Fra teaterhistorien ved vi, at skuespillet allerede tidligt var smykket med sang, musik og dans. Hoffets yndlingsforlystelse, operaen, havde imidlertid ikke fra starten til huse på teatret, men med kongens engagement i Den Danske Skueplads kom også kravet om at opføre opera. I løbet af den første snes år etableredes Det Kongelige Teater som en multikunstnerisk scene, hvor også operaen fik plads. I første omgang forlod man sig på italiensk opera og udenlandske kræfter, men tidligt finder vi bestræbelser på at skabe en national musikdramatik. Det kunne ske i form af parodien som med Johan Herman Wessels Kærlighed uden Strømper fra 1772 eller som seriøse syngespil med mytologiske eller heroiske handlinger jævnfør Johannes Ewalds Balders Død og Fiskerne fra 1779 og 1780, begge med musik af J.E. Hartmann.

I 1800tallets første årtier var det især Weyse og Kuhlau, der sørgede for nye kompositioner, og i samarbejdet med J.L. Heiberg lykkedes det Kuhlau med festspillet Elverhøj i 1828 at skabe ikke blot biedermeier-romantikkens største kassesucces, men det mest opførte opus overhovedet på Det Kongelige Teater.

Men med den gennemkomponerede opera kneb det. Adskillige forsøgte, men kun J.P.E. Hartmann fik med Liden Kirsten til tekst af H.C. Andersen i 1846 succes, mens det blev Peter Heise og Christian Richard, der med Drot og Marsk i 1878 skabte det nationale mesterværk.

Med den norske komponist og dirigent Johan Svendsen som kapelmester fra 1883 oplevede operaen på Det Kongelige Teater en guldalder. Wagner, Verdi, Puccini etc. gik over scenen. Carl Nielsen skabte sine to operaer Saul og David og Mascarade i 1900tallets første årti. Og i samme lykkelige årtier blev repertoiret båret frem af fremragende sangere, hvoraf flere - heri blandt Wilhelm Herold og noget senere Lauritz Melchoir - vandt international berømmelse.

Op gennem 1900tallet blev operaen ledet af energiske kapelmestre som italieneren Egisto Tango og Johan Hye-Knudsen, hvoraf den sidstnævnt tjente teatret i 50 år fra 1925 til 1975. Efter Anden Verdenskrig var det naturligt at vende blikket udad. På kapelmester John Frandsens initiativ kom Wiegeland Wagner hertil, hvor han i 1960´erne med stor succes satte Den Flyvende Hollænder og Tannhäuser op. Det internationale islæt blev senere fulgt op af de tyske instruktører Götz Friedrich og Harry Kupfer, der begge har stået for vigtige opsætninger af såvel værker af Verdi som Wagner.

Siden 1990 har der på Det Kongelige Teater været arbejdet bevidst med en internationalisering og et kvalitetsløft af operaen. Der synges nu som regel på originalsproget med danske overtekster. Operaen er så lykkelig at besidde et stort og fremragende ensemble af sangere, hvoraf mange ved siden af Kongens Nytorv plejer internationale karrierer. Og med operachef Kasper Bech Holten i partnerskab med musikchef Michael Schønwandt er kunstarten inde i en betydningsfuld blomstring.

Operaens repertoire bygger på klassikere, og man er med indstuderingen af Wagners Ringen i gang med at løfte den tungeste af dem alle - et projekt der vil blive afsluttet, når udflytningen til Operaen på Holmen er fuldført i 2005. Men der skal også nyt til. Derfor er det også operaens opgave at bestille og opføre nye danske musikdramatiske værker. Enorm var den succes Poul Ruders Tjenerindens fortælling oplevede i marts 2000, og senere er der bl.a. blevet opført værker af John Frandsen og Bent Sørensen, ligesom man ser frem til Poul Ruders nye opera Proces Kafka.

Operaen har i de seneste årtier oplevet en stor publikumsinteresse, og man har også gennem opsøgende virksomhed og andre tiltag fået tag i en yngre generation af teatergængere - alt sammen forudsætninger for operaens forsatte udvikling - en udvikling der fra den 15. januar 2005 først og fremmest vil finde sted i det nye operahus, der både rummer en stor scene, ideel til de store romantiske operaer, og en lille scene velegnet til det eksperimenterende, der går tværs på genrerne.