My Fair Lady
af Loewe og Lerner
Premiere | Gamle Scene | 30. april - 5. juni 2010
For første gang nogensinde sætter Det Kongelige Teater musicalklassikeren My Fair Lady på plakaten. Det sker til næste forår på Gamle Scene, hvor nationalscenen forener sine skuespillere, sangere og musikere i en ny opførelse af denne klassiske fortælling, som byder på adskillige af historiens bedste musicalnumre.
My Fair Lady er fortællingen om blomsterpigen Eliza, som lærer at gøre sig i det bedre borgerskab, da den stivnakkede og nostalgiske professor Higgins tager hende på en dannelsesrejse i de gamle dyder. Undervejs bliver de dog begge klogere på, hvem de er, og hvad det er, de søger i deres liv.
De medvirkende i den festlige musical er bl.a. Søren Pilmark, som vender tilbage til Det Kongelige Teater i den store rolle som Professor Higgins. Eliza Doolittle, som Higgins tager under sine vinger, spilles af Cecilie Stenspil, der lige nu høster stor succes for sin hovedrolle i DR-serien Livvagterne og rollen som Bess i Breaking the Waves på Odense Teater. Blandt de øvrige medvirkende møder vi bl.a. Zlatko Buric som Alfred Doolittle og Malene Schwartz som Mrs. Higgins.
Det bliver operachef Kasper Bech Holten, som skal stå for den nye, farverige iscenesættelse med David Firman som dirigent.
Kasper Bech Holten: ”My Fair Lady er historien om, hvornår man er god nok: Hvor godt skal man tale sproget, og hvor meget skal man lære at opføre sig ordentligt, før man passer ind? Og hvad sker der med en, når man ikke passer ind i nogen af de verdener, man svæver imellem? Men først og fremmest er det en morsom, indsigtsfuld, herligt grum og evigt aktuel historie”.
Billetsalget til My Fair Lady åbner den 10. marts kl. 10 på www.kglteater.dk.
Det vil også være muligt at inkludere musicalen i Det Kongelige Teaters nye, valgfrie abonnementsserie, som giver 10 % rabat på billetprisen. Abonnementstegningen for den kommende sæson starter samme dag.
Med venlig hilsen,
Det Kongelige Teater / Presseafdelingen