Den Kongelige Ballet

August Bournonville blev leder af balletten i 1830 og var indtil sin død en af de personligheder, der fyldte meget på Det Kongelige Teater. Hans indsats var mangesidig. Han var teatrets første professionelle instruktør og havde til opgave at opbygge et kvalificeret balletkorps af knap 50 dansere - og desuden skabe et helt nyt repertoire, hvoraf bl.a. Sylfiden, Napoli, Kermessen i Brügge og Et folkesagn for længst har opnået klassikerstatus.

Balancen mellem tradition og fornyelse har altid være Det Kongelige Teaters vilkår - og udfordring. I 1900-tallets første årtier gjorde man meget for at bevare og forny teatrets traditioner. Balletmester Hans Beck indskrev sig i historien som den, der sikrede en række af Bournonvilles balletter for eftertiden. Desuden samlede han skoletrin og variationer fra mesterens tid til det, man i dag kalder Bournonville-skolerne.

Balletten søgte fornyelsen i udlandet, hvilket gav anledning til indflydelsesrige gæstekoreografer som Mikhail Fokin og George Balanchine. Den virkelige fornyelse skulle dog komme indefra, da Harald Lander i 1932 blev balletmester og i de følgende knap tyve år - med skyldig hensyntagen til arven fra Bournonville - ændrede dansernes træningsgrundlag i retning af en russisk-akademisk teknik og skabte et helt nyt repertoire af egne balletter som Etudes og Troldmandens lærling.

Balletten var fra 1960’erne præget af en stigende internationalisering. Kompagniet var ikke længere helt så fast som før, og dansere rejste ud og blev ofte erstattet af gæster udefra. I starten af 60'erne sørgede balletmester Niels Bjørn Larsen for, at også repertoiret blev mere internationalt, idet han introducerede flere internationale koreografer, deriblandt George Balanchine.

Flemming Flindt tilførte i sin tid som balletmester fra 1966-1978 et nyt dansk repertoire deriblandt Enetime og Dødens triumf, og det danske islæt blev også dyrket af den tidligere solodanser Henning Kronstam, der tiltrådte som balletmester i 1978, og som især blev kendt og anerkendt for at arrangere den første Bournonville-festival i 1979.

Frank Andersen var balletmester i to perioder, fra 1985-1994 og fra 1995-1999. Hertil kom ballettens kraftpræstation med Petipa-klassikeren Tornerose i 1993 samt en række Bournonville-opsætninger, hvor Dronning Margrethe II med sin scenografi til Et folkesagn i 1991 fik markeret, at Det Kongelige Teater stadig bærer sit navn med rette.

Som en af landets vigtigste kulturinstitutioner var det afgørende for Det Kongelige Teater at markere sig stærkt i Kulturby-året, og der blev i høj grad sat fokus på ballet.

I 1996 gennemførte teatret et ekstraordinært højt antal forestillinger, og man realiserede bl.a. Peter Martins nye pragtopsætning af Svanesøen i samarbejde med maleren Per Kirkeby.

I 1998 kunne Det Kongelige Teater så fejre sit 250-års jubilæum. De kunstneriske sejl sattes til med en jubilæumsforestilling, der demonstrerede kunstarternes sameksistens.

I 2008 vendte Nikolaj Hübbe hjem fra New York - efter 17 år som solodanser ved New York City Ballet - for at overtage hvervet som balletmester i København fra Frank Andersen. Det betød både, at Den Kongelige Ballet fik tilført et ekstra skud George Balanchine og Jerome Robbins i repertoiret, men Nikolaj Hübbe har også brilleret med at forny nogle af Bournonvilles største værker. Sylfiden, Napoli og Et folkesagn. Altid med stor respekt for det originale værk og til publikums og anmeldernes begejstring.

Nikolaj Hübbes internationale udsyn var medvirkende til, at Den Kongelige Ballet i sommeren 2011 gennemførte en fire-ugers USA turné i fire byer - den største USA turné i 50 år.

I dag har Den Kongelige Ballet slidt sig op til en top fem placering blandt verdens bedste kompagnier. Og Bournonville-arven lever i bedste velgående.

Det er ligesom med musik. Ballet taler til noget dybt i os. Den taler om ensomhed og fællesskab. Den viser os styrke og tvivl. Den forklarer os om stor smerte og om stor glæde. Men den gør det uden ord. Den gør det i kroppens eget ordløse sprog. Og vi genkender os selv.

Hvis man er førstegangspublikum, kan det være klogt at begynde med en af klassikerne. Det kan både være i retning af en smuk aften som med den russiske Svanesøen eller Bournonvilles danske klassiker Sylfiden. Og det kan være med en moderne klassiker som Harald Landers Etudes eller den store helaftensballet i Den Kongelige Ballets repertoire; Romeo og Julie.

