Spring til hovedindhold

Blodbryllup

Anmelderrost helaftensballet af ballettens store, nye stjernekoreograf Eukene Sagues.

Forestillingen streames kun til Danmark, Grønland og Færøerne.

Den spanske digter og dramatiker Federico García Lorcas surreelle kærlighedsdrama Blodbryllup fra 1933 får nyt liv i en intens og medrivende helaftensballet af det unge koreograftalent Eukene Sagues.

Blodbryllup er historien om et bryllup, der ender i et blodigt opgør. Bruden skal giftes til et stort opsat bryllup, men hendes gamle elsker Leonardo lurer i kulissen. Som festen skrider frem, stiger Brudens frihedstrang. Hun stikker af, men Leonardo følger efter, og en horde af vrede bryllupsgæster sætter jagten ind på de undvegne. Ude i skoven venter Månen på dem; en dobbelttydig og drilsk fristerske, som ikke vil lade menneskene glemme de drifter, de har forsøgt at tøjle.

Kærligheden har trange kår i Lorcas digtning. Som homoseksuel identificerede han sig stærkt med sine kvindelige karakterer. Kvinderne i Blodbryllup er fanget i deres roller i et rigidt, patriarkalsk samfund og må undertrykke deres sande natur.

Solist ved Den Kongelige Ballet Eukene Sagues har som barn af spanske teaterfolk fået Lorca ind med modermælken. Blodbryllup er hendes første helaftensballet, og hun skaber en radikal fortolkning af sin landsmands berømte skuespil. Der venter publikum en sansemættet forestilling, der viser både det skønne og det grumme i livet som menneske.

Bemærk! I forestillingen indgår kraftigt og omskifteligt lys – dog ikke stroboskoblys.

Forestillingen indeholder scener med overgreb og grænseoverskridende handlinger, som kan virke stærkt på nogle publikummer.

Anbefalet fra 15 år

Koreografi og iscenesættelse: Eukene Sagues
Manuskript og dramaturgi: Astrid Øye
Musik: Elena Abad, Federico Garcia Lorca, Manuel de Falla
Musikarrangement: Elena Abad,Mariano Abad Corral
Scenografi: Palle Steen Christensen
Kostumedesign: Louis Kynd
Lysdesign: Súni Joensen

Medvirkende
Moderen: Astrid Elbo
Månen: Alexander Stæger
Bruden: Stephanie Chen Gundorph
Hustruen: Joscelyn Reneé Dolson
Leonardo: Ryan Tomash
Brudgommen: Guilherme De Menezes
Faderen: Mads Blangstrup
Stemmen: Rocío Bazán

Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Kapel