Spring til hovedindhold
Ballet

Breakfast med Bournonville

Kompagni B har gjort det igen! Teatrets unge dansere har skabt deres egen forestilling fuld af energi og kreativitet.

Kompagni B består af 8. og 9.kl. fra Det Kongelige Teaters Balletskole og er verdens første professionelle balletkompagni for, med og af børn

De unge dansere har skabt dette års Breakfast med Bournonville, hvor de tager fat i tematikker, der fylder for dem og deres jævnaldrende. I forestillingen blander de unge dansere deres klassiske balletteknik med spirende koreografisk kreativitet. Sammen med teatrets lys, lyd, video og kostumeafdeling har Kompagni B endnu engang skabt en sanselig, energifuld forestilling.

Breakfast med Bournonville åbner teatret op for en ny generation af publikum, og er kreeret specielt til Kompagni B’s jævnaldrende i 7., 8. og 9. klasser. Bemærk at billetter til denne forestilling er gratis, men kun kan bookes af skoler og uddannelsesinstitutioner.

Formålet med Kompagni B's arbejde er at åbne den klassiske kunst og tilbyde rum for refleksion og sansning, i øjenhøjde med deres jævnaldrende publikum. I skabelsesprocessen er de unge dansere blevet udfordret til at undersøge og udvide deres evner inden for forestillingsdramaturgi, koreografikomposition og bevægelsesudtryk, så de kan formidle det, de har på hjertet til publikum. Vi håber, at et møde med Kompagni B, vil give eleverne i publikum en fornemmelse af ballet som en levende kunstform og stilart.

Kompagni B glæder sig til at indtage Gamle Scene og se alle deres jævnaldrende kammerater i salen til en produktion fyldt med dans, video og musik.

Værd at vide

Vigtig læsning for dig, der skal have elever og institutionsbørn med i teateret.

  • Kom 30 minutter før, forestillingen går i gang

    Dørene lukker præcis, og det er ærgerligt at gå glip af forestillingen.

  • Overtøj og tasker SKAL hænges i garderoben

    Dette er af brandhensyn. Der er personale til at holde opsyn ved de frie garderober, og i Operaen og Skuespilhuset er der skabe, som kan lånes mod et depositum.

  • Sluk mobilen under forestillingen

    Vi skal nok minde dig om at tænde telefonen, når du går ud. Men når forestillingen spiller, skal den altså være i lommen. På lydløs. Så får både du, kunstnerne oppe på scenen og alle andre i salen en bedre oplevelse. Du er mere end velkommen til at tage billeder i foyeren før og efter forestillingen. Og vi bliver altid glade, hvis du tagger kglteater, når du fortæller omverden om din tur i teatret.

  • Mad og drikke må ikke tages med ind i salen

    Kunstnerne på scenen har brug for jeres ro og opmærksomhed.

  • Byt ikke pladser under forestillingen

    Selvom der er ledige pladser andre steder i salen, må du ikke flytte rundt. Få også klaret toiletbesøg inden forestillingen eller i pausen.

  • Lad dem oppe på scenen om at tale. Og giv jer hen til dramaet

    Grin, græd og bliv overrasket, men undlad at tale under forestillingen. Ledsagende lærere/pædagoger bedes tysse mindst muligt. Aftal inden forestillingen, at I taler om oplevelserne efter forestillingen.