Spring til hovedindhold

Emma Oemann

Emma Oemann

Opvokset i Aarhus, senere bosiddende i Odense.

Som 8-årig kom jeg hjem fra skole og fortalte min mor, at jeg havde lært, der var noget, der hed musikkonservatoriet – og der skulle jeg studere, når jeg blev gammel nok. Dengang troede jeg, at jeg skulle være pianist, men senere sneg sangen (og specielt det at synge sammen) sig ind under huden på mig. Forskellige sprog og måder at bruge ord, mimik og krop på vækkede en gnist i mig, og for hvert år, der går, brænder jeg mere og mere for operaens verden.

Uddannelse

I 2016 færdiggjorde jeg min anden kandidatgrad som klassisk sanger fra Royal Conservatoire of Scotland, Glasgow, der ligger på tredjepladsen over bedste konservatorier i verden. Før det studerede jeg fem år på musikkonservatoriet i Odense, bl.a. på den unikke musiker/performerlinje, som havde fokus på nyskabende måder at være udøvende musiker. Den Fynske Opera har spillet en stor rolle i min uddannelse som ung sanger, da jeg tidligt har fået en masse sceneerfaring derfra, bl.a. som hovedrollen i Ravels L'enfant et les Sortilèges.

Hvorfor opera?

For mig er opera både grænsesøgende og grænsesættende. En opsætning kan være provokerende, men vi kan også bruge opera til at afgrænse de helt store følelser og oplevelser, vi har i det virkelige liv, til en samlet pakke præsenteret på nogle få timer. Så kan vi måske gå hjem og føle os berørte, afklarede, underholdt eller noget helt fjerde. Samtidig kan de mange sprog og forskellige tonesprog, vi møder i operaen, tage os med på en rejse, ligesom musik fra vores eget hjemland kan skabe en helt speciel nationalitetsfølelse i os. Det, synes jeg, er utroligt spændende at arbejde med.

Musik og mennesker

At arbejde med musik er at arbejde med mennesker. Som operasanger må man kende sig selv godt, og man arbejder konstant i relation til andre, både musikalsk set og skuespilmæssigt. Samtidig er enhver optræden/performance en slags kommunikation mellem de udøvende og publikum. Selvfølgelig er det ofte en envejskommunikation, men jeg oplever gang på gang, hvordan publikums størrelse, reaktioner og generelle udstråling påvirker energien på scenen og skaber en synergieffekt. Derfor er jeg lykkelig over chancen for at stå på scenen i Den Kongelige Opera allerede nu i mine 20'ere, og jeg glæder mig til mange års opera fremover.