Mange steder i verden lukker man teatre. Når vi åbner hele to nye scener, påhviler der os en særlig forpligtelse for, hvad vi vil bruge disse rum til. En særlig forpligtelse til, at opera i de kommende år i Danmark ikke kun skal spille en rolle som æstetisk og uforpligtende underholdning – hvor dygtigt udført den end måtte være. Men at opera skal spille en rolle for vores samfund, for dets diskurs og for vort omdømme og relation til det omliggende internationale samfund.

Der påhviler os en særlig forpligtelse efter at stræbe. At stræbe efter at yde den ultimative kunstneriske præstation hver gang, vi tager disse scenerum i brug. Det er ikke det samme som at stræbe efter succes. En kvalificeret fiasko kan være et lige så naturligt resultat af en betingelsesløs stræben efter kunstnerisk kvalitet som en succes, og vi må pålægge os selv at være mindre optaget af at levere succes end af at stræbe.

I denne stræben ligger en forpligtelse til at dygtiggøre os i vore æstetiske discipliner som forudsætning for at kunne udtrykke os kunstnerisk. Men først og fremmest ligger en forpligtelse til at ville kommunikere med det publikum, der opsøger vore scenerum udfra et væsentlighedskriterium. Vi skal forpligte os til at vække nysgerrighed hos et så bredt publikum som muligt, og herefter at bestræbe os til det yderste på at holde denne nysgerrighed i live.

Opera er som kunstart særlig, fordi den gennem sin kombination af mange forskellige kunstneriske udtryk og sin brug af den menneskelige sangstemmes udtrykskraft kan udtrykke noget væsentligt om menneskets emotionelle situation, reaktioner og relationer. Opera skal ikke kun være relevant ved direkte at behandle aktuelle samfundsproblemer. Men på operascenen skal de samme dagsordner mødes med en undersøgelse af den emotionelle drivkraft, der ligger bag det enkelte menneskes såvel som det omgivende samfunds udvikling.

Netop dette spænd mellem det indre og det ydre liv kan opera i kraft af sit særpræg sige noget særligt om. Vi skal ikke sætte lette paralleller på scenen, men vi skal undersøge menneskets inderste væsen, og hvordan det spiller sammen med omgivelserne, og vi må aldrig svigte målet om at udtrykke noget relevant. Opera må ikke kun underholde. Opera skal altid bevæge os. Men først når bevægelsen bliver til en forståelse, der skaber forandring, udfylder vores scenerum den plads - som mødested for en samfundsmæssig diskurs - som de bør.

Hvilke ting kan opera da udtrykke noget om? På de følgende sider vil vi give en beskrivelse af, hvilke temaer de kommende års repertoire mere eller mindre direkte vil kredse om, og hvordan vores stræben skal udmønte sig. I håbet om at Operaen på Holmen og Den Kongelige Operas aktiviteter bliver et relevant mødested og laboratorium i det evige sammenstød mellem indre og ydre liv, mellem samfund og individ. Det skal ske gennem at engagere verdens bedste fortællere inden for vores egen kunstart og nu og da til låns fra andre. Det skal ske gennem en fortsat og udvidet satsning på ensembleteaters muligheder. Og det skal ske gennem en målrettet repertoire-planlægning, både med henblik på at nå det størst mulige publikum og på en bredde i valget af værker, hvad angår stilarter, men med det ene til fælles: At vi vil jer noget med dem!

Temaer i repertoiret 2005-09
I de kommende år vil tre temaer optage Den Kongelige Operas arbejde. Ikke som lette tema-abonnementer eller ved at skabe postulerede sammenhænge, men snarere som næsten usynlige røde tråde, der løber igennem vores tankearbejde og bestræbelser i sammensætningen af repertoiret, og som med tiden vil aftegne sig helt eller delvist i publikums oplevelser.

Temaerne er:
Drømmen om frihed
Kærlighedens væsen
Europas sjæl

Gennem disse tre temaer, mener vi, at opera som kunstart kan sige noget meget væsentligt om at være menneske i dag i Europa.

I løbet af sæson 2005-06 afholder Den Kongelige Opera i forbindelse med de tre temaer tre heldagsseminarer med deltagelse af bl.a. kunstnere, politikere, samfundsdebattører, psykologer og andre med erfaringer, meninger og holdninger til disse temaer.