Skuespil og opera har altid været forsynet med dans. Allerede fra starten i 1748 var der dansere ved Det Kongelige Teater. En mere selvstændig og betydningsfuld ballet blev etableret af italieneren Vincenzo Galeotti, der var balletmester ved teatret fra 1775 til sin død i 1816. Galeotti indførte blandt andet handlingsballet - ballet d´action – som Den Kongelige Ballet i dag er kendt for. Den Kongelige Ballet hører til et af verdens ældste balletkompagnier.

August Bournonville (1805 – 1879) er det største navn i dansk ballet. Han kaldes ofte for dansens H.C. Andersen og er født samme år som den store eventyrdigter. Andersen og Bournonville var gode venner, selvom de også kunne kalde hinanden for "fjols". Bournonville var anden generations indvandrer. Hans far var fransk og moderen svensk. Efter en kort karriere som stjernedanser ved Pariser Operaen blev han balletmester i Kongens København i 1830, en stilling han beholdt med korte afbrydelser frem til 1877. Han skabte mere end 50 koreografier - og blandt hans kendteste værker, der stadig danses, er Sylfiden (1836), Napoli(1842), Konservatoriet (1849), Kermessen i Brügge (1851) og Et folkesagn (1854). 

Bournonville fik sine ideer om dans fra Frankrig. Han skrev om dem i sin "koreografiske trosbekendelse", og han viste, hvordan disse ideer skulle blive til levende dans gennem den træning, der udvikledes i årenes løb. Denne træning blev senere samlet og skrevet ned. Det er, hvad vi i dag kalder Bournonville Skolerne - en træningstime for hver af ugens dage undtagen søndag.

Hos Bournonville er der en intim charme og en udpræget ynde hos pigerne, der diskret modsvares af en fysisk friskhed hos drengene. Fødder og ben arbejder hurtigt med mange små trin hen over gulvet i skiftende retninger. Armene holdes for det meste lavt, og ansigtet med synsretningen følger bevægelsen. Der er ingen store løft og akrobatiske kast. Pigerne pisker ikke rundt på tå i lang tid, og drengene hvirvler ikke hele manegen rundt. Men sammen digter de i bevægelse om forelskelse og livsglæde.

Russerne fik også balletten fra Frankrig, men i det kæmpemæssige land med de enorme teaterhuse udviklede dansen sig i en mere akrobatisk og eksplosiv retning. I St. Petersborg - Zarens gamle by - var det den strenge franske klassicisme, der dominerede. Zaren ville gerne have, at det hele lignede noget fra Louis XIVs Versailles. I Moskva var der et publikum, som ønskede, at dansen også lignede noget fra virkeligheden. Altså, at kosakker virkelig dansede kosakdans etc. Dvs. at i Moskva udvikledes de store karakterdanse med forskellig nationale stiltræk. Ikke mindst under Sovjettiden blev balletten til en utrolig fysisk krævende kunstart med enorme spring, løft og kast, der får folk til at måbe.

Teaterstykke bestående af dans og mimik.

Handlingsballet. Betegnelsen stammer fra 1700-tallet, hvor balletreformatorer lagde vægt på, at en ballet skulle fortælle en historie, og at libretto, musik, koreografi og scenografi skulle udgøre en enhed. Ballet d’action er modsætningen til et divertissement.

En dansers evne til at give indtryk af at stoppe et øjeblik i luften, midt i et spring.

Spring, hvor danseren krydser benene et vist antal gange foran og bagved hinanden, mens han er i luften. Der findes entrechat trois, quatre, cinq, six, huit og i enkelte tilfælde dix.

Af fransk jeter: at kaste. Et spring fra det ene ben til det andet, hvor begge ben strækkes i luften i spagat. Udføres forskelligt i russisk stil og hos Bournonville.

Eller pantomime: Kunsten at fortælle en historie, udtrykke følelser eller en stemning eller beskrive en handling ved hjælp af ansigtsudtryk, kropsholdning og gestus. De romerske mimekunstnere i antikken bar maske og kunne kun udtrykke sig med kroppen.

Det mimiske sprog vandt indpas i balletten i 1700-tallet, da balletten emanciperede sig, udelod ordet, men dog ville udtrykke både handling og følelser. Et konventionelt mimesprog udviklede sig i det 19. århundredes romantiske balletter, for eksempel Giselle.

Hos Bournonville finder vi dette konventionelle mimesprog blandt andet i Sylfiden og Napoli, men også et friere, plastisk-mimisk sprog uden klicheer og med tæt forbindelse mellem det indre og det ydre. Eller med en naturlig blanding af dans og pantomime. Bournonville definerer pantomimen i sine balletter som "en harmonisk og rytmisk række af maleriske stillinger, hentet fra naturen og de klassiske mønstre…en dans, men uden turnerede føder".

