Spring til hovedindhold

Den Kongelige Ballet x Lyngby Boldklub

Lyngby Boldklubs U19 herrehold går i træningssalen med Den Kongelige Ballet.

Den Kongelige Ballet og Lyngby Boldklub indgår et samarbejde i foråret 2026 - både for at lære af hinanden, og for at undersøge de mange ligheder, der er mellem scenekunst og sport.

Samarbejdet er et forløb over fem dage, som foregår i både Det Kongelige Teaters huse og i Lyngby Boldklubs rammer. Spillere og dansere mødes i prøvesale og til workshops, og undervejs vil der være offentlige arrangementer i form af konceptet ’Ballet og Bold’ d. 28. marts på Gamle Scene og en talk om talentudvikling i Operaens foyer d. 29. april mellem Balletchef Amy Watson, førsteholdets cheftræner Andreas Bjelland og U19 cheftræner Bo Storm.

Kunstens og sportens ligheder

Udefra set kan scenekunst og fodbold virke som to uforlignelige størrelser, men det er vores overbevisning, at der er flere ligheder end forskelle mellem sport og kunst. Begge har værdibaserede fællesskaber og knytter an til identitet. De indeholder glæde, passion og forløsning, og har iboende muligheder for eskapisme: når man ser eller udøver enten sport eller kunst, er man kun til stede i nuet. Bevægelserne - det perfekte mål, de perfekte piruetter og det perfekte samspil - peger ind i æstetiske oplevelser, som ikke lader sig forklare, og som løfter tilværelsen til noget større end bare væren. Og kigger man specifikt på fodbold og ballet, er man i begge tilfælde en del af et hold, hvor individuel præstation aldrig er større end den fælles indsats.

Deltagerne i forløbet får bl.a.:

  • En dybere forståelse af Det Kongelige Teater som institution og af balletten som eliteudøvende instans.

  • Indsigt i hvorfor/hvordan virkemidler fra scenekunsten kan overføres til fodboldbanen.

  • Konkrete værktøjer til, hvordan spillerne kan arbejde med stemme, kropssprog, præstationsoptimering og nervøsitet med baggrund i virkemidler fra kunstens verden, som de kan tage med på banen og i deres liv i øvrigt.

  • Sparring omkring feedbackkulturen og den detaljerede én til én coaching i begge verdner.

 

Andre oplevelser

Ballet og Bold - om ledelse og talentudvikling i fodbold og ballet

Køb billet