TEMA 1: Drømmen om frihed
"Sempre libera" synger Violetta i Verdis opera La Traviata. Mødet mellem den ydre verden og det indre liv er en stadig mere aktuel problemstilling. Det moderne menneske oplever en verden med stigende individualisering og en tilsyneladende valgfrihed, der omfatter stort set alle livets vilkår. Men paradoksalt nok oplever det samme menneske samtidig en afmagt i forhold til evnen til at påvirke sit samfund og sit liv. Globaliseringen øger valgmulighederne, men gør det måske samtidig stadig mere umuligt at påvirke vor egentlige livssituation?

Midt i individualiseringen rejser spørgsmålet sig om, hvad betydning friheden har for vores fællesskab. Er et samfund som fællesskab overhovedet muligt eller brugbart i den verden, vi er på vej imod? Velfærdsstaten må stille krav til det enkelte menneske, samtidig med at den drømmer om at sætte det fri.

Men er mennesket frit? Og ønsker vi egentlig at være frie? Er drømmen om frihed et narkotikum, som tærer os op snarere end en berigelse af vore liv? Og i en tilsyneladende stadig mere tumultarisk tilværelse, forstærkes drømmen om frihed. Frihed fra bindinger, frihed fra hinanden, frihed fra sygdom og ondskab, frihed fra forpligtelser, frihed til at udfolde sig selv, men også frihed til at ville fællesskabet? Frihed fra og frihed til er et helt centralt tema for det moderne menneske, og netop i mødet mellem vores indre liv og den omliggende verden, opstår de emotionelle relationer og konflikter, som driver vores verden fremad på godt og ondt.

En række operaværker beskriver netop denne problemstilling med ætsende klarhed. For netop i operaens ekstremt kollektive kunstart bliver mødet med sangstemmens og musikkens evne til at tolke vores følelser et unikt billede på netop dette. Fra Violettas drøm om frihed fra samfundets konventioner over Lucia di Lammermoors drøm om frihed til kærlighed til Kong Philips drøm om frihed fra magtens ensomhed, bliver det enkelte menneskes inderste følelser i operakunsten afsløret som drivkraft også for de konflikter, der flår vores samfund i stykker. Eller se Don Juan som den yderste inkarnation af drømmen om frihed: Forførende og fortærende. I stærk kontrast til Don Ottavios skandinaviske væsen.

Netop i vores skandinaviske samfund har vi måske et enestående behov for operaen som et korrektiv til den tilsyneladende rationelle politiske debat, der forsøger at tolke verden ud fra en ydre logik og en forestilling om mennesket som et logisk handlende væsen. Den emotionelle kraft som kilde til samfundets muligheder og modsætninger afdækkes i disse værker.

Udvalgte værker:
Thomas Adès: Stormen
Wagner: Nibelungens ring
Wagner: Lohengrin
Verdi: La Traviata
Mozart: Don Juan
Leoncavallo: Bajadser
Debussy: Pelleas og Melisande
Donizetti: Lucia di Lammermoor
Johann Strauss: Flagermusen
Janacek: Sagen Makropoulos

TEMA 2: Kærlighedens væsen
Kærligheden er et gennemgående tema i operaens verden - og den viser sine mange ansigter i et utal af variationer: Den store forelskelse, hvor alt synes muligt, og hvor vi næsten ikke kan rumme den berusende, overjordiske lykke. Den dybe kærlighed, der senere kan vokse ud af den første, heftige tid. Den ubetingede kærlighed til sine børn - eller børns til deres forældre. Den ugengældte, tragiske besættelse af et andet menneske. Alle varianterne findes i operaerne.

I de store kærlighedshistorier kan vi for alvor se vores eget liv gennem de skæbner, som vi oplever på scenen. Vi kan gennemleve følelser, som vi måske har til gode, eller har glemt kraften af. Vi kan røres, håbe og længes med heltinden - og vi kan mærke heltens jalousi dybt inde i os selv.

Vi kan blive rasende med Donna Elvira, som Mozarts Don Juan igen og igen lokker i sit net, for derefter bare at springe videre til den næste kvinde. Vi kan håbe med Alfredo, når han synger sin vej forbi Violettas vindue efter deres første møde i Verdis La Traviata - og vi kan græde med Kong Philip, når han indser, at den kvinde, han er gift med og elsker højt, aldrig har elsket ham men derimod elsker hans egen søn, Don Carlos. Og vi kan selv komme i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert i kærlighedens verden, når Tosca bliver stillet overfor det ultimative dilemma; hun kan redde sin elskede ved at gå i seng med hans bøddel...

