Spring til hovedindhold

Astrid Mikaelyan

Astrid Mikaelyan

Født 1992. Armensk / Svensk.

Uddannet med en Master of Performance & Pedagogy og en Bachelor of Music fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, under prof. Serguei Azizian og prof. Tim Frederiksen.
Hun har siden sin debut i 2018 markeret sig som en særdeles alsidig violinist med et virke, der spænder fra de store symfoniorkestre til moderne rytmisk musik og prisvindende kammermusik.

I 2019-23 var Astrid violinist i Det Kongelige Kapel på Det Kongelige Teater.


Som orkestermusiker har Astrid en omfattende karriere bag sig med engagementer i førende orkestre, herunder alle landets orkestre og senest Malmø Opera.

Astrid er en aktiv kammermusiker og er den ene halvdel af den prisbelønnede Duo Mischa. Duoen vandt i 2016 første prisen ved den prestigefyldte internationale konkurrence PIF Castelfidardo i Italien og har optrådt ved begivenheder som kulturmødet, Aalborg Kammermusikfestival og Prins Henriks Litteraturpris for H.M. Dronning Margrethe II.

Inden for den rytmiske genre og crossover-scenen har Astrid spillet en del musicals som American idiot, Ghost, Chicago, Sweeney Todd og arbejdet med en lang række prominente artister. Hun har medvirket i studiosessioner og livekoncerter med navne som Lukas Graham, Burhan G , Suspekt, Rune Rask, Gulddreng, og Andreas Odbjerg. Hendes festivaloptrædener tæller blandt andet Roskilde Festival, Copenhell og Smukfest.

Derudover har Astrid fungeret som koncertmester for blandt andet Operettekompagniet Polyhymnia, samt som solist ved flere lejligheder, herunder med Gävle Symfoniorkester.