Spring til hovedindhold

Maria Kochetkova

Maria Kochetkova

Maria Kochetkova blev født i Moskva i 1984 og er uddannet fra Balletakademiet ved Bolshoi Balletten. Efter endt uddannelse og efter at have vundet balletkonkurrencen Prix de Lausanne i 2002 blev hun aspirant ved Royal Ballet i London. Fra 2007-2018 var hun solodanser ved San Francisco Ballet og solodanser ved American Ballet Theatre i New York fra 2015-2017.

 Hun har gennem sin karriere også gæstedanset ved bl.a. Teatro alla Scala di Milano, Teatro Colon i Buenos Aires, Tokyo Ballet, Ballet Nacional de Cuba, Semperoper i Dresden, Staatsballett Berlin, Den Norske Nationalballet, Hong Kong Ballet og er for nuværende fast gæst ved Nationalballetten i Georgien m.fl.

 Udover at have danset hele det klassiske repertoire har hun vist sin tekniske alsidighed gennem tætte samarbejder med koreografer som Ella Rothschild, Marcos Morau, Drew Jacoby, Lilliana Barros, William Forsythe, Sebastian Kloborg og David Dawson. Hun har derved manifesteret sig som en kunstner, der insisterer på at afsøge ballettens og dansens betydning og rolle ud i fremtiden og på den baggrund blev hun i 2019 inviteret til at kuratere programmet Catch her if you can til The Joyce Theatre I New York.

 I Danmark har hun i de seneste år medvirket i både Kammerballetten og Copenhagen Summer Dance og marts i år gæstede hun Glyptoteket sammen med dansekompagniet La Veronal.