Det Kongelige Teater - Pelléas og Mélisande

1. akt

1 – Rør mig ikke!
Golaud er faret vild under en jagt. I skoven finder han en mystisk pige siddende ved en kilde og fornemmer, at hun må være prinsesse. Men det eneste hun fortæller ham, er hendes navn: Mélisande. Golaud får overtalt hende til at følge med ud af skoven.

2 – Der er måske en mening med alt…
Familien er samlet omkring bordet. Geneviève læser et brev højt fra Golaud; han skriver, at han nu i seks måneder har været gift med Mélisande. Han ønsker at vende hjem sammen med hende, men frygter reaktionen fra kong Arkel, der har planlagt et politisk fornuftsægteskab for ham. Arkel lader dog Golaud vende hjem som ønsket. Pelléas beder Arkel om lov til at besøge sin døende ven Marcellus, men Arkel vil ikke have, at han rejser; han skal blive hos sin døende far!

3 – Man siger, at der findes steder, hvor solen ikke skinner
Mélisande er ankommet til slottet, og Geneviève konfronterer hende med den mørke verden, hun er kommet til. Pelléas slutter sig til dem, og sammen ser de skibet, der bragte Mélisande, forsvinde i uvejret på havet.

2. akt

4 – Man kan høre vandet sove
Pelléas og Mélisande sidder ved de blindes kilde. Pelléas spørger Mélisande om hendes første møde med Golaud i skoven – og hun fortæller ham sandheden. Under deres snak leger Mélisande med sin vielsesring – men hun taber den, og den forsvinder i kildens dyb. Klokken slår tolv.

5 – Vi ved, at lykken er flygtig
I samme øjeblik styrter Golaud med sin hest. Da han vender hjem forsøger Mélisande at pleje hans sår, men han afviser hende. Mélisande indrømmer, at hun ikke befinder godt sig på det mørke slot. Idet Golaud griber hendes hånd for at trøste hende, opdager han, at ringen på hendes finger er væk. Han beordrer hende til øjeblikkeligt til at lede efter den og foreslår, at Pelléas hjælper hende.

6 – Havet synes ikke lykkeligt i nat
Pelléas og Mélisande kommer til grotten, hvor hun har fortalt Golaud, at ringen er tabt. De afventer, at månens stråler skal oplyse grotten for dem, så de kan gå derind. Men da de får øje på tre sovende skikkelser, gribes Mélisande af frygt, og hun og Pelléas forlader stedet.

3. akt

7 – Spundet ind i dit hår føler jeg ingen smerte
Mélisande synger en sang og leger med sit lange hår mens Pelléas beundrer hendes skønhed. I morgen skal han rejse og vil kysse hende farvel. I deres afsked spindes Pelléas ind i Mélisandes hår, og han gribes af sine stærke følelser for hende. De overraskes af Golaud, der irettesætter dem for deres barnlige opførsel.

8 – Kan du lugte dødens stank?
Golaud fører Pelléas ned i en hule under slottet, hvor der stinker af død og fordærvelse. Pelléas kan ikke holde lugten ud og forlader hurtigt stedet.

9 – Åh, nu kan jeg ånde frit igen!
Uden for hulen ånder Pelléas lettet op. Golaud advarer ham og siger, at han skal holde sig på behørig afstand af Mélisande.

10 – De græder altid, når det er mørkt
Golaud plages af jalousi. Han udspørger sin søn fra første ægteskab, Yniold, om han kender noget til Pelléas og Mélisandes forhold. Han beordrer drengen til at udspionere Mélisandes værelse, og drengen kan berette, at Pelléas er derinde sammen med hende. Golaud stiller det ene spørgsmål efter det andet, og til sidst må han give slip på den skræmte dreng.

4. akt

11 – Du har en dødsdømts blik
Pelléas fortæller Mélisande, at hans far har det bedre. Han ønsker at møde Mélisande ved kilden samme nat for at sige farvel en sidste gang.

12 – I dødens stund har man trang til skønhed
Arkel mener, at tingene vil forandre sig nu, da Pelléas’ far er i bedring. I en fortrolig samtale fortæller han Mélisande, at hendes liv på slottet snart vil gå lysere tider i møde. Golaud dukker op, såret. Synet af hans hustrus uskyldige øjne opflammer ham, og ude af stand til at styre sit temperament trækker han hende gennem rummet ved håret.

13 – I mørket er jeg tættere på dig
Pelléas 0g Mélisande mødes ved kilden, og Pelléas indrømmer sin kærlighed til hende. Hun gengælder hans følelser, men frygter, at nogen skal se dem sammen. Pelléas omfavner og kysser hende. I det samme opdager de Golaud, som må have set alt. Han trækker sit sværd og dræber Pelléas mens Mélisande flygter, lettere såret.

14 – Den menneskelige sjæl er meget tavs
Mélisande ligger såret på sin seng efter kampen med Golaud, men lægen mener ikke, at hendes tilstand er dødelig. Da Mélisande vågner, kræver Golaud en privat samtale med hende. Han får hende til at indrømme sin kærlighed til Pélleas – men han får hende også til at indrømme mere end bare sandheden. Da de øvrige folk igen kommer ind, er Mélisande så udmattet, at hun kun knapt kan holde sit nyfødte barn i armene …

Luc Joosten
Oversættelse: Ericae Alfhild Fomsgård