Q: Hvem er Yerma?
A: Yerma er en kvinde i 30’erne, som har tjek på sit liv. Hun er sammen med den mand, hun elsker, hun har en kreativ karriere og alt kører sådan set for hende. Sammen med sin mand køber hun et hus, hvor de nye drømme skal udfolde sig. Og så opdager hun pludselig, at der alligevel mangler noget i det her perfekte liv. Og så tænker hun: ”Hvad med at få et barn?” Det er afsættet for den her historie, der i bund og grund handler om, hvordan vi definerer os selv som mennesker. Yermas drømme har nemlig flyttet sig, uden at hun selv er klar over det, og langsomt gennem stykket oplever hun, hvor meningsløst hendes liv er, og hvor vigtigt det er for hende at få en dybere sammenhæng med et andet menneske. Et barn. Hendes barn. Hun vil ikke bare være hende, der siger de rigtige ting ovre på redaktionen eller er sjov til fester. Hun vil være én, som folk er afhængige af. Hun vil gøre en forskel.
Q: Hvad er det, der tiltaler dig som instruktør ved fortællingen om Yerma?
A: Det er især det her med, at vi som mennesker hele tiden bevæger os. At vi prøver at definere, hvem vi selv er. At vi prøver at regne ud, hvad det perfekte liv er. Og så viser det sig, når vi har lavet de perfekte rammer, at vi stadig kan være ulykkelige. Hvordan kan vi være det? Svaret på det spørgsmål bliver tit en frustreret og mærkelig rejse, fordi det helt grundlæggende er svært at finde ud af, hvad der gør os lykkelige, og hvad der fuldender vores liv. Alle de begreber, vi alle sammen stræber efter at definere. Hvad er lykke? Hvad er kærlighed? Hvad vil det sige at udkomme som menneske? Hvad er definitionen på en meningsfuld karriere? Der er ikke nogen konstant. Livet er til gengæld en konstant bevægelse, og det er det, jeg synes, fortællingen om Yerma belyser rigtig godt.
Q: Yerma blev oprindeligt skrevet i 1930’ernes katolske Spanien i et samfund, hvor mænd bestemte det meste og Franco bestemt alt. Hvorfor er den historie også relevant i et lige og homogent samfund som det danske Danmark anno 2026?
A: Fordi Lorca, der skrev det originale stykke i 1934, også havde fokus på, at man ikke kan leve et kærlighedsløst liv. I det originale stykke møder vi en kvinde, der lever i et arrangeret ægteskab, og derfor er det jo i sig selv kærlighedsløst, og hun prøver at finde mening med det. Så ønsker hun sig et barn. Det kan hun ikke få, og det er tragedien.
I vores version af stykket oplever vi – i hvert fald til at starte med - et kærlighedsfuldt forhold. Et par som tror, at kærligheden til hinanden kan fylde alt. Men det er ikke nok. Og det er ikke nok for os. Vi kan jo ikke bare gå rundt og elske hinanden, ligesom forelskelsen jo heller ikke er evig. Der skal noget mere til. Så stykket handler altså om at give forholdet vægt nok. Hvordan får vi et forhold, der kan holde til mange år sammen? Hvad er det for nogle værdier, der skal ind i det? Det er sgu ikke nok at købe et fedt hus og indrette det. Så kan man sidde i det fede hus og føle sig helt tom. Og her kommer vi ind på nogle af menneskehedens helt essentielle spørgsmål. Hvad er det at være menneske? Er det virkelig det at få børn, der er meningen med livet? De spørgsmål var vigtige i 1934. Og det er de også i dag.
Q: Fortællinger om kvinder, der ikke kan blive mødre, har fyldt rigtig meget i debatten, litteraturen og tv-programmer de sidste mange år. Hvordan kan et teaterstykke som Yerma bringe noget nyt til den debat?
A: Det interessante ved forestillingen Yerma er, at her møder vi en kvinde, der formentlig har fulgt med i hele den her debat. Hun har hørt alle argumenterne på afstand og sikkert tænkt ”Jamen, folk kan da bare lade være med at få børn. Så kan de købe sig en kat eller tage på en verdensomsejling. De er frie mennesker”.
Pludselig bliver hun selv en af de kvinder fra debatten. Det sker jo tit i vores liv, at vi hører om andres død og ulykke og tragedie og siger ”hvor er det dog synd for dem”, men vi kan ikke rigtig mærke det dybt i os selv. Pludselig bliver Yerma selv den kvinde. Og hun er altså en kvinde, der altid har defineret sig selv som handlende, stærk og modig. Hun er ikke god til at bede om hjælp. Så for hende er det meget voldsomt pludselig at opleve, hvordan alt omkring hende forandres. Det, ikke at kunne blive mor, forandrer hendes jeg. Jeg tror ikke bare, at barnløshed er et savn, man må leve med. I den her fortælling forandrer barnløsheden grundlæggende Yerma som menneske. Hendes øjne ser på verden med nogle nye linser. Alt er anderledes. Det eroderer jorden under hende, og hun farer vild i besættelsen af at ville have et barn. Det er ikke en intellektuel diskussion om valg. Det er meget dybere. Jeg tror, at ligesom vi aldrig bliver trætte af at lave kunst om kærlighed, håb, krig eller de store konflikter, så spejler kunsten jo det, som vi kæmper med i livet, og der er forældreskabet en konstant.
