Cæcilie Norby
På Det Kongelige Teaters Gamle Scene - 30 år med Blue Note
For første gang kan publikum opleve Cæcilie Norby på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, når hun den 18. oktober 2026 giver koncert i anledning af 30-året for sine udgivelser på det anerkendte jazzlabel Blue Note Records.
Udgivelserne på Blue Note markerede ikke blot starten på hendes solokarriere, men udgør også et centralt kapitel i hendes internationale virke. Som den første skandinaviske vokalist blev hun signet af Bruce Lundvall, der faldt for hendes evne til at forene jazzens frihed med poppens melodiske varme i et tidligt crossover-udtryk. Et udtryk, som siden blev en del af Blue Notes succes med kunstnere som Norah Jones og Cassandra Wilson.
De fire albums – Cæcilie Norby (1995), My Corner of the Sky (1996), Queen of Bad Excuses (2000) og First Conversation (2002) – modtog alle stærke anmeldelser både i Danmark og internationalt. I årene efter turnerede Norby intensivt i Europa, USA og Japan.
Når Cæcilie Norby denne aften indtager Gamle Scene, er det på velkendt grund. Som barn opholdt hun sig bag kulisserne, da hendes mor, operasangeren Solveig Lumholt, ofte sang hovedroller som Mimi i La Bohème og titelpartiet i Madame Butterfly.
“Jeg fik dengang at vide, at jeg ikke måtte sige en lyd – nu er jeg kommet for at give denne magiske scene min lyd,” fortæller Norby.
Koncerten præsenterer numre fra hendes Blue Note-repertoire – en hyldest til hendes egen kunstneriske rejse. Fra de inderlige ballader til de groove-baserede numre, vil Cæcilie Norby dele sin varme og alsidighed, hvor det vil stå klart hvorfor hun er en af Danmarks mest elskede og markante vokalister.
Med sig har hun et all-star band bestående af nogle af landets ypperste musikere.
Koncerten præsenteres af: Live Nation