Alle er de skæbner, som kærligheden har bragt i situationer, som vi kan leve med i. Vi, der måske ellers opfører os rationelt og forudsigeligt i hverdagen, har sikkert alle på ét eller andet tidspunkt oplevet hvor grænseoverskridende en drivkraft kærligheden kan være. Den Kongelige Opera skal være stedet, som ikke blot viser de gribende kærlighedshistorier serveret pænt på et nydeligt fad - den skal være stedet, hvor kærlighedens ekstreme følelser griber ud over rampen, og hvor operaerne med alle deres virkemidler giver os alle en enestående mulighed for at spejle vores egne følelser - og måske genkalde os både de lykkeligste og grusomste øjeblikke i vores egne liv. For herigennem måske at forstå mere af den sitrende drivkraft, der driver os mennesker så meget af vores tid her på jorden.

Udvalgte værker:
Poul Ruders: Proces Kafka
Bo Holten: Livlægens besøg
Wagner: Lohengrin
Donizetti: Lucia di Lammermoor
Verdi: La Traviata
Puccini: Tosca
Mozart: Don Juan

TEMA 3: Europas sjæl
Om kort tid skal vi formentlig stemme om en europæisk forfatning. Vi er europæere, på godt og ondt. Den danske debat om Europa synes at være skrumpet ind til en debat om forbehold og teknikaliteter, i stedet for en stillingtagen til det europæiske projekt.

Operaen er i ekstrem grad bærer af den europæiske kulturarv. Af livets konflikter set med europæiske øjne opbygget gennem en flere hundrede år gammel tradition - og er dermed også bærer af europæisk identitet. Operaen er i ekstremt grad en europæisk kunstart, og det er en af de få kunstarter, hvor den europæiske scene stadig indiskutabelt dominerer.

Vi er uenige i projektet med at skabe en dansk kanon. Ikke fordi en kanon ikke kan være en positiv drivkraft for en kunstdiskussion, og ikke fordi en kanon, hvor det defineres at en række udvalgte kunstværker giver os vores identitet som mennesker, er en dårlig ide. Men fordi vi ikke tror på projektet som et nationalistisk dansk projekt. Den danske operatradition kan kun findes i et samspil med den europæiske. Og vi tror på vores identitet som europæere. Inklusive de nye østeuropæiske medlemmer af EU, hvilket også afspejler sig i en opprioritering af det slaviske repertoire i et forsøg på at inkludere disse i vores opfattelse af os selv og for at forstå Østeuropas identitet.

I en verden, hvor amerikanske værdier og kulturprodukter fylder stadig mere, kan operaen tilbyde en nødvendig justering af vores opfattelse af verden. For operakunsten står i stærk modsætning til Hollywoods feel good-, fokusgruppe- og happy end-kultur. I operakunsten dominerer europæiske værdier som tvivl, lidelse, humanisme og fordybelse.

Livet er ikke let eller uden modstand. Livet er modsætningsfyldt, og mennesker påfører sig selv uendelige lidelser. Mennesket tøver og tvivler på sig selv og sine medmennesker. Og i den europæiske kulturarv tør vi vedkende os, at det modsætningsfyldte og forvirrede, den store lidelse og den nagende tvivl er en integreret del af det at være menneske. Ikke for dermed at acceptere livet som en jammerdal, men for at kunne leve livet fuldt og ærligt.

I den europæiske forfatning var det svært at beskrive eksakt og meningsfyldt, hvad det vil sige at være europæer. Men måske skal det udsagn netop findes i vores kunsthuse som et modsvar til den amerikanske kunst - som bærer af andre værdier. Og dermed er også kunstnerens rolle som en central udfordrer af vores samfund og den babyloniske forvirring, som Europa måske netop handler om, blevet sat i spil.

Der er brug for en europæisk identitet som modvægt til den amerikanske på verdensarenaen. Kulturelt såvel som politisk. I de kommende år vil vi gerne lave en delvis europæisk opera-kanon, hvor en række af de bedste værker i vores kulturarv tilsammen vil fortælle os historier om, hvad Europas sjæl er – fanget mellem katolicisme og protestantisme og fanget mellem den nødvendige magtudøvelse og den nagende tvivl.

