AktueltForestillingerBilletkøbOplev teateretOm kunstarterneOm teatret
Find forestilling
Det Kongelige Teater
Lastens vej
Lastens vej
Igor Stravinskij | The Rake's Progress
Kampen mellem det gode og det onde
|Premiere
Opera|Operaen, Store Scene  
|
Periode|09. feb. - 12. apr.
Pris|90 - 710 kr.
Varighed|Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. pause
Video


Om forestillingen
Den amoralske millionarving Tom Rakewell er besat af penge og sex. Han ender i armene på Fanden selv, som baner vejen for den unge mands deroute mod vanvid og fattigdom. Den dæmonisk-komiske opera er komponeret i 1951 som en sprudlende melodisk parafrase over klassiske komponisters stil med Stravinskijs helt eget twist. Forestillingen iscenesættes af David Radok, der på Det Kongelige Teater tidligere har skabt operasucceser som Rejsen til Reims, La Traviata og Peter Grimes.

"Først og sidst er Stravinskijs musik bare så lækkert skrevet og så elegant instrumenteret."
 Berlingske Tidende

"Musikdramatik i verdensklasse."
Kristeligt Dagblad

"Stravinskijs sylespidse opera som mageløs opkvikker på Det kongelige Teater."
Weekendavisen

"Stilsikker og smuk opsætning på Operaen."
Information

"Det er simpelthen musikdramatik, der fungerer."
Børsen 4 stjerner Børsen

"Originalt og gennemtænkt."
 Jyllands-Posten

"Det er stor kunst."
Arbejderen

Se indslag fra TV2 Lorry om Det Kongelige Operakor i Lastens vej.
Læs artiklen The Rake’s Progress: en moralsk fabel i krydsfeltet mellem musik og billedkunst af Christine Marstrand.

Lastens vej synges på engelsk med danske overtekster.

Musikalsk ledelse: Ion Marin
Iscenesættelse: David Radok
Scenografi: Lars-Åke Thessmann
Kostumedesign: Karin Erskine
Lysdesign: Torkel Blomkvist
Koreografi: Håkan Mayer

Co-produktion med GöteborgsOperan.
Ion Marins medvirken er muliggjort med støtte fra OAK Foundation Danmark

Medvirkende
Tom Rakewell: Michael Kristensen
Nick Shadow: John Lundgren
Anne: Gisela Stille
Tyrkerbaba: Randi Stene 
Trulove: Jens Bruno Hansen
Mutter Gås: Johanne Bock
Sellem: Mathias Hedegaard
En vogter i galehuset: Ludvig Lindström

Det Kongelige Operakor
Det Kongelige Kapel
Dansere fra Pantomimeteatret
Handling
Tom Rakewell vil giftes med Anne Truelove, men hendes far har betænkeligheder; han prøver at få Tom til at tage et normalt job, men Tom insisterer på at stole på sit held og sit gode hoved. Tom vil ikke arbejde, men har selvfølgelig brug for penge. Mens han ønsker sig rig, dukker Nick Shadow op og fortæller Tom, at han har arvet en stor formue fra en ukendt onkel. Nick foreslår, at Tom ansætter ham som sin tjener, og at de sammen tager til London for at ordne alt det praktiske omkring arven.

Nick Shadow tager Tom med på bordel i London - og selv om Tom ikke er helt komfortabel ved situationen, og tænker på Anne Truelove, overnatter han alligevel i bordellet. Imens sidder Anne tilbage på landet og undrer sig over, at hun intet har hørt fra Tom, siden han tog afsted. Hun beslutter sig for også selv at tage til London for at redde Tom ud af de farer, han måtte være kommet ud for.

Tom keder sig i sit tomme liv i London. Han ønsker sig at være lykkelig - og Nick Shadow foreslår ham en besynderlig løsning; han burde gifte sig med Tyrkerbaba, en skægget dame. Da Anne når frem til Toms hus i London har han netop giftet sig, og Tom beder Anne om at gå igen. Han fortryder med det samme sine handlinger, og snart er hans excentriske samliv med den temperamentsfulde og evigt snakkende Tyrkerbaba et rent helvede. Han standser hendes ordstrøm ved at smide et klæde over hendes ansigt.

I drømme ser Tom Nick dukke op med en fantastisk maskine, som kan gøre sten til brød. Han siger i søvne, at han ville ønske, at drømmen var virkelighed - og da han vågner ser han maskinen, han drømte om. Nick foreslår ham en masseproduktion, som vil gøre Tom til en sand helt i hele verden - og Tom går straks i gang med projektet.

Planen slår fejl. Maskinen er fup, og Tom går fallit. Hans ejendele kommer på auktion, inklusive Tyrkerbaba, som igen går i gang med sine rablende tirader, da man fjerner klædet fra hendes ansigt. Hun råder den trofaste Anne til at finde Tom og sørge for, at han får styr på sit liv igen. Hun advarer også Anne mod Nick Shadow, og så annoncerer hun ellers sin plan om at vende tilbage til sin scenekarriere.

På kirkegården afslører Nick Shadow sin sande identitet for Tom, og han kræver betaling for de ydelser, han har givet ham; han vil have Toms sjæl. De spiller kort om den, og Tom vinder over Nick, som synker i jorden, mens han dømmer Tom til at blive sindssyg.

Tom tror nu, at han er Adonis, og han får besøg af sin "Venus", den altid trofaste og loyale Anne Trulove. Hun synger ham i søvn og forlader ham stille. Da han opdager, at hun er væk, dør Tom.







Datoer
februar 2010|09|11|26|28|
marts 2010|03|06|09|13|
april 2010|07|09|12|



© Det Kongelige Teater - Sidst opdateret: 10. januar 2010 kl. 00:47

Søg
Kalender
MTOTFLS
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031----