En eller flere drejninger af kroppen om sin egen akse, idet danseren står på et ben (på halv eller hel tå) og holder det andet ben i en stilling under drejningen, for eksempel en attitude eller strakt ud i anden position (á la seconde).

Bøjning i knæet som forberedelse til og afslutning på et spring. Demi-plié er en halv eller en lille bøjning. Grand-Plié en dybere bøjning.

Måden at holde armene på. Grundstillinger, der svarer til føddernes positioner.

Benenes fem positioner er ’rygmarven’ i klassisk ballet. De fleste trin starter og ender med en af disse fem positioner.

I første position danner fødderne en lige linie, idet hælene rører hinanden.

I anden position danner fødderne stadig en lige linie, men med et lille skridts afstand mellem hælene.

I tredje position er fødderne placeret udaddrejet og parallelt, den ene foran den anden, således at hælen på den forreste fod er placeret mod hulningen i vristen på den anden fod.

I fjerde position er den ene fod placeret foran den anden – stadig parallelt – med et lille skridts afstand imellem.

I femte position er fødderne placeret parallelt den ene umiddelbart foran den anden, således at storetåen på den bageste fod er lige bag hælen på den forreste.

I alle fem positioner holdes benene i en turneret (udaddrejet) stilling, der begynder oppe ved hoften.

Hurtig italiensk dans i tredelt rytme skiftende mellem dur- og mol-afsnit. Navnet menes at have forbindelse til den syditalienske by Taranto, tarantel-edderkoppens hjemsted. Ifølge folketroen bevirkede giften fra dens bid, at den angrebne dansede vildt – á la tarantella – eller dansen var en kur mod nævnte gift. Endnu en forklaring på dansen henfører til edderkoppens ’dans’, inden den bider. Dansens tempo øges mod slutningen og foranlediger ofte ekstase. Tarantellen går helt tilbage til det 14. århundrede.

Tutu: Skørt af flere lag tyl, silke eller nylon, som er blevet standardkostumet for danserinder siden Marie Taglioni dansede Sylfiden i 1832. Den romantiske tutu går til midtvejs mellem knæ og ankel. Den form, der senere bruges til klassisk ballet, er meget kortere. Går til knæene eller blot en ’tallerken’ af tyl.

Den Kongelige Ballets dansere begynder hver dag (fra mandag til lørdag) kl. 10 med halvanden times fælles morgentræning. Morgenskolen er fundamentet i arbejdet som balletdanser og sikrer, at dagen starter med fornuftig opvarmning af alle muskler, og at smidighed og udholdenhed bliver vedligeholdt. Træningen er bygget op med start ved barren og derfra øvelser på gulv med spring. Der veksles mellem Bournonvilles traditionelle morgenskoler og forskellige gæsteundervisere, så danserne hele tiden bliver inspireret.

Efter morgentræningen begynder dagens øvrige prøver. Ofte er der prøver på 3-5 forskellige balletter. Dels vedligeholdelse af de aktuelle forestillinger og dels indstuderingen af de kommende premierer. Mange af de godt 80 dansere i kompagniet medvirker i flere af balletterne, og samtidig er der gerne 2-3 hold på de store forestillinger. Det er derfor et større stykke logistisk arbejde at få prøverne planlagt dagligt i de fem prøvesale.

En balletdansers arbejdstøj skal kunne holde til lidt af hvert. Det er en kunst at få idéen bag designet til at gå op med høje benløft, spring og piruetter. Det kræver derfor en del kostumeprøver og tilretninger, før alle sømmene er på plads.

Når en premiere nærmer sig, rykkes prøverne fra prøvesale til scenen. Her skal dansen forenes med scenografien, lyset, teknikken og ikke mindst musikken. De sidste rettelser kommer på plads - passer koreografien til scenens bredde og længde? Skal udgangen være i den ene eller anden kulisse? Er tempoet rigtigt i forhold til dirigentens musikalske ledelse? Hele forestillingen afprøves på en generalprøve med publikum (ansatte og tidligere ansatte) dagen før premieren.

Den Kongelige Ballet har omkring 100 forestillinger på Gamle Scene og i Operaen i løbet af en sæson. De dansere, der medvirker i aftenens forestilling, har kun prøver til kl. 15 om eftermiddagen, så de kan nå at hvile ud, spise og bare slappe af. De fleste forestillinger begynder kl. 20, men inden da skal der varmes op, lægges make-up og sættes hår. Så skal kostumet på, skoene skal kridtes, sommerfuglene i maven under kontrol, og positionen på scenen skal indtages, når kapellet slår de første toner an.