Q: Er Yerma overhovedet interessant teater for mennesker, der ikke har stået i en situation, hvor de har kæmpet med at blive forældre?
A: Ja. Jeg har ikke selv kæmpet med det, og jeg synes, det er dybt interessant. Men det er nok fordi, at Yerma er et menneske, mange af os sandsynligvis kender fra vores familie eller vores omgangskreds. Yerma er også fortællingen om kærlighed, der ikke bliver mødt. Altså et kærlighedsdrama. Det er noget, vi alle sammen kender. Yermas fortælling er også portrættet af nogle mennesker, der alle sammen er forbundet via kærlighed, venskaber, eks-forhold, mor-datterforhold eller søskendeforhold Det er kærlighedsrelationer, men det er slet ikke nok til at få det her til at fungere. Så vi oplever nogle mennesker, som elsker hinanden. Men vi ser også, hvordan de kommer til at skubbe sig væk fra hinanden og ikke kan hjælpe hinanden. Teater er sat i verden, så vi bedre kan forstå menneskelige dramaer. Det er sådan, vi overlever civilisationen. Gennem vores empati. Så når du lever dig ind i en karakter som Yermas på scenen, så rejser du med hende og ind i hendes smerte. Også selvom det ikke er dig, der drømmer om at få et barn. Så kan det være noget andet, du drømmer om at få. Eller du kan genkende ensomheden. Det, at du ikke kan forklare, hvem du er. Det, ikke at kunne bede om hjælp. Det er et dybt interessant menneskeligt aspekt at se og opleve. Man kan forstå det smertelige ved at have en drøm, der ikke kan gå i opfyldelse. At se det dysfunktionelle i et parforhold. At prøve at forstå manden på sidelinjen, som ikke kan følge med. Han elsker sin kæreste, men han kan ikke give hende det, der skal til, fordi han ikke har det samme udgangspunkt. Eller se relationerne mellem søskende eller mor og datter. Der er så mange vinkler i det. Stykket spejler vores nutid fuldstændig.
Q: Mange gæster forventer formentligt, at de går glade og opløftede hjem, når de har været en tur i Det Kongelige Teater. Kan du også love, at de gør det, når de har været inde at se Yerma?
A: Det kan jeg love, at de ikke gør. Men jeg kan love dem noget andet. Det her er ikke underholdning. Det er kunst, der går ind og ryster dig i din krop, så du kan mærke noget. Men den følelse kan også føles virkelig fantastisk. Det er derfor, folk kan lide at se tragedier og dramaer. Jeg er selv en type, der skal blande ingredienserne i mit liv. Jeg elsker at høre popmusik, og så elsker jeg at høre noget, der er mere avanceret. Jeg elsker at se en skidesjov forestilling, som bare skal underholde og være en festaften, men det er mindst lige så vigtigt for mig at opleve teater, der går dybere. Altså noget, der sætter sig lidt dybere i mig og som ikke er glemt det øjeblik, jeg går ud ad døren. Jeg tror, man forlader Skuespilhuset med lyst til at tale om de ting, man har oplevet. Lyst til at mærke efter, hvad det gjorde ved en. Det er en forestilling, der er rystende. Jeg tror, at man kommer uforberedt på, hvor voldsom historien egentlig er. Og så er det interessante ved teater jo, at selvom vi ved, det er kunstigt. Vi ved, det er skuespil. Vi kan se, at skuespillerne spiller i en scenografi. Alt er kunstigt. Men det, vi oplever, er virkeligt. Det er så mærkeligt med teater. Så du ser faktisk noget virkeligt foran dig, og du oplever mennesker rejse igennem noget meget voldsomt, og det påvirker dig. Og det er jo det, der er fantastisk ved teater. Når forestillingen er slut, bringer du oplevelsen med dig ud af salen og ud i virkeligheden. Og hvis man er til at drikke et glas vin sammen med nogen, så er det oplagt at gøre bagefter. Sådan lige for at temperere livet bagefter. Man kan selvfølgelig også drikke sodavand, eller hvad man nu er til.
Q: Yerma spiller i april og maj, hvor mange danskere hellere vil bruge de lyse aftener på at bygge carport, spille golf eller sidde med et tæppe på en udendørs restaurant. Hvorfor skal de gå ind og se Yerma i teatermørket i stedet?
A: En del af nydelsen er jo at få den der sociale oplevelse sammen med dine venner eller din elskede. Det er ligesom at gå en tur på museum eller til en koncert. Vi har brug for nye indtryk i livet, for at give os inspiration og nye perspektiver. Vi spejler os i hinanden, det er sådan vi mærker, hvem vi selv er. Det er vigtigt at få oplevelser, der påvirker dig. Klart, vi skal da gå ud i foråret. Og vi skal også nyde solen og hygge os på en café. Men at bruge en forårsaften inde hos os og lade mørket sænke sig i salen og se et drama, det kan også give dig en ingrediens. Det er også vigtigt. Selv i det lyse forår.
