hus.

    Vores tre huse adskiller sig fra hinanden. Hvis du har konkrete spørgsmål eller ønsker mere specifik vejledning til pladsvalg, kan du kontakte vores kundeservice på 33 69 69 69.

  • GODT AT VIDE

    Få styr på alle detaljer før dit besøg

    Dit besøg har vi samlet det praktiske, så du er godt klædt på til en tur i teatret. Her finder du alt, der er godt at vide om din ankomst, dine billetter og rabatter, mulighederne for at udvide oplevelsen med mad og drikke samt information om faciliteter, garderober, barer og meget mere. 

    Skal du i Det Kongelige Teater for allerførste gang? Eller har du behov for særlige hensyn? Så finder du også guides og viden, der hjælper dig trygt gennem hele oplevelsen under Dit besøg

  • TILGÆNGELIGHED

    Sådan tager vi særlige hensyn på Store Scene

    Adgangsforhold

    Der er niveaufri adgang til salen fra alle indgange. Du skal dog være opmærksom på, at der er trapper på balkonerne. Er du ikke tryg ved trapper, så kontakt kundeservice på telefon 77 43 19 19. Så guider vi dig til køb af en plads fri for trapper.

    Elevator

    Der er elevatorer i begge sider af foyeren, som kører til alle etager.

    Kørestolspladser

    På Operaens Store Scene har vi til alle forestillinger reserveret fire faste kørestolspladser, som kan bestilles senest en uge før forestillingen gennem Det Kongelige Teaters kundeservice på telefon 33 69 69 69. Kørestolspladserne er placeret på 1. balkon i logerne 1 og 2.

    Efter behov kan der etableres yderligere 14-18 kørestolspladser. Disse konvertible pladser bliver solgt efter først til mølle-princippet. Det vil sige, at de både kan sælges til kørestolsbrugere og øvrige gæster, og de bør derfor reserveres i god tid.

    Toiletforhold

    Der er handicaptoiletter på alle balkoner og i underetagen, hvortil der er adgang via elevator.

    Hørehæmmede

    Der er installeret teleslynge på Operaens Store Scene.

    Servicehund

    Du er meget velkommen til at medbringe din servicehund i Operaen, så længe den er uddannet eller under træning som servicehund og bærer “hund på arbejde”-vest eller lignende. Medbringer du servicehund, beder vi dig ligeledes booke billetten hos kundeservice på telefon 33 69 69 69 i god tid, så vi kan give dig den bedste vejledning og placere dig og din hund optimalt i salen.

    Savner du mere information om særlige hensyn i vores tre huse? Så besøg informationssiden lige her, hvor du finder svar på stort og småt.