Udvalgte værker:
Poul Ruders: Proces Kafka
Thomas Adès: Stormen
Wim Hendrickx: Achilleus
Wagner: Nibelungens ring
Wagner: Lohengrin
Strauss: Kvinden uden skygge
Mozart: Don Juan
Verdi: Macbeth
Puccini: Tosca
Verdi: Simon Boccanegra
Verdi: Don Carlos
Janacek: Sagen Makropoulos
Bartok: Hertug Blåskægs borg
Dvorak: Rusalka
Monteverdi: Odysseus

Fremragende fortællere
Opera er en svær kunstart. Og at bestræbe sig på det yderste, betyder også at bestræbe sig på at tiltrække de mennesker, der er bedst i verden til at fortælle til publikum gennem operaens særlige muligheder og begrænsninger. Eller i enkelte tilfælde at give kunstnere fra helt andre kunstarter chancen for at fortælle indenfor operagenren.

Vi vil derfor præsentere en række af operalitteraturens klassikere fortalt af verdens mest fremragende fortællere i disse år. Og vi vil bruge vores nye scenerum til at tiltrække disse kunstnere til København. Alle er de kunstnere, der er kendt for konsekvens og for en insisteren på at ville genopdage og genfortælle operalitteraturens største værker på en måde, så et moderne publikum bevæges og bringes til at tænke over værkernes relevans for deres eget liv og for det politiske rum, som de lever deres liv i.

En humanistisk dagsorden præger dem alle: At stille sig på det enkelte menneskes side og forsøge at forstå dets handlinger, måske endog tilgive dem. Men også at afsløre hvordan netop disse handlinger og de bagvedliggende irrationelle kræfter og passioner påvirker vor ydre verden på en måde, som vores logiske forsøg på at forklare og styre verden på ikke kan begribe. Derfor er operaens inderste væsen et vigtigt bidrag til at kunne forstå vores verden.

Men lader vi de enkelte værker henfalde i æstetisk nydelse eller gemme sig bag genrens konventioner, bortfalder denne stræben. Derfor har vi inviteret fortællere, der netop kan og vil grave dybere og har bevist deres særlige evner til det på verdens førende scener.

Listen over de instruktører, som i fremtiden vil præsentere deres visioner hos os inkluderer: Peter Konwitschny, Stein Winge, Tom Cairns, David Alden, Graham Vick, Keith Warner, Guy Joosten, Jasenko Selimovic, Calixto Bieito, Christoph Loy, Richard Jones, David McVicar, Francisco Negrin m.fl.

Også på dirigentfronten vil det være vores ambition fortsat at søge efter den rigtige kombination af førsteklasses dirigenter, der er villige til at bruge den nødvendige tid på at skabe musikdramatiske fortællinger i et samarbejde med denne form for iscenesættere, samtidig med at de kan udvikle det musikalske håndværk i vores arbejde.

For at skabe dette netværk af fortællinger, som til sammen danner et billede af menneskets vilkår i Europa i det nye årtusinde, vil vi sammensætte et repertoire med en bredde, der rækker fra de tidligste operaer og værker med rødder tilbage i europæisk tradition fra længe før operaen var opfundet, til helt nyskabte værker, der stiller sig på skuldrene af vores tradition og er med til at videreudvikle den europæiske operatradition.

Dette sker i et netværk af samarbejder med europæiske operahuse, og det sker ved en bredde i sammensætningen af repertoiret.

Vi vil derfor fortsat sikre, at ny musik indgår som en integreret del af vores repertoire, og der er for årene 2005-2009 bestilt fire nye operaværker hos danske komponister, ligesom tre udenlandske operaværker gives deres enten Danmarks- eller verdenspremiere. Som en fortsættelse af satsning med ny opera i årene 2000-2004 er dette en voldsom opprioritering af området set i forhold til Den Kongelige Operas historie såvel som sammenlignet med de fleste af de udenlandske operahuse, vi normalt måler os med.

Samtidig vil de nye rum åbne muligheder for bredde i repertoiret på en anden måde. I de kommende år opføres en nyskreven børneopera, en nyskreven opera med et bredt familiemæssigt sigte og vi har Danmarkspremiere på en børneopera i det store format. Disse projekter vil blive suppleret med andre initiativer, som yderligere skal styrke især introduktionen af vores voksen-repertoire over for unge.

