Spring til hovedindhold
Koncert

Claus Hempler

Claus Hempler åbner dørene til et nyt kapitel, når han indtager Gamle Scene i Det Kongelige Teater 10. maj 2026 med sit kommende album som omdrejningspunkt. 

En aften hvor hans karakteristiske stemme, de nye sange fra studiet på Frederiksberg og udvalgte øjeblikke fra et langt virke flettes til én koncertoplevelse med både nerve, elegance og den særlige ro, han er kendt for.

Hempler har i mere end tre årtier været en særskilt figur på den danske musikscene. Han markerer sig allerede fra tiden med Fielfraz og fortsætter som soloartist med en række stærkt personlige udgivelser. Albummet Kuffert Fuld Af Mursten fra 2019 bliver et afgørende gennembrud og sender sange som Jeg Drømmer Om En Sang, Op og Navnet Er Hempler i fast rotation på både radio og streaming.

Samtidig spiller han for udsolgte sale over hele landet, blandt andet 13 aftener i træk på Hotel Cecil. Hans arbejde anerkendes bredt med blandt andet Steppeulven for Årets Album og Årets Tekstforfatter, to Carl-priser og flere litterære hædersbeviser. I 2026 vender han tilbage med et nyt album, der lige nu indspilles på Frederiksberg. Og med det følger en række eksklusive koncerter, hvor publikum får lov at høre både de nye sange og de numre, der har formet hans rejse hertil.

Om Claus Hempler

Claus Hempler debuterer med Fielfraz i 1990 og udvikler sig siden til en af landets mest særprægede stemmer. Hans solokarriere er præget af en stærk personlig tone, en fornemmelse for nærvær og en stil, der både er distinkt og tidløs. Med årene har han opbygget en position som både publikumsyndling og musikerfavorit, og hans danske sange fra 2019 cementerer hans rækkevidde over for et bredere publikum. Hempler fortsætter med at være en markant figur i dansk musik med et virke, der konstant søger dybere lag og nye rum.

Koncerten præsenteres af: Live Nation