Bredden aflæses også af at operette igen er på vores repertoire. Det er en naturlig forpligtelse over for denne genre, at Nationalscenen skal genfortælle Flagermusen på det ikke-kommercielle teaters betingelser, men det er samtidig en anledning til at introducere det nye operahus for et større publikum uden at opsætningen af den grund skal kompromittere de værdier, vores repertoire i øvrigt står for. Valget af Peter Langdal som iscenesætter er et tydeligt signal om den allerhøjeste kvalitet - men også en lyst til at fortælle denne historie for et bredt sammensat publikum uden for operakendernes kreds.

Samtidig vil spændvidden i repertoire fortsætte med barokopera-opførelser med Concerto Copenhagen både på Gamle Scene og i Operaen, ligesom det franske og slaviske repertoire i de kommende år som supplement til det italienske og tyske repertoire vil blive opprioriteret. De kommende sæsoner vil således indeholde værker af bl.a. Debussy, Janacek, Bartok og Dvorak. En fornyelse af Mozart-repertoiret, det romantiske tyske repertoire såvel som Verdi og Puccini-repertoiret vil dog fortsat være kernen i vores europæiske opera-kanon.

For at skabe denne spredning i de kommende år, vil det være nødvendigt at arbejde os hen imod en struktur med flere nyopsætninger og færre repremierer. Vi vil derfor investere i at skabe flere nye opsætninger i stedet for nødvendigvis at udvide antallet af forskellige titler i repertoiret i hver sæson, når der skal udvides i de kommende år.

Det betyder samtidig, at de enkelte titler spilles i længere serier, så et større publikum får lejlighed til at opleve forestillingerne, mens de er arbejdet igennem af den oprindelige instruktør og dirigent, ligesom kun de bedste opsætninger vil skulle genopsættes.

Samarbejder med operahuse i bl.a. London, Wien, Oslo, Göteborg, Helsinki, Strassburg, Cardiff, München, Paris, Hamburg, Amsterdam, Düsseldorf.

Ensemblerne: Identitet i en global tid
Hele dette program for de kommende fem års arbejde for Den Kongelige Opera baserer sig på en fortsat udvikling af de tre ensembler, som er grundpillerne i det kunstneriske arbejde. Næsten ingen steder i verden findes vores unikke kombination af kor, orkester og et stort og bredt sammensat solistensemble med internationalt niveau og en specifik identitet.

Alle tre ensembler har en særlig identitet, som i de kommende års udvidelsesprocesser må værnes om. Alle tre ensembler giver helt særlige tilbud til de udefrakommende kunstneriske inputs såvel som til publikum om en speciel erfaring med og viden om de særlige krav, det stiller at ville skabe musikdramatik, hvor alle de kunstneriske udtryk arbejder sammen om at skabe en fortælling.

En stærk fortælling er mulig i et hus, hvor kunstnerne har en fælles bevidsthed om et samlet projekt og en vilje til at ville udfylde en plads i vores samfund. Den samme rolle vil en gæstende freelance-kunstner aldrig kunne spille i forhold til et lokalt samfund.

Vi skal spille opera for at blande os i udviklingen af det samfund, vi selv er en del af. Og så skal vi formå at inddrage de mest spændende og udfordrende bud på en udvikling af kunsten og samfundet, som kommer til os udefra og lade det provokere os og inspirere os. Netop i denne særegne blanding ligger vores bud på et svar på globaliseringen.

I en stadig mere globaliseret verden er der brug for kunsthuse, der orienterer sig internationalt og som definerer sig som en del af en europæisk udvikling, der tilsammen rent faktisk kan sætte et aftryk på udviklingen af vores verden. Dette er nødvendigt i takt med at beslutninger i en globaliseret verden flytter væk fra de lokale og nationale sammenhænge.

Men denne opgave er umulig at løfte, hvis vi ikke har en klar identitet som grundlag for vores undersøgelse af den omliggende verden, og derfor er Den Kongelige Operas tre faste ensembler et nødvendigt fundament for et sådant arbejde, hvis ikke den kunstneriske vilje skal ende i globaliseringens enssmagende blender-produkt.

af
Operachef Kasper Holten
Musikchef Michael Schønwandt